Centralafrika tæt på katastrofe

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK – Situationen beskrives som elendig, og der er behov for en hurtig reaktion, hvis landet ikke skal bukke under for en humanitær katastrofe, oplyser Sudanmissionen.De seneste 12 måneders kampe mellem rivaliserende grupper i den nordlige del af Den Centralafrikanske Republik har efterladt en million mennesker med behov for humanitær hjælp.
Landets humanitære koordinator Toby Lanzer anslår, at 150.000 mennesker er interne flygtninge, og at 80.000 er flygtet til nabolandene Tchad og Cameroun.
De få rapporter, der findes fra den nordlige del af landet, fortæller, at folk er spredt i bushen og overlever ved at spise den føde, de kan finde.
Sudanmissionen betegner i sin nyhedsmail situationen som alvorlig, men erkender, at Den Centralafrikanske Republik ikke er så højt på den internationale dagsorden som nabolandene Sudan, Tchad og Den Demokratiske Republik Congo.
– Folk vil dø, hvis landet ikke får hjælp inden midten af februar, siger Toby Lanzer – men det forudsætter, at sikkerhedssituationen ikke forværres yderligere.
-mibo