Mussas liv er fyldt med dramatik

Evangelisten Mussa Marcel har bl.a. oplevet at blive forgiftet af fjender, klatre i og styrte ned fra en højspændingsmast, få en skulder mirakuløst helbredt ved et uheld og komme i fængsel for at hjælpe de syge… Hans liv er som et eventyr.Mussa Marcel har aldrig været bange for noget. Derfor blev han også professionel soldat. Men en nabo var jaloux…Naboens sønner kunne nemlig ikke blive antaget som soldater. Engang til en fest bød naboen på hjemmebrygget øl. Mussa og to andre unge skulle smage, men den ene undskyldte sig med maveproblemer. Men bagefter drak han af en anden skål… De to andre blev hurtigt meget mærkelige, for der var puttet gift i drikken, muligvis en form for narkotika.
– Jeg kunne ikke kende min egen familie i flere dage. Jeg gik fra forstanden og troede, jeg kunne kravle op i en højspændingsmast og svinge mig i ledningerne, fortæller Mussa. Da han rørte ved ledningerne, fik han et elektrisk chok og blev slynget til jorden.
– Jeg brækkede min hofte og har haltet lige siden. I otte måneder lå jeg og så ikke solen, men benet blev aldrig godt igen.
Hvis ikke min far samme dag havde fået fat i en politimand, var min ven og jeg begge døde. Min ven holdt op med at tale den dag, og har ikke talt siden… Men politimanden gik til den unge, som ikke havde villet drikke, og truede ham:
– Hvis disse to mænd dør i dag, så dør du også i dag! råbte han. Manden blev bange og tilstod, at han sammen med naboen havde forsøgt at forgifte os. Men der var en modgift. Da vi fik den, kom jeg mig efter tre dage, så jeg kunne kende min familie igen, fortæller Mussa taknemlig.
Forsøg på at dræbe folk eller gøre dem til zombier ved hjælp af gift er ikke ualmindeligt i Afrika. Okkultisme tages ofte i brug, når man vil sine fjender til livs.

Mordforsøget på Mussa skete i 1983. Selv om han overlevede, sank han de næste fire år stadig dybere ned i depression. Fra at have været en høj, flot og stærk soldat var han forvandlet til en haltende drukkenbolt.
Men en dag gik han fuld hen til kirken og bad om at blive oplært og døbt.
– Det var, fordi der stod ”kristen” i mine soldaterpapirer. Min familie var hedninger, men jeg havde engang fejlagtigt svaret ”kristen” på spørgsmålet om religion.
– Mit identitetskort blev ved med at minde mig om, at jeg kaldte mig kristen, men ikke var det. Til sidst humpede jeg hen til kirken, og for at huske, hvad jeg ville spørge om, havde jeg skrevet det i min hånd, fortæller Mussa.
Hans liv forandrede sig nu drastisk til det bedre, og han besluttede i 1992 at gå på bibelskole i tre år. Bagefter kaldte den lokale menighed ham til evangelist – men det kneb med at betale løn i form af majsmel. Det slog imidlertid ikke Mussa ud. Han klarede sig med udbyttet fra sin mark.

– Jeg begyndte at hente medicin til folk i min landsby. Jævnligt bragte jeg folk de ca. 30 km til det kristne hospital bag på min motorcykel, fortæller Mussa, som nu også har indrettet en sygestue i sit hus, hvor syge kan komme sig under hans venlige pleje. Imens spiller han kassettebånd med kristen musik eller undervisning. Og flere er blevet kristne ved at lytte.
Men da Mussa blev mere og mere populær i landsbyen, blev den lokale distriktssygeplejer jaloux. Da Mussa engang havde bragt en tuberkulosepatient til hospitalet, lå der en syg i hans stue, da han kom tilbage. Den lokale politimand befalede ham at finde en bil og køre den syge til hospitalet. Den syge døde imidlertid, og distriktssygeplejeren anklagede nu Mussa.

Politiet kom og satte ham i fængsel den 31. december 1999. De første dage spiste Mussa ikke. Inspektøren blev nervøs og spurgte, om det var en sultestrejke.
– Nej, svarede jeg. Jeg faster blot for at forstå Guds vilje. Men jeg vil gerne have lov til at spille på min banjo, så jeg kan opmuntre mig selv og andre med Guds fred.
Det fik jeg nu lov til og i løbet af de to måneder og otte dage, jeg var fængslet, besluttede fire medfanger at blive kristne. De valgte bagefter at blive døbt i baptistkirken, fortæller Mussa, som selv er lutheraner.
– Jeg kom ikke for retten. Politiet foretog bare en undersøgelse, og jeg svarede på spørgsmålene uden at sige noget dårligt om sygeplejeren.
Til sidst løslod de mig.

– Da jeg kom hjem, var min kone meget bitter på sygeplejeren. Hun havde jo måttet klare sig selv og børnene i over to måneder. Efter tre dage tog jeg min kone bag på motorcyklen og kørte hen til sygeplejeren. Folk i landsbyen var bange for, at jeg skulle gøre manden skade. Da jeg bankede på døren kl. 13, åbnede han ligbleg og rystende. Men jeg sagde til ham:
– Bare rolig, jeg vil ikke gøre dig noget. Men min kone vil gerne sige undskyld, fordi hun har været vred på dig over, at du fik hendes mand i fængsel. Selv har jeg ingen bitre følelser.
Manden var lamslået. Han sendte sin kone efter sodavand, som vi drak sammen og bad hinanden om tilgivelse. Bagefter var der ingen problemer. Jeg blev endda valgt til revisor for distriktssygeplejen, smiler Mussa.
Det gjorde et stort indtryk i landsbyen, at Mussa tilgav sin fjende, og de blev forsonet. De arbejdede nu sammen i to år, før sygeplejeren blev forflyttet – og kort efter døde.

Mussa styrtede omkring år 2000 på sin motorcykel og fik skulderen revet af led. Da den hårdføre soldat blev klar over, at smerterne ikke ville holde op, tog han ind på missionshospitalet Meskine.
– Der fortalte de mig, at jeg skulle opereres og ligge i en seng i 45 dage. Det havde jeg slet ikke tid til med alle de syge, der kom til mig. Så jeg gik på apoteket og købte noget smertestillende medicin og tog derefter tilbage til min landsby, fortæller Mussa.
– Det foregik bag på en lastbil, og for at hvile armen holdt jeg den fast til en jernstang. Chaufføren ville nu undgå at betale til gendarmen og tog derfor en omvej ind gennem bushen. Pludselig kørte lastbilen ned i et hul, og det gav et hårdt ryk i armen, så det sagde knak, og jeg tumlede om på ladet.
De andre passagerer fik nu Mussa ind i lastbilens førerhus. Men han smilede.
– Armen var nu kommet på plads, og siden har jeg ikke haft problemer med den, fortæller den hårdføre evangelist, som er sikker på, at det var Guds ”operation”.

På et tidspunkt var der en lokal muslimsk embedsmand, som var så tilfreds med Mussas arbejde, at han solgte en meget gammel bil til Mussa til en meget lav pris, så han kunne transportere de syge i bil i stedet for på motorcykel.
Men bilen blev ødelagt i en ulykke. Mussa afleverede den til en mekaniker, som krævede penge til reparationen på forhånd. Mussa skaffede pengene – men bilen står stadig på værkstedet på andet år. Og den er ribbet for dele, som er brugt i andre biler. Men Mussa hidser sig ikke op – han overlader dommen til Gud.

For byen Djalingo på nogle tusinde mennesker er Mussa blevet svaret på manges bønner. Han hjælper alle.
På søndag skal han f.eks. i gang med vaccination imod skoldkopper i 12 bykvarterer.
Hver dag kommer der ca. 30 patienter til Mussas klinik, og det kniber ham at få tid til dem alle.
Derfor har han nu ved hjælp af hospitalet oplært sin kone Tabita til at tage sig af de gravide kvinder og småbørnene, mens han selv ind i mellem tager væk nogle dage for at arbejde som evangelist.

Mussa Marcel bag ved sin sidste nye omvendte muslim, Salih, der er landsbychef i nærheden af Maroua i det nordlige Cameroun

Da jeg møder Mussa, sider han på hospitalets bænk og underviser en ung muslim, som gerne vil være kristen.
– Jeg mødte ham på vejen og tog ham op på stop. Da jeg begyndte at fortælle ham om Jesus, sagde han: Du behøver ikke at overbevise mig. Jeg har allerede besluttet, at jeg vil følge på Jesus.
Det viste sig, at han var søn af en landsbychef i en nabolandsby. Da hans far var syg og skulle dø, tilkaldte han mig. Jeg behandlede ham, men sagde også til ham, at han skulle forberede sig på at dø. Han havde et dårligt forhold til sine børn, fordi en anden mand havde bagtalt dem. Da jeg forkyndte evangeliet for ham, besluttede han at tilgive børnene og de blev forsonede inden han døde.
– Da du fortalte far om Jesus, hørte jeg det hele. Og da besluttede jeg mig for, at jeg ville være kristen, sagde den unge mand, som hedder Salih. Han er selv landsbychef i sin fars sted nu og må derfor gå stille med sin tro i den muslimske landsby. Derfor underviser Mussa ham andre steder. Men søsteren er nu også begyndt at gå til undervisning.
For nylig beholdt en af kirkens vicepræsidenter Mussas beskedne løn for fire måneder. Men Mussa klager ikke:
– Hvis de ikke vil give mig min løn, så er det værre for dem selv end for mig. Det er jo Gud, jeg tjener, og Gud sørger altid for mig, siger han helt uden bitterhed.