Guds hvile er ikke mangel på bevægelse
Guds hvile må ikke forveksles med en tilstand af passivitet. I landet, hvor tankerne har fundet ro, er sjælen i bevægelse som aldrig før.
Hvilen er højdepunktet i Guds aktivitet, den tilstand fra hvilken al Guds skaben springer frem som et brusende kildevæld. Når Hebræerbrevet taler om løftet om at komme ind til Guds hvile, udgør den hvile, der tales om, ikke et fravær af bevægelse. Kampen er ophørt, og dansen er begyndt. I den medrivende treenighedsdans, uden begyndelse og afslutning, råder den fuldkomne hvile.
Al statisk tro bliver derfor en selvmodsigelse. Den spærrer af for Ånden og får os til at stivne og forstene i en nervøs og vagtsom holdning. Troen reduceres til læresætninger, som skal udlægges og vogtes, og ophører med at være det livfulde, uforudsigelige, overvældende fællesskab, hvor fascinationen over den Treenige dag for dag fornyr vort liv. Vi bliver hele tiden noget mere!
Forvandling er et af de mest centrale ord i den kristne tro.
Lad jer forvandle, formes, fornyes, gentager Paulus gang på gang i sin undervisning. Denne stadige fornyelse er ikke et mål i sig selv, men sigter mod, at vi skal blive os selv, det vi er skabt til at være – et genskin af Gud. Derfor handler forvandlingen aldrig om at løfte sig selv op ved håret og gøre yderligere en anstrengelse for at blive et bedre menneske. Den handler om at vove springet, at lade sig føre af Åndens vind og drages ind i den guddommelige dans. Med Augustin hører vi Gud sige: Jeg skal ikke forandres i dig, men du skal forandres i mig.
Livet formes og forædles ikke af regler. De er nødvendige som støtte, men kun kærligheden kan afstedkomme virkelig forvandling. Virkeligt venskab lokker os ud af os selv – synden er i bund og grund at være fanget i vores egen selvoptagethed – og vender vort blik mod den anden. Det er i det blik – i kærlighedens blikfang – at vort liv modnes til større skønhed.
Fra Peter Halldorfs bog Drik dybt af Ånden