Flugten til Egypten

En Kristuslegende af Selma Lagerlöf
Et klassisk eventyr, som udkom første gang i 1904. Langt borte, i en ørken ovre i Østerland voksede der for mange, mange år siden en palme, der både var umådelig gammel og umådelig høj. Ingen, der drog igennem ørkenen, kunne lade være at standse og betragte den; thi den var meget større end andre palmer, og folk sagde om den, at den sikkert ville blive højere end obelisker og pyramider. Som nu denne store palme stod i sin ensomhed og skuede ud over ørkenen, fik den en dag øje på noget, der bragte dens vældige bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage på den slanke stamme.
Ude ved ørkenens grænse kom to ensomme mennesker vandrende. De var endnu i den afstand, hvor kameler ikke ser større ud end myrer, men det var ganske sikkert to mennesker. To, der var fremmede i ørkenen – thi palmen kendte ørkenens beboere – en mand og en kvinde, der hverken havde vejviser eller lastdyr eller telt eller vandsæk.

”Sandelig,” sagde palmen til sig selv, ”disse to er kommet hid for at dø.”
Palmen så sig hurtigt om til alle sider.
”Det undrer mig,” sagde den, ”at løverne ikke allerede er ude at jage efter dette bytte. Men jeg ser ikke en eneste røre sig. Og heller ikke ser jeg nogen af ørkenens røvere. Men de kommer nok.”
”Der venter dem en syvdobbelt død,” tænkte palmen. ”Løverne vil sluge dem, slangerne stikke dem, tørsten fortære dem, sandstormen begrave dem, røverne ihjelslå dem, solstik opbrænde dem, angsten tilintetgøre dem.”
Og den prøvede på at tænke på noget andet. Disse menneskers skæbne gjorde den vemodig.
Men på hele den grænseløse ørkenflade, der lå udbredt under palmen, var der ikke en ting, som den ikke havde kendt og betragtet i tusinde år. Intet kunne fængsle dens opmærksomhed. Den var nødt til igen at tænke på de to vandrere.
”Ved tørken og vinden!” sagde palmen, idet den dermed anråbte livets farligste fjender, ”hvad er det, kvinden bærer på armen? Jeg tror, disse afsindige også har et lille barn med!”
Palmen, der var langsynet, som de gamle jo er, så ganske rigtigt. Kvinden bar på armen et barn, der havde lagt hovedet til hendes bryst og sov.
”Barnet har ikke engang klæder nok på,” sagde palmen. ”Jeg ser, at moderen har løftet sin kjole op og svøbt den om det. Hun har i stor hast revet det op af sengen og er styrtet afsted med det. Nu forstår jeg det: disse mennesker er flygtninge.
Men afsindige er de alligevel,” vedblev palmen. ”Hvis de ikke har en engel til at beskytte sig, skulle de hellere ladet fjenderne gøre det værste, de kunne, imod dem, end at vandre ud i ørkenen.

Jeg kan tænkte mig, hvordan det hele gik til. Manden står ved sit arbejde, barnet sover i vuggen, kvinden er gået ud at hente vand. Da hun er kommet nogle skridt udenfor døren, ser hun fjender komme stormende. Hun farer ind, griber barnet, råber til manden, at han skal følge hende, og løber sin vej. Siden har de været på flugt flere dage, de har sikkert ikke hvilet et øjeblik. Ja, sådan er det gået til, men jeg siger alligevel: hvis ikke en engel beskytter dem …
De er så angst, at de endnu hverken føler træthed eller anden pine, men jeg ser tørsten skinne dem ud af øjnene. Jeg skulle vel nok kunne kende et tørstigt menneskes ansigt.”

Og da palmen kom til at tænke på tørsten, gik der en krampetrækning igennem dens høje stamme, og de lange blades utallige flige krøllede sig sammen, som om man holdt dem over ilden.
”Hvis jeg var et menneske,” sagde den, ”ville jeg aldrig vove mig ud i ørkenen. Den er såre modig, som vover sig herud uden at have rødder, der når helt ned til de uudtømmelige vandårer. Her kan være fare selv for palmer. Selv for sådan en palme som mig.
Kunne jeg råde dem, ville jeg bede dem vende om. Deres fjender kan aldrig blive så grusomme imod dem som ørkenen. De tror måske, det er let at leve i ørkenen. Men jeg ved, at selv jeg stundom har haft ondt ved at holde mig i live. Jeg husker en gang i min ungdom, da en hvirvelvind kastede et helt bjerg af sand over mig. Jeg var nærved at kvæles. Hvis jeg kunne dø, var det blevet min sidste time.”
Palmen vedblev at tænke højt, som ensomme gamle gør.
,Jeg hører en vidunderlig, melodisk susen fare gennem min krone,” sagde den. ”Alle fligene på mine blade må være kommet i bevægelse. Jeg ved ikke, hvad det er der rører mig ved synet af disse stakkels fremmede. Men denne bedrøvede kvinde er så skøn. Hun minder mig om det vidunderligste, jeg har oplevet.”
Og mens bladene vedblev at bevæge sig i en susende melodi, mindedes palmen, hvordan engang for meget længe siden to herlige mennesker havde gæstet oasen.
Det var dronningen af Saba, der var kommet did, fulgt af den vise Salomon. Den skønne dronning var på vej hjem til sit land. Kongen havde fulgt hende et stykke på vej, og nu skulle de skilles.
”Til minde om denne stund,” sagde så dronningen, ”lægger jeg nu en daddelkerne i jorden, og jeg byder, at der af den skal blive en palme, som skal vokse og leve, til der i jødeland opstår en konge, som er større end Salomon.” Og idet hun sagde dette, lagde hun kernen i jorden, og hendes tårer vandede den.

”Hvor kommer det sig, at jeg tænker på dette netop i dag?” sagde palmen. ”Skulle det være muligt, at denne kvinde er så skøn, at hun minder mig om den skønneste af alle dronninger, om hende, på hvis ord jeg har vokset og levet lige til den dag i dag?
Jeg hører mine blade suse stærkere og stærkere,” sagde palmen, ”og det lyder vemodigt som en dødssang. Det er, som om de spåede, at nogen snart skulle gå bort. Det er godt at vide, at det ikke gælder mig, efterdi jeg ikke kan dø.”
Palmen tænkte, at denne dødssusen i bladene måtte gælde de to ensomme vandrere. De troede sikkert også selv, at deres sidste time var nær. Man kunne læse det i deres ansigt, da de vandrede forbi et af de kamelskeletter, som lå ved vejkanten. Man så det på de blikke, hvormed de fulgte et par gribbe, der fløj forbi. Det kunne jo ikke være andet. De måtte omkomme.

De havde fået øje på palmen og oasen og hastede nu derhen for at finde vand. Men da de endelig nåede den, sank de sammen i fortvivlelse, thi kilden var udtørret. Kvinden lagde udmattet barnet ned og satte sig grædende ved bredden af kilden. Manden kastede sig ned ved siden af hende; han lå og slog med knyttede hænder i den tørre jord. Palmen hørte dem tale med hinanden om, at de måtte dø. Den forstod også af deres samtale, at kong Herodes havde ladet alle børn på to eller tre år dræbe af frygt for, at den store, ventede konge i Juda var blevet født.
”Det suser stærkere og stærkere i mine blade,” sagde palmen. ”Disse stakkels flygtninge har snart nået deres sidste stund.”
Den hørte også, at de var bange for ørkenen. Manden sagde, at det havde været bedre at blive og slås med soldaterne end at flygte. Han sagde, at det ville have været en lettere død.
”Gud hjælper os nok,” sagde kvinden.
”Vi er alene blandt rovdyr og slanger,” sagde manden. ”Vi har ikke mad og ikke vand. Hvor kan Gud hjælpe os?”
Han sønderrev sine klæder i fortvivlelse og trykkede ansigtet ned mod jorden. Han var håbløs som en mand med et dødssår i hjertet.
Kvinden sad oprejst med hænderne foldede om knæet. Men de blikke, hun kastede ud over ørkenen, fortalte om en trøstesløshed uden grænser.

Palmen hørte, at den vemodige susen i dens blade blev stærkere og stærkere. Kvinden havde åbenbart også hørt det; thi hun så op i træets krone. Og i det samme løftede hun uvilkårlig arme og hænder.
”Dadler, dadler!” råbte hun.
Der lå så stor en længsel i hendes stemme, at den gamle palme ønskede, at den ikke var højere end gyvelen, og at dens dadler var lige så lette at nå som tornebuskens røde bær. Den vidste nok, at dens krone hang fuld af daddelklaser, men hvordan skulle mennesker kunne nå op til en så svimlende højde?
Manden havde allerede set, at daddelklaserne hang så højt, at det var umuligt at nå dem. Han løftede ikke engang hovedet. Han sagde til sin hustru, at hun måtte ikke tragte efter det umulige.
Men barnet, der havde løbet om alene og leget med pinde og strå, havde hørt moderens udbrud.
Den lille kunne sagtens ikke tænke sig, at hans moder ikke skulle have alt, hvad hun ønskede. Så snart han hørte ordet dadler, gav han sig til at stirre på træet. Han grundede og grublede over, hvordan han skulle få dadlerne ned. Hans pande fik næsten rynker under de lyse lokker. Endelig fløj et smil over hans ansigt. Nu vidste han, hvad han ville gøre. Han gik hen til palmen, klappede den med sin lille hånd og sagde med sin blide barnestemme:
”Bøj dig, palme! Bøj dig, palme!”
Men hvad var dette, hvad var dog dette? Palmebladene susede, som om en orkan for igennem dem, og der gik gysen på gysen gennem den høje stamme. Og palmen følte, at den lille havde magten. Den kunne ikke modstå ham.
Og med sin høje stamme bøjede den sig for barnet, som menneskene bøjer sig for fyrster. I en vældig bue sænkede den sig mod jorden og kom endelig så dybt ned, at den store krone med de bævende blade fejede henover ørkensandet.
Barnet syntes hverken at blive forskrækket eller forbavset, men med et glædesråb løb det hen og plukkede den ene klase efter den anden af den gamle palmes krone.
Da barnet havde fået nok og træet stadig blev liggende hen ad jorden, gik han igen hen til det og sagde med den blideste stemme: ”Rejs dig, palme! Rejs dig!”
Og det store træ rejste sig stille og ærbødigt på sin spændstige stamme, mens bladene spillede som harper.
”Nu ved jeg, hvem de spiller dødsmelodien for,” sagde den gamle palme ved sig selv, da den igen stod oprejst. ”Det er ikke for nogen af disse mennesker.”
Men manden og kvinden lå på deres knæ og priste Gud.
”Du har set vor angst og taget den fra os. Du er den stærke, der bøjer palmens stamme som et rør. Hvilke fjender skulle vi vel ængstes for, når din styrke beskytter os.”
Næste gang en karavane drog gennem ørkenen, så de rejsende, at den store palmes krone var visnet.

”Hvorledes kan dette gå til?” sagde en af de rejsende. ”Denne palme skulle jo ikke dø, førend den havde set en konge, der er større end Salomon?”

”Måske den har set ham,” svarede en anden af ørken-vandrerne.