Novak – nyt rockband
Novak er et nyt dansk ungdomsband, som skal spille deres debuterende koncert på Glow.Novak så dagens lys i et lille øverum på en gård i Vamdrup. Nu er bandet klar til deres første live koncert.Novak blev dannet i efteråret 2006 af fire teenagere: Sidsel Klitlund, Thomas Friis, Jens Friis og Dennis Knudsen.
De fire unge artister mødte hinanden på Sydvestjyllands Efterskole i 2003 og har siden holdt kontakt.
Sammen har de spillet i forskellige sammenhænge til gospel- og lovsangsfestivals:Sæby bibelcamping, Teencamp i Silkeborg, Teenbreak i Aalborg og i Stavanger i Norge.
Thomas, Jens og Dennis dannede et band med navnet: Sumptuous, som ikke helt levede op til de store forventninger.
– Vores navn var for problematisk, folk kunne ikke udtale det og vidste ikke, hvad det betød, siger Thomas.
Sidsel, som gerne ville synge i et band, fandt sammen med de tre drenge, og de blev enige om at skippe Sumptuous og starte et helt nyt band.
Det nye band havde en guitarist (Thomas), en bassist (Dennis), en forsanger (Sidsel) og en trommeslager (Jens), men intet navn.
– Vi mødtes til mange øveaftener, lavede brainstorm og lange navnelister, siger Sidsel.
– Vi havde dårlig erfaring med det gamle bandnavn, og ville derfor ha et navn, som ik umiddelbart betød noget, fortæller Jens.
– Novak er et efternavn, det ligger godt på tungen og betyder ikke noget særligt, siger Sidsel.
De fire artister mødes to gange om ugen på en gård i Vamdrup. Her har de bygget et lille øverum, som er fyldt med kabler, forstærkere, musikinstrumenter, teknik og mikrofoner.
De fire bandmedlemmer kommer i IMU og bekender sig selv som kristne. Men de vil ikke betegne Novak som et evangeliserende band. De vil prøve kræfterne af i musikkulturen uden for kirken.
– Vi nægter ikke, at vi er kristne, det står vi ved. Vi vil bare ikke presse et budskab ned over folk. Vi vil med vores musik og opførsel vise, at vi tror på Gud, siger Sidsel.
– Det er en god ting at evangelisere, vi spiller også gospel henne i kirken. Men vores primære fokus vil ikke være på at forkynde, men på musikken, som er vores store passion, siger Dennis.
– Det er lettere at komme ud til folk uden for kirken, hvis vi ikke prædiker hver gang, vi åbner munden, siger Jens.
– Det betyder ikke, at vores religiøse ståsted er umuligt at spore i teksterne – vi er kristne, og det vil naturligvis være en rodfæstet del af vores tankegang, siger Thomas.
Bandet betegner sig selv som ambitiøst ved at stile mod en pladekontrakt. Udlandet trækker også i de fire unge artister, som håber på at blive vurderet på deres musik.
Novak har ikke et budskab til deres kommende publikum, de ønsker blot at give dem en god musikoplevelse.
Bandet skriver selv deres sangtekster og musik. Sidsel fortæller, at hun altid har skrevet digte. Nu udfolder hun sig både vokalsk og som Novaks sangskriver.
– Når jeg får en følelse eller en tanke, så har jeg min blok parat og skriver ordene ned, fortæller hun.
Når Sidsel har en sangtekst parat, komponerer bandet selv musikken til teksten i deres lille øverum.
Bandet beskriver deres musikgenre som rockpop med integrerede elektroniske elementer.
Novak havde deres debut på Godset til Gymnasiebandnes KGP Alligevel mener de, at Glow Festivalen bliver deres første live koncert.
– Glow bliver vores rigtige debut, siger Sidsel.
– Det var egentlig mest for at komme i gang, at vi deltog i KGP. Det blir noget helt andet på Glow, siger Thomas.
Mens Novak stemmer deres instrumenter og gør sangene færdige til Glow, er der spænding i luften.
– Når vi går på scenen, har vi mellem 6 og 10 sange parat, som vi håber falder i publikums smag, siger Dennis.
Bandets selvtillid er stor og forventningerne høje.
– Vi har store forventninger til os selv, ikke til publikum, for de kender os ikke endnu, siger Sidsel.
Med et smil om munden siger Jens til sidst:
– Vi gir den gas til Glow, gør vi!