Det elementært nødvendige…. fællesskab

”Det rent og skært nødvendige,
det elementært nødvendige,
det’ det som du har brug for på din vej;
det nu og her nødvendige,
uden det’ vi svært elendige…”
– Baloo, Junglebogen

Hvad er det mest nødvendige i livet, hvis man skal benævne det med et overordnet begreb? Og her tænker jeg ikke på ”at trække vejret” eller ”mad og drikke”, som Junglebogens Baloo jo hentyder til i sin herlige sang om livets fornødenheder, men på menneskets mest fundamentalt nødvendige mentale eller psykologiske behov.

Jeg mener, det er fællesskab.

Det at høre til et sted, føle sig hjemme, vide at man ikke bliver lukket ud i kulden, fordi man kommer til at dumme sig en gang i mellem (og hvem gør ikke det?).
Det er at være tryg sammen med få eller mange, slappe af, være sig selv uden at være bange for at ”falde ved siden af”.

Som patienten på sindssygehospitalet, der sagde til den nye læge:
– Jeg kan meget bedre lide dig end den tidligere læge.
– Det glæder mig, men hvorfor?
– Fordi du er mere ligesom vi andre…

De kristne fællesskaber burde om nogen have plads og overskud til at invitere andre mennesker ind i fællesskabets varme – endda selv om ikke alle er ”ligesom os”. For Gud har inviteret os ind, selv om vi i udgangspunktet ikke ville vide af ham. Døren hos Gud står altid åben. Det burde min også gøre!

Men min hverdag er så fyldt med alle de ting, jeg skal nå, at jeg nogle gange glemmer dette essentielle for et menneskes trivsel. Jeg løber rundt efter min egen hale, mens jeg bilder mig selv ind, at jeg ”ikke har tid”. Men det har jeg – hvis jeg tager mig tid. Og det skal jeg! Ellers løber jeg tør for ressourcer, inspiration og interesse for andre menneskers liv og gøremål og bliver uudholdeligt selvoptaget.

Og endnu værre: Jeg afviser en masse mennesker, som har brug for mit input til fællesskabet.