Er julen in eller out
En julevoxpopJesper siger
Hvor skal du fejre jul i år?
Hjemme hos mine forældre i Hjallerup.
Hvordan har du det med alle juletraditionerne?
Dem har jeg det rigtig godt med… altså undtagen den tradition, der hedder, at butikkerne starter med at pynte op allerede midt i oktober.
Jeg synes, det er for meget; jeg får det helt dårligt, når jeg kommer ind på posthuset, og man nærmest ikke kan komme til for guirlander og julehjerter.
Skal julen fornyes?
Jeg kan godt lide den, som den er, men i år fornyer jeg den faktisk lidt, for 3. juledag tager jeg til Cuba.
Hvad er det vigtigste for dig i julen?
For mig er det vigtigste juleevangeliet. Jeg ved godt, det lyder meget fromt.
Hjemme hos mine forældre har det altid været sådan, at når vi havde spist, så læste vi det 3. juleevangelium, altså det, der ikke bliver læst i kirken. Bagefter fik vi gaver, måske er det også derfor, at det står som noget helt specielt for mig, griner Jesper.
Kirsten siger
Hvor skal ud fejre jul i år?
Hjemme hos mine forældre, som jeg plejer.
Hvordan har du det med alle juletraditionerne?
Godt, det er hyggeligt med traditioner. Jeg elsker traditioner.
Skal julen fornyes?
Nej, det skal den ikke. Alt andet i vores verden bliver fornyet, julen skal være noget fast og bestandigt.
Hvad er det vigtigste for dig i julen?
Det er at være sammen med min familie og at give andre gaver. Nå ja, og så selvfølgelig traditionerne.
Camilla siger
Hvor skal du fejre jul i år?
Jeg tror, det bliver hjemme hos min farmor sammen med min far og min lillebror.
Hvordan har du det med alle juletraditionerne?
Jeg har det rigtig dårligt med dem. Jeg synes, julen er enormt opblæst. Julen, vi fejrer i dag, er jo stort set opfundet af Coca Cola og alle de andre forretninger. Den er blevet ren forretning. Den virkelige jul er blevet kvalt i gaver og glitter.
Nej, jeg hader heller ikke alt ved julen, jeg kan enormt godt lide det fællesskab, der er, men samtidig synes jeg, det er så falsk, at man skal være så meget sammen i julen, og det er åh så hyggeligt, men resten af året er det lige meget…
Skal julen fornyes?
Ja, det skal den, men jeg er ikke sikker på, at det kan lade sig gøre. Jeg tror nok, jeg har mistet troen på julen.
Og jeg er i dyb sorg over julemandens død.
Hvad er det vigtigste for dig i julen?
Det er fællesskabet, selvom jeg synes, det er lidt falsk.