Frikirkepræsterne føler sig groft mistænkeliggjort af Kristeligt Dagblad

Danske frikirkepræster er chokerede over de anklager, som Kristeligt Dagblad i den forløbne uge har bragt.

Tonny Jacobsen fra Frikirkenet er dybt skuffet.

Det er sket ved en form for kampagne-journalistik.
Bladet har først antydet, at organisationen Evangelist har begået skattesnyd. Det skulle være sket ved, at ét tidligere medlem af dens bestyrelse, David Klit, har solgt ca. 100 af sine sommerhusgrunde til under markedsprisen, bl.a. til nogle frikirkepræster.
Dernæst har KD bragt udtalelser fra to folkekirkeledere, som antyder, at frikirkepræsterne er blevet bestukket.
Anklagerne – som ikke er bevist – er ukritisk blevet gentaget i de andre danske medier.
I Frikirkenet, som er den største sammenslutning af frikirker, er man chokeret over fremgangsmåden:
– Vi finder som ledergruppe anklagerne om bestikkelse urimelige og grebet ud af luften, siger Tonny Jacobsen, der er ledergruppens talsmand.
– At hævde, at kristne ledere skriver på Christian Hedegaards web-log, fordi de er betalt til det, er et karaktermord, både mod de pågældende ledere og mod Christian Hedegaard.
– Personerne bag projektet er overbeviste om, at der ikke er hold i anklagerne om skatteunddragelse i forbindelse med, at grundene skulle være solgt under markedsprisen. De støttes af revisionsfirmaet Deloitte.
Tonny Jacobsen havde håbet, at Kristeligt Dagblad ville bringe en mere nuanceret dækning af frikirkerne, men han ser artiklerne som en fortsættelse af den gamle negative linje, og han synes, at artiklerne mest minder om den uansvarlige sensationsform, man normalt finder i Ekstra Bladet.

Læs mere her