Konfliktløsning efter Guds hjerte
Konflikten på Nørrebro og Muhammed-krisen har tydeligt vist, hvor hurtigt en situation kan blusse op og skabe kaos i Danmark. Gud har givet sit løfte! Hvis de kristne vil ydmyge sig, gå i forbøn og søge hans vilje og omvende sig fra deres onde veje, så vil han tilgive deres synd og læge deres land. – Men de kristne har svigtet deres ansvar, siger Lene Knudsen, som er med i initiativgruppen fra bedenetværket Bedehus Danmark.Danmark har inden for kort tid oplevet to store konflikter. Først Muhammed-krisen og nu urolighederne omkring Ungdomshuset på Nørrebro i København.
Kendetegnet ved de fleste konflikter er, at uenigheder, beskyldninger og stærke følelser flyver igennem luften mellem de involverede parter. Det skaber kaos, og en fredelig løsning kan virke umulig.
Nyhederne om konflikten på Nørrebro fremkalder forskellige følelsesmæssige reaktioner. Nogle føler sorg, andre vrede og frygt.
I Det Gamle Testamente læser vi om Guds mand Nehemias. En bror kommer til ham og fortæller nyheden, at Jerusalems mur er faldet, dens porte gået op i flammer og mennesker lever i stor nød og vanære. Da Nehemias hører disse ord, sætter han sig ned og græder og sørger i dagevis, mens han faster og går i bøn foran Himlens Guds ansigt.
Og det er en handling, Gud sætter pris på. Det sundeste sted at give afløb for sine følelser er foran Guds trone. For vores tanker, følelser og reaktioner behøver ikke stoppe ved os selv, men kan bruges konstruktivt som brændstof i bøn for landets ve og vel.
forbøn for konflikten
Bedehus Danmark er et netværk af kristne fra forskellige kirkesamfund, der beder 24 timer i døgnet for aktuelle emner. Her har konflikten om Ungdomshuset på Nørrebro været et akut og seriøst bønneemne i en længere periode, fortæller Lene Knudsen fra initiativgruppen i Bedehus Danmark. Hun har været med til at udarbejde en liste over bedeemner (se tekstboks).
Ifølge Lene Knudsen er det afgørende, at alle kristne går sammen om at bede for nationen.
– Som kristne må vi vågne op og forstår, at Gud har sat os som et værn for alle mennesker. Derfor er det også vores ansvar at bede for nationens ve og vel, fastslår hun.
– Gud har kaldet os til fred. Det betyder ikke altid fravær af konflikter. Men at komme frem til løsninger, der tjener fremtiden, siger Lene Knudsen.
efter Guds hjerte
I 2. Krønikebog 7:14 læser vi et godt eksempel på konfliktløsning efter Guds hjerte:
…Hvis mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra Himlen og tilgive deres synd og læge deres land.
Ifølge Lene Knudsen er det en opfordring, vi skal tage seriøst, hvis vi ønsker fred i vores land.
– Vi kristne trænger til en dybdegående og ærlig syndserkendelse, både for vores egen synd og vort folks. Vi må komme til en reel anger, for Gud har aldrig svaret på bønner, der er påtagede.
– Vores land er i fare i øjeblikket, mere end vi måske er klar over. Vi accepterer synd langt ind i kirkens rækker, så vi bør først og fremmest gribe i egen barm og gå til omvendelse.
– Den synd, som springer mig mest i øjnene, er mangel på ægte gudsfrygt, og her mener jeg ikke at være bange for Gud, men at ære Ham, som den skaber Han er, og have ønsket om ikke at bedrøve Ham ved at gøre Ham imod.
– Hvis Gud kan bo i sit folk, så vil han drage de ikke-troende nær til ham, fordi de igennem de troende kan se Gud åbenbaret.
Har de kristne svigtet deres forvaltningsansvar?
– Det mener jeg klart, vi har. Vi har svigtet i vores forbøn, i vores eget forhold til Gud og vi har svigtet i forhold til, hvordan vi behandler hinanden som kristne, og vi har svigtet i at tjene samfundet efter Guds hjerte, det vil sige betingelsesløst. For han elsker os betingelsesløst. Men accepterer heller ikke synd.
– De kristne er kaldet til at bede Guds rige frem. Det vil sige, at vi i alle situationer kan gå frem foran Guds trone og bede om, at Guds riges retfærdighed og vilje må ske. Og det er bedst for alle, fordi Gud ved, hvordan vi trives bedst, både individuelt og som samfund.
Hvad skal vi så bede ind i den nuværende konflikt på Nørrebro?
– Først må vi spørge Gud: hvad er din vilje i den her situation? Og derefter omforme det til bøn, fordi han har lovet, at når vi beder om noget efter hans vilje, så får vi det. Det har vi forsøgt med den liste over bønneemner, som vi har udformet.
– Egentlig tror jeg, at vi får alt for få bønnesvar, fordi vi beder efter vores vilje frem for Guds.
Hvordan undgår vi, at det er vores vilje og ikke Guds vilje?
Jo mere vi kender Bibelen, jo mere får vi kendskab til hans måde at tænke og handle på. Dernæst må vi i personlig bøn leve så tæt ved Jesus som muligt og kende hans hjerterytme, for det er på afstand af Jesus, at vi nemmere bliver farvet af omstændighederne og egne tanker.
Kan du give et eksempel?
– Ja, jeg kan i forbindelse med konflikten på Nørrebro fortælle, at jeg hørte, at man flere steder var begyndt at diskutere holdninger for og imod Faderhuset og derefter var blevet enige om at bede imod Faderhuset.
– Men der, hvor jeg havde kontakt med folk, valgte jeg at gøre opmærksom på, at vi som kristne ikke er kaldet til at bede imod nogen. Vi er kaldet til at velsigne alle. Men kan selvfølgelig ikke velsigne handlinger, vi ved er imod Guds vilje.
– Det er meget vigtigt. Gud ønsker fred og frelse for alle mennesker. Og uanset, hvad vi mener om andre kristne brødre og søstre, må vi bede om, at de alle får visdom og kærlighed fra Gud til at være et brev på hans vegne om fred og forsoning.
– Og se til, at vi ikke bliver fristet til at få øjnene væk fra det, vi bør bede om, nemlig fred for landet, for Gud vil, at de kristne med deres bønner skal være som et åndeligt værn for folket.
– Gud har kaldet os til at bede i enhed, fordi vi alle skulle være ét, ikke ens og af samme mening. Derfor må vi finde ud af, hvad vi alle kan være ét i at bede om.
– Enhed i bøn er vigtig, fordi Gud har lovet os, at hvad to eller tre er blevet enige om, vil de få fra deres himmelske Far.
Har Bedehus Danmark oplevet, at bøn gør en forskel?
– Ja, vi har blandt andet bedt om, at der måtte blive sparet liv under rydningen af Ungdomshuset. Og der blev jo sparet liv, så Gud svarer på bøn efter sit hjerte.
– Men en af de ting, der tit er et problem for os kristne er, at når vi beder og får, ved vi ikke, hvordan det ville have set ud, hvis ikke vi have fået.
– Som mennesker ser vi kun stykkevis og vi få lært, at der kan være andre vinkler på sager. Og derfor skal vi spørge Gud om, hvad vi skal bede om, for han ved, hvad der kan afhjælpe enhver situation, fortæller Lene Knudsen.
Er det nok, at Guds folk beder?
Nej, det er ikke altid nok. Det som er væsentligt er, at vi søger Gud for, hvad vi skal gøre og så derefter tør gøre det. Til bøn kan der også høre en handling, for Gud samarbejder med sine børn. Jesus er gået foran og har med sit eksempel vist os, at man først beder til Faderen og derefter udfører Faderens vilje.
Hvilken opmuntring vil du gerne give andre, der føler sig inspireret til at gå i gang med bøn for nationen?
– Det er altid en god begyndelse at bede mere konkret om små ting, så vi derigennem kan se Guds svar. Det skal være måleligt. For så vokser vores tro, og det bringer os jo egentligt tilbage til det gode gamle princip fra Gud, at hvis du er er tro i det små, så vil jeg give dig meget.
Så hvis vi ønsker store bønnesvar, må vi starte i det små.
Og skal vi som kristenhed i Danmark virkelig flytte noget, må vi lære igennem vores daglige bønneliv at bede efter Guds hjerte.
– Jeg vil også gerne personligt opfordre folk til at fortsætte med at bede for vores hovedstad København. Flere af bedeemnerne som vi har formuleret (se tekstboks) er stadig relevante, slutter Lene Knudsen.