Fokus på venskaber og personlig udvikling
I At vandre sammen er der mange gode pointer, som også kan bruges i forbindelse med mere almindelige relationer kristne imellem. Bogen beskriver med under-titlens ord om åndeligt venskab og åndelig vejledning dette ofte lidt uhåndgribelige forhold mellem kristne.Forfatteren trækker til dels på kristne mystikere og disses tradition. Udgangspunktet kan være lidt fremmed for nogle, inklusive undertegnede, men det er ubestrideligt, at der er mange præcise og skarpe formuleringer i bogen. Når det er sagt, så er stilen ikke så meget hånd-bogens, som opbyggelseslitteraturens. Den, som forventer enkle svar og femtrins-punkter, vil nok blive skuffet, men den, som vil gå lidt dybere, kan finde meget godt.
Hovedtesen er, at menneskers åndelige rejse udgør en rejse hen imod et punkt, hvor de er forvandlet til det, de skal være i Kristus. Og at Gud hertil bruger andre kristne til at hjælpe os hen til det punkt. Ikke kun i form af hyrder og overordnede, som udstikker retningslinier og vogter på dem, eller lektorer og undervisere, der docerer principper og sandheder. Men også i form af venner og vejledere, der i højere grad går side om side med os, deler deres liv med os og peger hen på Kristus.
Netop definitionen af venner og vejledere stillet over for mere traditionelle tjenester i kirken, er til en vis grad udfordrende. Men når det er sagt, så er der rigtig mange gode pointer, også nogle som kan bruges i forbindelse med mere almindelige relationer kristne imellem.
Endelig bruger forfatteren en del tid på at gengive personlige erfaringer og dialoger. Samt på at drøfte åndeligt venskab og vejledning i cellegrupper og i ægteskabet.
Det er oppe i tiden at tale om mentoring og coaching. Langt hen ad vejen falder denne bog i samme kategori som bøger om disse mere kendte emner. Forskellen er naturligvis den større fokus på åndelig vækst, den mere personlige relation, og forankringen i en anden tradition. Det kan velsagtens diskuteres, hvilke termer der er de bedste, og om hvor meget af bogens indhold der bør finde anvendelse inden for eksisterende relationer og roller, men det er biting. For den, der fokuserer på personlig modning og personlige relationer, vil bogen under alle omstændigheder være interessant.
David G. Benner:
At vandre sammen
208 sider 178 kr.
Boedal