Lille hund
Det er ikke alle, der elsker at blive puffet af en lille fugtig hundesnude. At have de små skarpe tænder hængende i ærmer og bukseben. At få sine snørebånd trukket op den ene gang efter den anden. Eller at få slikket og tygget sine bare tæer, hvis man er så dum at vise sig med sådanne.
Jeg synes faktisk selv, det er rigtig irriterende.
Ikke desto mindre anskaffede vi i starten af året en hundehvalp. Den tog os jo lige om hjertet med sine brune øjne, sin bløde pels og de dejlige hængeører. Den var så sød og så lærenem, og det virkede, som om den faktisk forstod et pænt NEJ.
At den så tissede og sked utallige gange på gulvet, så det stank i hele huset, ja, det må man jo regne med, når man anskaffer en lille hund. Den blev også lidt mere frimodig og lidt frækkere for hver dag. Det var faktisk ikke så let at følge med, endsige at være på forkant med udviklingen.
Men så var der selvfølgelig også de gange, hvor den bare slappede helt af i vore arme. Eller lå og sov på gulvtæppet med hovedet på ens fod. Eller de første gange en tennisbold fik tam-tam rundt om spisebordet. Det var da sødt!
Nå, tilbage til de sure episoder. Når det bliver en pestilens at være i samme rum som dyret, fordi den snapper og går i vejen. Eller når den hopper op ad én med møgbeskidte poter i stedet for at koncentrere sig om mere nødvendige gøremål, når den er ude. Når tilværelsen genlyder af nej, nej, nej, og kan du så lade være. Det var jo ikke derfor, vi fik hund!
Til sidst ringede jeg til en hundekonsulent. Og her er det første gode råd: Prøv at sætte den uden for døren! Bare et par sekunder.
Det gjorde underværker. Det var et sprog, den forstod. Sådan ville dens rigtige hundemor også have gjort. Måske ikke udenfor døren, men udenfor flokken. Det er ikke rart at være udenfor. Så hellere opføre sig ordentlig. Og hermed var vi startet på en række tips og træning til at få en god hund ud af vores dejlige, men frække hvalp, godt hjulpet af ros og godbidder i rette øjeblik.
Udenfor virkede altså bedre end råben og skrigen. Vores ultimative frygt som mennesker burde være at blive sat udenfor af Gud i evigheden. Her er det ikke nok med forbedringer. Han må frelse os ind i sin varme. Og det vil han allerhelst.
