Torben kom gennem Guds kødhakker

– Jeg vidste godt, at det var dér, jeg for alvor ville blive strakt og ville lære udholdenhed, fortæller Torben Ørskov fra Nr. Broby på Fyn, der gik ned med udbrændthed.Da 39-årige Torben Ørskov fra Nr. Broby på Fyn gik ned med udbrændthed, var han overbevist om, at Gud ville lære ham noget igennem det.

Torben Ørskov står foran den nye tilbygning, der er indrettet til Bed & Breakfast.

To flotte hvidmalede bygninger med flot sortglaseret tag. En velplejet græsplæne, der i den ene ende mødes af en lille sø, i den anden ende støder op til en lille eng, hvor et par heste går rundt og græsser.
Et rigtigt drømmehus. Her bor 39-årige Torben Ørskov sammen med Britha og deres tre børn. Men bag idyllen er også historien om en personlig nedtur for Torben. En tur gennem ’Guds kødhakker’.

Store planer

Da parret flyttede ind for fem år siden, så der helt anderledes ud. Her lå en villa, som trængte til en kærlig hånd.
Fyldt med drømme om, hvad stedet kunne blive til, gik de i gang med at renovere. Men efter knap et års slid opdagede de, at huset var fyldt med alvorlige fejl.
– Taget var ved at smuldre. Indervæggene var sunket og gulvene var elendige. Det var nogle massive ting, fortæller Torben.

Drømmene brister

Da det ikke var et nyt hus, havde de tegnet en ekstra god ejerskifteforsikring.
Men det skulle hurtigt vise sig, at forsikringsselskabet ikke var til sinds at yde nogen form for erstatning.
– Det, der var vores drøm, kunne ikke lade sig gøre. Vi ville få et økonomisk tilbageslag på grund af det, for det var så massivt, forklarer Torben.

Kamp til stregen

Følelsen af at være blevet uretfærdigt behandlet fik Torben til at tage kampen op.
– Jeg tænkte, at nu skulle jeg slås for min ret til det, jeg havde betalt for, siger Torben, som samtidig husker følelsen af håbløshed.
– Jeg ønskede virkelig at give forsikringsselskabet kamp til stregen.
Og det gjorde han. Torben var advokat for sig selv, hvor han ringede, skrev breve og søgte enhver anledning til at tale sin sag.

Fint slips og cigarer

Efter13-14 måneders intens kamp kom gennembruddet i sagen.
– 19-direkte begyndte at vise interesse for sagen, fortæller Torben. – Og så ringede jeg selskabet op og skældte informationschefen ud i 10 minutter og truede hende med bål og brand. Så gik der kun syv dage, så kom de herned med fint slips og cigarer. Pludselig kunne alting lade sig gøre, siger Torben, der tydeligt glæder sig over sejren.
– Meningen var, at vi skulle have haft nul kroner, men vi fik mange hundrede tusinde.

Hårdt psykisk pres

Men kampen var hård. Og ved siden af havde han sit daglige arbejde som sælger, en ombygning og en familie, der krævede sin tid.
– Det påvirkede mig meget psykisk, fortæller Torben, der omkring slutningen af forsikringssagen begyndte at mærke tegn på udbrændthed.
– Det kom en dag, jeg kørte på motorvejen i bilen. Jeg fik nogle ’høre-hallucinationer’, som lægerne kaldte det. Det vil sige nogle bip-lyde inde hovedet. Jeg fik også synsforstyrrelser. Måske havde jeg fået ’pip’, tænkte jeg. Men så slog jeg det hen: – Det går snart over, for vi er jo snart færdige.

Jeg blev slukket

Torben brændte ud. I løbet af en måned eller to mærkede han, hvordan kræfterne langsomt ebbede ud.
– Jeg husker, at jeg var ved at lave nogle vinduer og havde fornemmelsen af, at jeg nærmest så mig selv ovenfra og tænkte: – Fin udsigt!
– Det er tåbeligt, men det sker, når man er vant til, at man ikke kan slås ned af nogen ting. Så tror man jo også, at det gælder i dette tilfælde.
– Og så blev jeg slukket…

Gud stoppede mig

Kort tid senere måtte Torben stoppe som sælger. Han forsøgte igen i et andet job, men måtte stoppe. Kræfterne var ikke til det, og han blev sygemeldt.
Helt fra starten af var Torben overbevist om, at Gud havde en finger med i spillet.
– Jeg vidste fra tidligere erfaringer, at Gud kan forhindre hvad som helst, og han kan lede en ad en anden vej. Han kunne have nået at bremse tingene, men det skete ikke her.
– Jeg oplevede nærmest det modsatte. Nu blev alle tingene nærmest sluppet løs på mig, fortæller Torben.

Taknemmelighed
og frustrationer

I den første tid oplevede Torben at kunne bevare en taknemmelighed midt i situationen.
– Men efter 1½ år gik jeg mere eller mindre amok over Gud og over min situation indimellem. For det var så uværdigt. Men samtidig vidste jeg godt, at det var dér, jeg for alvor ville blive strakt og ville lære udholdenhed.

Måtte søge hjælp

Renoveringen af huset gik i stå, og Torben indså, at han var nødt til at bede andre om hjælp. Og på det personlige plan søgte han hjælp hos en kristen psykoterapeut.
– Det var utrolig effektivt. Næsten mirakuløst. I løbet af forholdsvis få samtaler fik jeg ommøbleret og ryddet ud i mit livs magasiner.
– Jeg ser det som et naturligt redskab, som Gud bruger: At få snakket med et menneske, som har forstand på, hvordan det foregår inden i en.

I lære som forkynder

Siden nedturen i 2005 var Torben sygemeldt. Lægerne havde opmuntret ham til at være aktiv i den udstrækning, han kunne magte det.
Ved en samtale med kommunen kom emnet ind på, hvad Torben kunne tænke sig at lave, når han en dag blev rask, for på grund af stressniveauet var et salgsjob udelukket.
Torben nævnte frimodigt en drøm, han længe havde haft.
– Jeg vil gerne være forkynder, sagde jeg til damen, som kiggede på mig med et undrende blik.
– Jeg måtte forklare hende, at det er sådan en, der tror på Gud.
Som tror så meget på det og oplever så meget med det, at han ønsker at fortælle andre om det, fortæller Torben.
Myndighederne lod sig blandt andet overbevise af breve fra forskellige frikirkeledere, der kunne dokumentere den store mangel, der er på forkyndere og præster i Danmark.
Og i dag er Torben Ørskov begyndt på en forløb, som indebærer ledertræning på International Apostolsk Højskole i Kolding kombineret med lokal praktik og mentoring i frikirken Odense Vækkelsescenter.

Økonomisk udfordring

Indtil videre får Torben økonomisk støtte fra kommunen, men planen er, at han og familien skal blive selvforsørgende. I en tilbygning har de derfor indrettet Bed & Breakfast, som Britha driver ved siden af sit arbejde som social- og sundhedsassistent. Indtægten herfra skal bl.a. gøre det muligt at rejse som forkynder.
Torben forventer ikke, at det økonomiske vil blive let, men ved, hvor han skal hente hjælp.
– Man er nødt til at lukke ørerne for de negative kommentarer om ens person og ens tjeneste og så tro inderligt på Gud i himmelen og på, hvad han siger. Og stole fuldt og fast på ham. For ellers er der ingen vej for evangelisttypen i dette land.

Stadig på vej

Torben føler, at han på grund af lidelserne er blevet rigere.
– Jeg har fået en frugt af lidelsen. For grunden til, at Gud vil have lidelsen, er, at vi kommer igennem kødhakkeren, hvor den dårlige menneskenatur, vi har arvet, bliver slået ihjel, fortæller Torben.
Han er trods noget hovedpine og manglende koncentration fuld af fortrøstning.
– Jeg ved, at jeg vil komme tilbage – ikke bare med fuld styrke – men med frugten af den lidelse, Gud tillod i denne situation. For det er det eneste, den alkærlige Gud har for øje med den, slutter Torben.