Han hører dig når du beder

»Nær er Herren hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i sandhed.« (Sl. 145,18)

Øivind Andersen
(1905-1994)
Norsk teolog og forfatter

For et menneske, der er i nød, føles det ofte svært at bede. Sådan kan det også føles for en erfaren kristen, uden at man selv er klar over grunden til det. Det føles, som om alt er lukket og låset. Ofte hører man det hjertesuk: Min bøn når ikke til loftet!

Gud føles så uendelig langt borte. Det synes umuligt at nå frem til ham med bøn. Men denne følelse er falsk. Gud er ikke langt borte. Det gør ingenting, selv om din bøn ikke når længere end til loftet, for Gud er under loftet sammen med dig! Han er hos alle dem, der kalder på ham, siger han selv. Og han lyver ikke.

Ja, indvender nogen, det gælder alle dem, der kalder på ham i sandhed. Hvis jeg bare vidste, at jeg var af sandheden, ville jeg ikke tvivle på, at det også gælder mig. Men hvordan kan jeg vide det?

Det er meget enkelt at få svar på. Beder du for at få syndernes forladelse og for at komme ud af din synd? Taler du åbent og ærligt med Gud om dig selv? Betyder det noget for dig at eje frelsen og at kunne leve et liv til ære for Gud?

Kan du svare ja på disse spørgsmål, så er du af sandheden. Så er Herren dig nær og hører din bøn. Selv om det føles aldrig så lukket for dig, betyder det ingenting. Din bøn når lige ind i Guds hjerte.

Hvis du derimod beder for at undskylde din synd, eller hvis du blot vil slippe for syndens følger, men ikke dens lyst, så er du ikke af sandheden. Så siger Guds ord: »Havde jeg tænkt på ondt i mit hjerte, da havde Herren ej hørt.« Sl. 66,18.

Men alle, der søger Herren, fordi de behøver ham selv og hans frelse, for at komme bort fra deres synd og for at eje det liv, Jesus har vundet os, de kan med frimodighed regne med, at Herren er nær og hører selv det mindste hjertesuk.

Øivind Andersen (1905-1994) blev teolog ved Menighedsfakultetet i Oslo. Senere var han lærer og rektor ved Norsk Luthersk Misjonssambands missions- og bibelskole i Fjellhaug, Oslo. Artiklen er fra Øivind Andersens andagtsbog ”Ved Kilden”