Når vennerne lader os i stikken

Ofte kaldes svære trængsler for ”Jobs-oplevelser”. For nogle år siden var det dog, som om vores familie næsten overgik Job i ulykker. Først blev min mand syg af en alvorlig depression. De alvorlige symptomer på denne sygdom og de talrige hospitalsindlæggelser, som var nødvendige, hensatte os gentagne gange i en legemlig og følelsesmæssig choktilstand. Mens vi stadig var i færd med at kæmpe os igennem denne situation, pådrog vores 13-årige søn sig svære forbrændinger i forbindelse med en gaseksplosion. Et biluheld totalskadede vores Volvo. Jeg slap ganske vist uskadt fra dette sammenstød, men fik efterfølgende et psykisk chok. Derefter blev jeg hjemsøgt af gådefulde sygdomme, som gav mig grund til at frygte, at jeg kunne risikere at miste mit arbejde.

Hele denne situation krævede mere af mig, end jeg kunne klare, og derfor henvendte jeg mig med en bøn om hjælp til familie og venner. Da jeg var sikker på, at de ville mig det bedste, tømte jeg uforbeholdent hele mit hjerte ud for dem. Men reaktionen glemmer jeg aldrig. En længe fortiet forbitrelse kom for dagen sammen med gemene rygter og en lang liste med kritik. Jeg brød helt sammen og havde lyst til at skrige min anklage og min smerte ud for alverden.
Det er ikke nogen sjælden erfaring at blive skuffet over netop de mennesker, som står os nærmest, og som vi holder mest af. Desværre kan relationer inden for kristne kredse heller ikke sige sig fri herfor. Der står et sted: ”Ingen kampe er så voldsomme som dem blandt kristne indbyrdes og ingen stridigheder så bitre som familiestridigheder.”

Ingen kommer igennem livet uden skuffelser. Men det drejer sig om, hvordan vi reagerer på dem. Får de os ned med flaget, eller er de med til at modne os? Begge dele er muligt. Med Guds hjælp har jeg lært at forvandle bitre skuffelser til skridt i min personlige udvikling. Nedenfor nogle principper, som har hjulpet mig hermed:

1. Læg skuffelsen frem for Gud
Tal først med ham om dine følelser. Vis ham hele din sorg. Skriv alle dine klagepunkter ned, som allerede David, Job, Jeremias og andre før dig har gjort.
I min fortvivlelse blev jeg klar over, at Gud kender alt til skuffelsens hjerteskærende kvaler. I Bibelen kan jeg læse, at han selv har erfaret denne sorg: Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet (1. Mos. 6,5-6). Ligeledes græd Jesus over Jerusalems indbyggere (Lukas 13,34). Også utaknemmeligheden hos de ni spedalske, som han havde helbredt, fik han at mærke (Lukas 17,11-19). Da jøderne rottede sig sammen for at slå ham ihjel, viste hans egne brødre deres vantro over for ham (Johs. 7,1-5). Under hans stærke sjælekamp i Getsemane Have faldt hans bedste venner i søvn (Matt. 26,36).
Også apostlen Paulus måtte opleve skuffelser: ”Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig ….. Herren stod mig bi og gav mig kraft …..” (2. Tim. 4,16-17). Som Paulus har jeg også i den sværeste tid oplevet Guds tydelige tilstedeværelse. På en meget virkelighedsnær måde er han blevet min ven og fortrolige.

2. Accepter menneskets begrænsninger – både dine egne og dine venners
Jeg er nået til den erkendelse, at mennesker for det meste ikke skuffer og sårer os med vilje. Det er snarere deres egen sårbarhed, forvirring og angst, som driver dem til at tale uvenligt, reagere vredt eller ganske enkelt lade os i stikken. Det hjælper en smule at tænke sådan, men det letter ikke ubetinget smerten over at være blevet svigtet og udstødt. Heller ikke som kristne er vi så fyldt med ånd, at vi ikke bløder.

3. Accepter, at helbredelse tager tid
Sårede følelser heles ofte meget langsommere end brækkede knogler. En brækket knogle bliver lagt i skinne, og vi tager det efter en operation lidt med ro. Gør det samme, når du skal komme til hægterne efter en smertefuld skuffelse. Vær god ved dig selv.
Jeg spørger ofte mig selv: ”Hvordan ville jeg trøste en nabo, hvis hun skulle gå al den sorg igennem, som har ramt mig?” Ved at huske på, hvad jeg selv havde brug for som trøst, kan jeg bruge denne erfaring til at hjælpe andre.
Min mor bruger at arbejde i haven, hvis mennesker har skuffet hende dybt. Salven til min sårede sjæl ligger i musikken eller i en rask spadseretur ud i det blå med min glade, legesyge hund.

4. Beslut dig for at tilgive enhver,
som har såret dig
Ud fra årelang erfaring kender jeg den høje pris for uforsonlighed. Hvis jeg i dag falder for fristelsen til at holde fast i min forurettethed, spørger jeg mig selv: ”Vil du virkelig risikere at miste dit gode helbred, din indre ro og dit dyrebare fællesskab med Jesus Kristus?” Det er altså ikke et spørgsmål, om vi vil være parate til tilgivelse; det er den eneste fornuftige måde at leve på. Men det er lettere sagt end gjort.
Dan Hamilton skriver i sin bog om tilgivelse: ”Når vi tilgiver, så undskylder vi ikke bare uretten eller foregiver, at den aldrig har fundet sted.” Han foreslår at gennemgå følgende tre skridt for at ”bevilge” en tilgivelse:

1. Pil begivenhederne fra hinanden og betragt dem
udefra.
2. Vend dig væk fra nega-
tive, følelsesmæssige reaktioner som inde
stængt vrede, hævntørst
eller selvmedlidenhed.
3. Hold inde med din
”straffesag”.

5. Velsign de mennesker,
som har skuffet dig
Når du har velsignet dem i bøn, kan du mærke, hvordan Jesu forløsende magt virker i dem. Efter at Job havde bedt for sine selvretfærdige venner, som havde bidraget til hans trængsler, skænkede Gud ham ny velstand og gav ham dobbelt så meget som tidligere (Job 42,10).

Normalt skal man have tingene lidt på afstand for at kunne se Guds gode hånd midt i de skuffelser, som blev tilføjet os netop af mennesker, som vi troede ville støtte og hjælpe. Bibelen siger: ”En ven viser kærlighed til hver en tid, en broder er født til hjælp i nøden” (Ordsp. 17,17). Men skønt vi forsøger, kan vi ikke opføre os sådan i alle livets forhold. Alle har vi på et tidspunkt skuffet en anden.
Det er efterhånden mange år siden, jeg oplevede den store skuffelse i mit liv. Imidlertid kan jeg se, hvor mange gode følger den har haft for mig. Jeg har nu et klarere syn på Guds kærlighed. Han elsker ikke idealmennesker, men ægte mennesker (Rom. 5,8). Et idealmenneske ville aldrig skuffe nogen, men et ægte menneske gør det fra tid til anden. Et idealmenneske er altid flink og god. Et ægte menneske – og det kan være hvem som helst af os –kan ofte være smålig og gemen.
Jesus kendte og elskede ægte mennesker. Trods sin skuffelse vendte han sig ikke imod dem og gav sig heller ikke tilfreds med hule, overfladiske forhold. Han levede blandt ganske almindelige mænd og kvinder, ofrede sig generøst for dem, bad for dem og stolede på dem igen og igen.
Hvis vi reagerer på skuffelser på den rigtige måde, bliver de til anledninger til at elske, således som Jesus elsker. De bliver til et stykke gødet jord, hvor Guds helbredende, befriende og fornyende kærlighed kan blomstre.
Fra magasinet Lydia