Bilen

– menneskets bedste venDet er fascinerende, at man kan udvikle følelser for sin mekaniske skattebasse hjemme i garagen. Derfor glædede jeg mig til at se Disneys nye bil-film, som bragte barndomsminder tilbage om biler med stærke personligheder. Da jeg var barn havde mine forældre en hærget mudret Herbie-lignende bil, som trods et vagt ydre havde stor kampgejst. Vores modige bil havde – i samarbejde med min far – en fascinerende tendens til at bakke på motorvejen, når den (jævnligt) missede en afkørsel. Jeg husker som barn, at vi tre små børn kiggede ud ad bilens bagrude og så de dyttende biler dreje til venstre eller højre om os, flankeret af knyttede næver eller andet i samme genre. Vi tre børn vinkede stolt tilbage.
Vores far, som er præst, brugte også bilen til at lære os børn om bønnens magt. Når vi en fredag eftermiddag skulle med færgen uden at have reserveret plads, bad han: ”Kære Jesus, vil du ikke nok gøre sådan, at bilen bagved kommer med færgen…?”. Og det gjorde den.

Vores bil – i ledtog med min far – havde dog også deres egen lille syndflod på samvittigheden. I regnvejr havde de den dårlige vane at køre gennem vandpytter for at ramme fodgængere. Det kom dog engang til en kontant konfrontation, da de lavede nummeret foran et gående ægtepar lige udenfor vores eget hus. Tøjrensning: 550 kroner. Jeg synes, det var pengene værd.

Disse generationer af trofaste følgesvende tjener os på livets racerbane, men på et tidspunkt må man skilles ved Det Evige Værksted. Måske bliver vi engang genforenet med de biler, der er gået (kørt) forud, på de himmelske gader af guld.
Jeg husker vores trætte bil, som jeg måtte skubbe op ad en afkørsel på en tysk motorvej, hvilket endte med at blive bilens glorværdige begravelsesoptog. Min far råbte til mig inde fra førersædet: ”Skub mere, Henriette, mere!”, mens jeg bad: ”Skub bag på, Gabriel!”.
Vi mennesker, som af Guds hånd er sat over dyr og maskiner, ser ud til at leve op til (noget af) vores forvalteransvar.