Radiserne er på vej!

Du kan glæde dig til en stribe af den klassiske tegneserie Radiserne hver uge i Udfordringen. Mange anser Radiserne for at være verdens bedste tegneserie. Da tegneseriemediet officielt fyldte 100 år i 1995 foretog Editor & Publisher en rundspørge blandt USA’s mest fremtrædende avisredaktører, bureauchefer, serietegnere og tegneseriehistorikere.
Man spurgte dem, hvilken tegneserie, de mente, var verdens bedste. Radiserne fik dobbelt så mange stemmer som sin nærmeste konkurrent…!

Radisernes far

Radisernes far, Charles M. Schultz, var født i 1922 i Minneapolis, Minnesota. Hver søndag læste han og hans far avisens tegneserie sammen. Og CharIes drømte om selv at tegne en serie. I 1937 fik han sin første tegning i et blad – af familiens hund. Fra 1947-50 kom en ugentlig stribe i en avis i St. Paul. Og efter mange afvisninger fik han endelig i 1950 Radiserne (på engelsk Peanuts, jordnødder) i en kæde aviser. Da han 15 år senere blev hædret med to priser var serien verdenskendt. Der findes også tegnefilm og endda en musical bygget over striberne. Flere moderne serier, som Sten og Stoffer, er meget inspireret af Radiserne.
Schultz døde i år 2000, få timer før de sidste af hans tegninger blev bragt i over 2600 aviser verden over!
I 2002 åbnede et museum til ære for Charles M. Schultz og han tegneseriekunst, i Santa Rose, Californien.
De striber, Udfordringens læsere får glæde af, er fra seriens første og bedste periode. Vi har også sikret os et halvt hundrede sort-hvide striber med religiøst indhold. For Charles Schultz var selv troende kristen og lod også sine små radiser fundere over livets store spørgsmål. Jævnligt holdt han endda foredrag i kirker om dem.
Charles M. Schultz skabte den populære – og dybsindige – tegneserie ud fra sine kristne værdier. Han var f.eks. den første, der introducerede en sort dreng på lige fod med de hvide børn, i 1968.
Henri.

Obs! Striberne bringes kun i den trykte avis-udgave af Udfordringen – ikke her på netudgaven.

Ønsker du at få den trykte udgave tilsendt hver uge, så bestil et abonnement her.