Overdøv aldrig en tuba

Officielt er jeg holdt op med at tænke så meget over mine drømme, men hør alligevel den, jeg havde i nat, here it goes:Jeg sidder på et træloft, og de eneste informationer jeg har om min rolle er, at jeg skal i kirke, og jeg er ved at komme for sent og jeg har noget forholdsvist løst siddende blåt silketøj på – hvor modeskandaløst det end lyder!

Så tager jeg fat i det, jeg selvfølgeligt er overbevist om er indgangen til kirken – et blåt gummireb, og jeg humper mig langsomt ned gennem hullet i loftet, og bedst som jeg når ned til en meter over kirkegulvet, spiller den vildeste musik, og jeg opdager, jeg befinder mig lige over kirkens alter! Ja altså på ”scenen”, dér, hvor de mange kirkegængere kigger hen for at blive underholdt!

Og underholdt det bliver de, for jeg får pludselig en tanke om, at musikken begyndte at spille FORDI jeg kom, og at jeg derfor må være sangartisten – og selv om jeg får en anden tanke om, at jeg måske tog den forkerte vej ind i kirken og ved et uheld er havnet, hvor jeg er, ja, så vælger jeg at fyre den af. Med superbalance og all the right moves svinger jeg mig rundt med rebet, mens jeg stråler som en anden charmy Thomas Helmig og spytter henrivende toner ud – jo, henrivende havde de skam været, hvis de havde passet til den voldsomme musik, som jeg tror et par tubaspillende, aggressive typer bagerst i kirkerummet er skyld i.

Musikken ender, og jeg hopper af rebet og opdager, at alle har myldrende travlt med at komme ud af kirken, og det foregår vel at mærke gennem en jordnær indgang.

De venner, der åbenbart er mine, klasker mig på ryggen og mumler hostende og uden at se mig i øjnene ”fint show”, og storsmilende ranker jeg ryggen.

Resten af drømmen bliver jeg jagtet af utilfredse kirkegængere som en fugl med influenza, får hugget mit øre af og bliver bortvist til verdens ældste by, hvor intet ungt menneske endnu har overlevet.

En af drømmens mange eventuelle moraler:

Tjek din kirke for ”huller”, og anskaf gerne et reb, hvis der er ekstremt højt til loftet.