Sådan omgås du sorg og død
Frygten for døden kan holde mange mennesker fanget hele livet. De prøver på forskellig vis at komme omkring ved denne frygt, nogle ved helt at undgå at tænke på døden eller tale om den. Men netop det ville hjælpe dem til at forberede sig på afslutningen af deres liv her på jorden.
Selv kristne fortrænger ofte tanken om døden. I hver generation er der mange, der håber, at Jesus kommer igen, før de skal dø. – Og der er en generation, som vil komme til at opleve det, for Jesus kommer igen!
Men i det meget sandsynlige tilfælde, at døden rammer os, findes der en klog strategi: Overvind angsten for den! Lev i bevidstheden om, at du skal dø, og bliv hellere glædelig overrasket, hvis Jesus skulle komme igen og spare dig for at kæmpe med døden.
Kristne skal ikke lave afguder af dette liv. Lad Gud være din største skat, og hold fast ved ham – ikke ved det jordiske liv. Når kristne beder til Gud, åbenbarer han sig for dem i liv og død. Paulus har sagt: Jeg håber, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø. Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. (Fil. 1, 20-21).
Vores evne til at gennemleve sygdom og lidelse har sin rod i vores tro på et liv efter døden. Døden er ikke afslutningen på vores eksistens. Når vi tror på Jesus Kristus, er døden kun en overgang til et højere og prægtigere liv.
Samfundet i dag forherliger ungdom og skønhed. Der bliver hvertt år brugt milliarder af kroner på, at vi kan tro på, at vi altid vil forblive unge. Men effekten af tyngdekraftens indvirkning på kroppen lader sig ikke fornægte. Hvert øjeblik på jorden tærer på din hud og dine organer, så lad os se kendsgerningerne i øjnene: Jagten på foryngelsens kilde er kun endnu et forsøg i vores kultur på at fornægte døden. Men Gud vil ikke, at frygten for døden holder os fangne. Jesus er død, for at vi kan se døden i øjnene. Han er opstanden for at give os håb.
Den, der tager livtag med døden, gennemgår fem mulige faser:
Fornægtelse. Med forstanden kan de fleste vedkende sig dødens realitet. Men følelsesmæssigt vægrer mange, der skal dø, sig ved at acceptere, at deres liv nærmer sig en afslutning. Mange klamrer sig til udpluk af det, lægen siger, for at fatte håb. Og ofte bruger familie og venner også denne taktik.
Raseri. Mange, som ikke kender Gud, og også mange kristne bliver rasende. Livet forekommer dem unfair: Hvorfor går det andre bedre, selvom de havde fortjent mindre? Gud forekommer dem uretfærdig, fordi han ikke helbreder dem. Mange gennemgår møjsommeligt deres fortid og spørger sig selv, om de har gjort noget, som Gud vil straffe dem for.
Forhandler med Gud. Ofte siger døende ting som: Gud, hvis du gør mig rask, hvis du lader mig leve længere, vil jeg . . . . De forsøger at slå en handel af med Gud.
Depression. Hvis den købslåen ikke fører noget med sig, sætter der ofte en depression ind. Selv kristne med et godt forhold til Gud kan komme ud i en depression, før de dør. De sørger på grund af tanken om at skulle sige farvel. De ved, at de skal lade mennesker tilbage, som de holder af. Denne sorg er fuldkommen normal og forståelig.
Accept. Vi ser denne accept som sidste trin i dødsprocessen i Jesu liv. Da han i Getsemane have gennemlevede dødsangsten, bønfaldt han Gud om at lade ham slippe for døden på korset, hvis det var Faderens vilje (se Matt. 26, 36-46). Kort før han døde på korset, sagde han dog: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd (Luk. 23,46). Han opgav villigt sit liv.
Hvordan kan man forberede sig på døden? For det første drejer det sig om praktiske ting: Overvej, hvad dine kære skal ordne efter din død. Du kan helt sikkert gøre det lettere for dem ved at træffe forberedelser om begravelsen, give dem oplysninger om dine forskellige forsikringer og investeringer, forklare dem enkeltheder i dit testamente.
Disse forberedelser er ikke udtryk for manglende tro, men vidner om ansvarsfuld afventen af døden og kærlig omsorg for de efterladte.
Som kristen behøver du ikke frygte døden. Du ved, at døden er et skridt fra det ene liv over i det næste. Døden kan ikke skræmme dig. Den Gud, som har hjulpet dig livet igennem, vil også stå ved din side i døden.
Et Guds barn lever evigt. Derfor handler det at dø ikke om en afslutning på livet, men kun om at få lov til at tilbringe et par år mere som menneske her på jorden. Som kristen skal du ikke gennemgå faserne med fornægtelse, raseri og forhandling. Din skat ligger ikke på jorden, men venter på dig i himlen. Derfor: Når tiden for kristne er inde til at dø, skal de ikke forlade deres skat – de skal derhen, hvor deres skat er.
side af døden
Vores synder overlever ikke døden. Selv om vi kan finde det svært at tilgive os selv, tilgiver Gud os vores skyld, når vi tror på Jesus Kristus. Dertil kommer yderligere:
1. Djævelen, vores anklager, har ikke adgang til himlen. Han og hans engle skubbes ned i helvede.
2. I evigheden findes der ikke fristelser.
3. I himlen mister du ikke din personlighed. Når kristne forlader deres jordiske krop, beholder de deres helt særlige identitet, som oven i købet kommer til større udfoldelse hos Gud.
4. Efter døden skal vi altid være sammen med vore kære, med Gud og med hele hans familie.
5. Himlen er et spændende sted, hvor vi ikke får lov at kede os.
6. Vores himmelske krop overgår langt vores jordiske. Se blot på, hvad Bibelen siger om Jesu opstandne legeme. Det er langt mere forbløffende, end vi kan forestille os det.
På et eller andet tidspunkt indser den døende og de pårørende, at der ikke længere er udsigt til helbredelse. Døden vil indtræffe. Hvorfor nogle helbredes og andre ikke, forbliver et uafklaret spørgsmål, indtil vi er gået ind i det evige liv.
For kristne er det at dø som at lægge fra land i en enmandsbåd. Langsomt padler vi væk fra bredden og hører familie og venner grædende sukke: Nu går de bort, nu går de bort . . . Men efterhånden afløses de pårørendes stadig fjernere stemmer af jublende stemmer fra den anden bred, evighedens bred, der lyder: Nu kommer de, nu kommer de!
De efterladte mærker smerten og sorgen over at have mistet. Men sorgprocessen er Guds måde at helbrede de bestjålne på, så de efter en tid igen kan give sig i kast med livet her på jorden.
At dø er en smertefuld tid. Men smerterne leder til nyt liv i Gud. Og de baner vej for en ny fremtid for dem, som holder fast ved Gud i sorgen.
Richard D. Dobbins
er psykolog og forfatter til flere bøger.
Fra kvinde-margasinet Lydia
