Først i Jesus mødte jeg den sande kærlighed

I mange år søgte Romy Anreitter efter at få en mands bekræftelse. Det førte til mange forliste forhold. Først da hun fik et møde med Jesus fandt hun den fuldkomne kærlighed, der kunne bekræfte hende fuldt ud.”Jeg kan ikke leve uden dig …..” Tusindvis af slagere og popsange havde sat deres præg på mit billede af kærligheden. Kærlighed betød tilsyneladende, at man ikke kunne leve, at man ikke kunne have det godt uden at have en partner.I mange år troede jeg faktisk, at denne definition på kærlighed var rigtig. Indtil jeg stod på kanten til at blive forrykt og vidste, at noget måtte ændre sig.
Da jeg var tyve, begyndte jeg at læse til dyrlæge. Jeg kunne godt lide dyr, ville gerne hjælpe dem og var derfor med i forskellige dyreværnsorganisationer. Så hvad var mere nærliggende end at blive dyrlæge?

Men undervejs i studiet viste det sig, at der var noget, der interesserede mig mere, nemlig spørgsmålet: Hvordan kan jeg vinde respekt, finde venner og samtidig én at ”høre til”? Som barn var jeg nærmest blevet ignoreret eller smilet overbærende ad. Jeg længtes efter omsider at finde en, som kunne kurere denne følelse af forladthed. Og hvem, tænkte jeg, kan gøre det bedre end en mand?
Således forelskede jeg mig i en række mænd. Ganske vist opførte de sig nøjagtigt sådan, som jeg var vant til med andre – de ville egentlig ikke have med mig at gøre. Jeg gik dem på nerverne, og det kunne hverken gaver, løfter eller forsøg på tilpasning ændre på. Men så en dag dukkede der faktisk en mand op, som ville gifte sig med mig.
Jeg afbrød mit studium og gik ind i ægteskabet – selvom jeg klart fornemmede, at dette skridt ikke var det rigtige. Men Herbert havde indtil denne dag været den eneste mand, som ville have mig (og jeg var efterhånden blevet 23 år og i mine egne øjne ældgammel). Jeg var overbevist om, at det var sidste chance i livet for at finde nogen at tilhøre. Og efter nogle år var jeg mor til tre børn.
Men jeg havde så lidt selvtillid, at jeg igen og igen sagde til min mand, at han nok alligevel ville forlade mig en dag, hvad han da også gjorde. Nu var der faktisk sket det, jeg allermest havde frygtet. Jeg måtte konkludere, at jeg nu engang ikke var værd at holde fast ved og elske. Så snart man lærte mig nærmere at kende, ville man mærke, at jeg var en umulig person! Jeg var overbevist om, at jeg var både vanskelig og ”komisk” – og ikke i stand til at skjule denne kendsgerning for andre.

Det tog mig lang tid at komme over denne skilsmisse. Og jeg drog den fejlagtige slutning deraf, at jeg måtte bøje mig endnu mere. Det førte til en række kortvarige forhold til mænd, som kun var ude efter seksuelle eventyr. Eller på jagt efter et forhold til en pige, men helt bestemt ikke en med tre børn. Det sagde de naturligvis ikke straks. Og jeg håbede, de ville lære at holde af mig på en eller anden måde, hvis jeg tilpassede mig i tilstrækkelig grad eller fik dem til at indse, at de havde brug for mig. Ikke noget under, at jeg næsten kun stiftede bekendtskab med mænd, som enten havde et forkvaklet forhold til sex, var bedragere eller havde tilknytning til lyssky miljøer
Sådan fortsatte det i lang tid – indtil jeg en dag kun så to muligheder: enten at begynde på en frisk eller tage mit eget liv. Dog følte jeg ikke, at jeg kunne byde mine børn at tage mit eget liv. Men kunne jeg starte på en frisk? Det var jeg ikke sikker på.

Det var på det tidspunkt, at Gud greb ind – jeg mødte en ung kristen, som havde en udstråling så inderlig, at jeg aldrig tidligere havde oplevet noget lignende. Han fortalte mig om sit forhold til Jesus Kristus. Dengang forstod jeg egentlig kun lidt af det og kunne ikke fuldt forstå, hvad der var så betydningsfuldt ved det. Jeg kendte også Jesus og vidste, at han var Guds søn, og at han for godt 2000 år siden var død på korset. Og hvad så?
Og dog var der noget særligt ved denne unge mand. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad det var, men han havde sådan en indre ro over sig og udstrålede en indre lykke. Han var ugift, så det kunne altså ikke være, fordi han var lykkeligt gift. Ergo måtte der findes noget, som kunne give denne lykke og tilfredshed – også uden en partner.
Flere uger efter denne oplevelse kom jeg i kontakt med en anden kristen. Vi kom hurtigt til at tale om trosspørgsmål. Da det viste sig, at han tilhørte samme kirke som den unge mand, vinkede jeg ham af. Jeg havde allerede været til gudstjeneste der, men heller ikke det havde givet mig nogen tilfredsstillelse. Men så sagde han en sætning, som den dag i dag sidder prentet i min hukommelse, og som udtrykker sandheden i hele evangeliet. ”Ro i sindet kommer ikke af at gå til gudstjeneste eller være medlem af den ene eller den anden menighed – det drejer sig ene og alene om at lade Jesus Kristus komme ind i dit liv og lade ham tage føringen!”

Nej, jeg forstod ikke straks, hvad han talte om. Hvordan skulle jeg betro mit liv til en Jesus, som var død for 2000 år siden? Men lidt efter lidt fik dette menneske mig ved hjælp af Bibelen til at forstå, at Jesus ikke er død, at han tværtimod er det levende bevis på Guds kærlighed. Og at Gud er en personlig Gud, der interesserer sig for mit liv og gerne griber ind i mit liv.
Det er nu mere end tre år siden, jeg gjorde brug af tilbuddet fra Gud. Alle sår er ikke helet endnu, men jeg kan igen leve. Uden mand. Uden ægtefælle. Men med en fader i himmelen, som elsker mig højere, end min biologiske far gjorde. Som værdsætter mig mere, end nogen anden nogensinde har gjort og nogensinde vil gøre. Jeg oplever hver dag Guds nærhed og trygheden i ham. Og nu ved jeg omsider, hvad det vil sige at være elsket: At finde ro i Gud i bevidsthed om, at han ved, hvad der er det bedste for mig.
Romy Anreitter har tre børn og arbejder som sekretær.
Fra magasinet Lydia