Den relevante frihedsfest

Påsken samler mennesker. Jøder mindes den gamle påskepagt i Jerusalem. Kristne lever i den nye pagts nutidige nærvær.I påsken syder Jerusalem af jødiske og kristne pilgrimme, der søger hen til deres helligsteder, hvor Gud har åbenbaret sig.

Hver påske valfarter tusinder af jøder og kristne til Jerusalem for at være tæt på det sted, Gud åbenbarede sig for dem. På billedet er jøder samlet til bøn i påsken ved grædemuren i Jerusalems gamle by, lige op mod Tempelbjerget.

Påsken er relevant for millioner af mennesker. Bevæger du dig ind i det ultra-ortodokse kvarter Mea Shearim i Jerusalems hjerte op til påske, vil luften være fyldt med klirren af bestik, skåle og fade, og det rustfrie stål glinser i solen.
Det er et unikt og sjældent syn, for her står mænd og vasker op med vuggende slangekrøller i deres sorte tøj. Der er livlig aktivitet omkring de store kar af kogende vand, hvor køkkengrejet bliver sænket ned. Hver en krog er ved at blive rengjort.
Alt det ”forbudte” skal renses ud af huset. Jøderne er i gang med en total hovedrengøring. Det vil sige alle kornprodukter, der er fremstillet gennem gæring skal udrydes. Det er urent, og ifølge Bibelens beretning i 2. Mosebog kapitel 13 skal det fjernes inden påske, for at huset er ”Kosher” – dvs. egnet. Mange har et specielt påske/pesach-stel, som kun bruges denne ene gang om året.
Aftenen før påskefesten gennemsøger man alle kroge, hjørner, skuffer og lommer i huset med lys og lygte for brødkrummer og mel. Og det er skik, at man lægger lidt brød ud, som børnene så kan finde og samle og brænde næste morgen.

Israels folk – jøderne – er ikke noget specielt i forhold til alle andre folk. De er præcis som os. Og dog udvalgte Gud netop dette folk til at være sit demonstrationsfolk. I sig selv er de intet, men kun fordi Gud viste sin plan med alle jordens folk gennem dem.
Påsken startede for tusinder af år siden, hvor Moses var skrækslagen, efter at Farao havde nægtet hans folk udgang af Egypten efter 9 hårde plager. For nu ville Gud gå gennem landet med sin døds-engel og slå alt det førstefødte ihjel.
Men som en demonstration af Hans nåde og barmhjertighed ville englen gå forbi de huse, hvor man havde været lydig mod ham og mærket sit hus ved at smøre blod på træstolperne fra et uskyldigt lam.
Sådan var den første påske under den gamle pagt. Der løb også blod ned af træstolper ved den første påske under den nye pagt – korsets træ blev rødt af Jesu uskyldige blod.

Om aftenen skulle israelitterne i Egypten spise det ufærdige usyrede brød, bagt i al hast, og spise bitre urter til. De skulle ikke levne noget, og de skulle brænde, hvad der måtte være til overs, næste morgen.
Hele familien var rejseklar med vindjakke og sko. Man var på vej mod Jerusalem efter 430 år som slaver i Egypten.
2. Mosebog i Bibelen, der handler om dette, betegner det ”Exodus”, udgang. I denne bog beskriver Moses, hvordan israelitterne blev frelst. De blev befriet fra slaveriet, ondskaben, smerten og skylden. Pesach-festen er en storladen hymne til frihedens Gud for hans handling med folket.
Og det er en håbets fest, hvor man også genoplever udfrielsen og forventer, at Gud vil gøre det igen. Det sidste kapitel i jordens historie vil bringe en afgørende forløsning. Det er herfra, udtrykket ”næste år i Jerusalem” stammer. Næste gang vi alle samles, er det i det fornyede Jerusalem, som Gud har genoprettet, når Messias kommer.

En ung ortodoks jødisk mand står i Jerusalems ortodokse kvarter med store handsker på og renser køkkengrej i dampende varmt vand inden påske – for at rense alle syrnede kornprodukter af.

Påskefesten er for de jødiske børn, hvad juleaften er for de kristne børn. De får gaver, og man hygger sig, ikke omkring træet, men omkring Sederbordet.
Først mødes man i synagogen, og derpå går man hjem til påskemåltidet.
Lederen af påskemåltidet i familien er faderen – som præst i sin egen lille husmenighed. Her ser vi det almindelige præstedømme udfolde sig. Ligesom ved den store forsoningsdag, Yom Kippur, bærer han en hvid kjortel, som han fik i forlovelsesgave af sin kone. Den er både et tegn på renhed og minder om livets korthed. Den hvide klædning er nemlig hans ligklæde, som han en dag skal begraves i.

Fra hele verden valfartede jøder til templet for at bringe et slagtoffer. Og om eftermiddagen den 14. i den jødiske måned ”Nissan” samledes man i templet og slagtede påskelammet. Næste aften spiste man lam derhjemme, og havde et fast ritual – en liturgi/Seder-orden. I løbet af aftenen drak man 4 glas vin, sang Hallel-lovsangene fra Salmernes bog i Bibelen og spiste lam, bitre urter og usyret brød.
Denne sidste aften inden påske fejrede Jesus med sine elever, disciplene, aftenen før sin torturdød. Han sluttede sit liv med lovsang!
Og så nytolkede han påskemåltidet, efter hvad hans eget liv skulle bringe de næste 4 dage. Det blev et mindemåltid, hvor han, som kaldte sig livets brød, gav sig selv til alle, der vil ”spise” af ham.

Ja, han påstod, at man ikke kan få del i hans kærlighed og Himlens fest, hvis ikke man modtager hans krop i brødet og hans blod i vinen. Trods alle menneskelige forskelle bliver vi bundet sammen med hinanden i dette måltid, nadveren, og sammen med Gud. For få minutter efter, at vi har spist og drukket Gud, kan han ikke adskilles fra os. Gud er en del af vores krop!!