Biskop Skovsgaard på BDMs missionsfest:
Driv mission for din egen skyld!

– Vi skal drive mission for Guds skyld, for vor næstes skyld – men også for vores egen skyld!

Biskop Skovsgaard talte til en helt fyldt Korsal om mission

Det sagde biskop Sten Skovsgaard, Lolland-Falster, på missionsselskabet BDMs årsmøde i weekenden.
Skovsgaard har netop udgivet en bog om at bygge levende menigheder i sit stift. I den forbindelse nævnte han, at en menighed for at være ”levende” bør have mission i centrum for forkyndelse, diakoni og undervisning.
– Vi skal drive mission for Guds skyld, – fordi det er befalet os af Jesus selv i missionsbefaling, sagde han.
– Vi skal også drive missions for vores næstes skyld, – fordi han har krav på at høre evangeliet, så han kan tage stilling til det.
– Men vi skal også drive mission for vores egen skyld. For det er ved at give, vi selv modtager. Når vi deler noget med andre, så oplever vi selv en glæde, sagde Skovsgaard og sammenlignede det med at fortælle en god vittighed.
– Vi føler en glæde ved at fortælle den til en anden. Når vi ser glæden i hans øjne, oplever vi også selv en glæde.
På samme måde er det med evangeliet. Det er ved at formulere det til andre, og opdage, at den anden også har et varmt hjerte, at vi selv glæder os over det.

Skiftedag

På BDMs årsmøde vendte rektor Mogens Kappelgaard tilbage som formand efter to år i Etiopien. Og generalsekretær Jørgen Bøytler aflagde sin sidste beretning, for at indtræde i bestyrelsen i stedet. Mens det tidl. bestyrelsesmedlem Erik Baun nu er generalsekretær.