Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til: Psykolog Suh B. Jacobsen, Florensvej 14, st. tv., 2300 Kbh. S, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym,
hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Hvornår kan man sige fra
Kære Suh
Jeg skriver, fordi der er en pige i min vennekreds, som altid har en masse problemer. Hun betror sig tit til mig, og jeg vil enormt gerne være der for hende og hjælpe så godt jeg kan, men nogen gange er det næsten for meget. Jeg synes, det er svært at finde grænsen for, hvornår man skal sige fra, for hun har vist ikke så mange andre at snakke med.
Hilsen Veninden

Kære Veninde
Det er både godt og næstekærligt at være omsorgsfuld og tålmodig, når et andet menneske henvender sig med problemer, og det kan være meget svært at finde ud af, hvornår det er rimeligt at sige fra.
En god indikation er dog, hvis man er helt tappet for energi efter samtalerne med den anden. Der er nemlig ikke noget mere opslidende end at forsøge at støtte og hjælpe en person, som reelt ikke er interesseret i at få hjælp, men i virkeligheden kun gør det for opmærksomhedens og kontaktens skyld. Omvendt giver det som regel mere energi end det tager, når man får lov til at hjælpe et menneske, der virkelig har brug for hjælp.
Hvis det første er tilfældet, er din venindes egentlige problem måske, at hun ikke har så meget selvtillid og føler, at hun kun kan være interessant, hvis hun har problemer? Eller at hun kun kan få andres opmærksomhed ved, at man har ondt af hende?
Sørgeligt nok er dette en ond cirkel, for netop en sådan relation er ensidig og opslidende på længere sigt, og man trækker sig til sidst. Den opsøgende bliver således bekræftet i sin værste frygt – at blive afvist – og prøver så endnu mere ihærdigt at få kontakt med endnu større eller værre problemer. Eller hopper videre til den næste, hvor historien gentager sig.
Hvis det forholder sig sådan, er det derfor til gavn for både dig selv og for din veninde, at du begynder at sige fra. Sig venligt, at du desværre ikke kan rumme mere lige nu. Det er vigtigt, at du er meget bestemt og klar – små hentydninger virker ikke, da hun sandsynligvis slet ikke hører eller forstår dem i sin anstrengelse for at fastholde jeres nuværende relation (som måske er det eneste, hun kender til).
Prøv også at snakke med hende om problem-frie emner, så hun oplever, at I kan være sammen om andre ting end kun hendes problemer.
Hilsen Suh

Jeg føler mig anderledes
Kære Suh
Jeg er en fyr sidst i tyverne, meget almindelig og pæn, synes jeg selv, men har ingen kæreste og har heller ikke haft det nogensinde. Det er efterhånden ved at gå mig på, og jeg føler mig ensom og noget ”anderledes” end mine andre venner, der efterhånden er gift og har børn alle sammen. Har du et godt råd til mig (helst til hvordan jeg får en kæreste)? P.s. jeg er en kristen.
Hilsen Single, 29

Kære Single, 29
Jeg kan desværre ikke give dig en opskrift på, hvordan du får en kæreste, men jeg vil gerne give dig nogle generelle råd til din situation.
For det første er din oplevelse af ensomhed sikkert reel nok. I takt med at dine venners sociale status ændres, begynder deres prioriteter også at ændre sig fra fest og farver til familien, hjemmetid, tidligt i seng osv. Jeres venskaber kan sagtens bevares, men du må indse, at det er på ændrede præmisser.
Mit bedste råd til dig er derfor: prøv at investere i nye relationer med andre i samme sociale situation som du selv. Vær opsøgende – vent ikke på, at der kommer nye venner eller en kæreste dumpende ned i skødet på dig. Tag med på stævner og lejre, eller besøg måske andre menigheder. Du kan også prøve kristendating.dk – måske det er noget for dig?
Hvis du har en ven, du har særlig meget tillid til, kan du også prøve at spørge ham/hende om der er nogle ting, du ikke selv har lagt mærke til, som kunne stå i vejen for at indlede et forhold?
Hvis du tør.
Bed frimodigt Gud om at give dig den kæreste, du længes efter, og bed ham om opmuntring og trøst, når det er særligt slemt. Prøv også at bede ham om hjælp til at acceptere din tilværelse lige nu og om at få indsigt i, hvordan du kan få det bedste ud af din hverdag.
Der er nemlig heldigvis masser af muligheder for dig for at have et dejligt og indholdsrigt liv – netop fordi du er single! Nyd det – det kan jo være, det lige pludselig er slut.
Hilsen Suh