Vi er her for at løfte hinanden

Hanne Vinsten og Katrine Høgenhaug er begge talentfulde sangskrivere og ansvarlige for lovsang i deres kirke. De kender til det behov for beskyttelse, der følger med en sårbar kreativ sjæl.Det er ikke sikkert, du kender deres ansigter, men du har højst sandsynligt sunget med på en af deres sange.

Sangskriverne Hanne Vinsten (tv.) og Katrine Høgenhaug har forpligtet sig til at støtte og hjælpe hinanden.

Hanne Vinsten og Katrine Høgenhaug er nemlig kvinderne bag nogle af landets mest kendte lovsange.
Men sangskrivning er ikke det eneste Hanne og Katrine har tilfælles. De er også begge i begyndelsen af 30´erne, single, og ansat som musikpastorer med ansvar for lovsangen i deres kirke.
Hanne Vinsten, 35, som har skrevet sangen ”For det kald som jeg har”, er ansat som musikpastor i Valby frikirke, der er en apostolsk kirke. Katrine Høgenhaug, 31, som har skrevet sangen ”Hvem er som du?”, er ansat som musikpastor i Københavns Kulturcenter, der er en pinsekirke.
I 2004 mødte de hinanden til Worship Extended – en lovsangskonference i Mariager. Det blev begyndelsen på en relation, der kun er blevet dybere med tiden.
De første år var relationen mest kollegial. Indtil Hanne spillede guitar i lovsangsbandet på pinsebevægelsens sommercamp sidste år, hvor Katrine var lovsangsleder. En intens arbejdsuge, hvor de lærte hinanden bedre at kende. Efterfølgende har de været på Færøerne for sammen at undervise på en lovsangskonference, og så er de også begyndt at skrive sange sammen.
I dag oplever Katrine og Hanne begge, at et unikt venskab vokser frem.

Katrine, hvordan vil du beskrive Hanne?
– Hanne er en kop sort espresso, siger Katrine, mens Hanne flækker af grin ved siden af hende.
– Det er min definition, fordi jeg ser et menneske, som har formået at have et meget skarpt fokus på Kristus i sit liv. Med det fokus er alt det uvæsentlige kogt fra. Derfor er der en enorm kraftig koncentration af liv udtrykt i hende, siger Katrine.
Hanne, hvordan vil du så beskrive Katrine?
– Katrine er en kop god indisk chai. Det er hun, fordi det er en kop te med en masse krydderier i, men der er også noget mælk for at mildne smagen. Katrine er et meget mildt væsen. Hun har en appetit på livet og et meget stort talent, som jeg læner mig grundigt op ad, siger Hanne.
Hvordan fungerer så et samarbejde mellem en kop espresso og en kop indisk chai?
Katrine: Jeg vil sige det sådan, at det er rigtigt dumt at blande en espresso og en indisk chai sammen i en kop.
Hanne: Det smager ikke ret godt.
Katrine: Nej, det gør det nemlig ikke. Men det er lige præcis styrken, at vi er så forskellige og tør være det. Det oplever jeg som meget unikt. Netop derfor supplerer vi hinanden så godt.

Hanne: Især oplever vi, hvordan vi inspirerer hinanden, når vi deler Guds ord. Når en af os har læst noget, reagerer den anden med en ny inspiration. På den måde bliver vi helt grebet og fulde af begejstring.
Katrine: Ja, det er faktisk en styrke i vores venskab. Vi oplever en enorm samhørighed, når vi deler Guds ord.
Hanne: Vi supplerede også hinanden rigtig godt, da vi underviste på lovsangskonferencen på Færøerne. Det var interessant at se, fordi vi aldrig havde undervist sammen før. Men det passede bare så godt med, at den ene lige kom med input til den anden, når vi var på begge to. Gud mødte os meget stærkt. Personligt oplevede jeg en hel anden glæde ved min tjeneste og over at høre Gud til. Den har jeg oplevet meget siden.
Katrine: Jeg havde fuldstændig samme oplevelse af at blive totalt overrasket over Guds dagsorden på den konference. Vi kom velforberedte og klar til at give det, som vi følte, vi havde. Men allerede inden vi overhovedet var kommet i gang, så var det som om Gud, han talte til mig og sagde, ”prøv lige og stop op en gang. Det kunne jo være, at jeg også havde en dagsorden”. Og jeg sagde, ”nå ja, ups, det kunne jo for resten godt være”, griner Katrine. Vi gjorde det, vi skulle, og leverede vores undervisning, men vi oplevede også bare Guds velsignelse over det. Den oplevelse af at kunne supplere hinanden og være der for hinanden, gav os et stærkt fællesskab, der siden er blevet et meget bærende grundlag for det venskab, som vi oplever nu. Jeg kan ikke beskrive, hvor dybt det egentlig gik, men vi havde begge to den oplevelse, at det forløste noget i os og gav en ny dimension af Guds nærvær, frihed og forløsning i tjenesten.
Hanne: Vores forskellighed mærker vi, når vi skriver sange. Her har vi lagt mærke til, at jeg er meget procesorienteret og er ligeglad med, at det tager lang tid. Jeg elsker at fordybe mig i detaljerne. Mens Katrine godt kan lide at gøre noget færdigt. Og det er godt, for jeg kan sidde fast i processen. Andre gange kan jeg så hjælpe Katrine, fordi jeg kan blive ved med at arbejde med en linje eller et ord i teksten. Det kan jeg huske sidst vi skrev. Der blev jeg bare ved, selv når vi skulle holde pauser.
Katrine: Der har jeg knap så meget tålmodighed. Men så fik jeg lavet en masse te og kaffe, læst tekst tv eller surfet på nettet.
– Mens jeg sad og grublede videre, griner Hanne.

Katrine: Det som jo i bund og grund er en kæmpe velsignelse i vores relation er, at vi kan løfte og støtte hinanden. Hver for sig står vi i den samme tjeneste og har derfor en forståelse for, hvilket pres det kan være. Derfor har vi også forpligtet os til at støtte og løfte hinanden. Det har vi gjort, når vi har været på konference eller som for nylig på sommercampen i Mariager. Her var jeg den, der var mest på, og Hanne, var den, der lige kom med et opmuntrende ord og et klap på skulderen, eller ”jeg beder lige en bøn for dig”. Hun kunne mærke, ov, nu er Katrine presset og stresset, og så gik hun lige ind og afhjalp den stress-situation. Enten ved at sige, ”hvad har du brug for?”eller ”jeg henter lige en kop te” osv. Bagefter har du også en at snakke oplevelserne igennem med. ”Jeg oplevede de og de ting, mens vi lovsang, hvordan oplevede du det?” Det er simpelthen en kæmpe velsignelse og en enorm beskyttelse.
Hanne: Det er hårdt at være på, og man er udsat for et pres, som også er af åndelig karakter. Nu lever vi jo også begge to alene, hvilket gør os mere udsatte. Jeg har lavet en deal med mig selv om, at jeg ikke vil ud og undervise alene. Jeg kan ikke så godt lide at gå for meget rundt for mig selv. Jeg trænger til beskyttelse og synes, at det er rigtig rart, når der er nogen med, som kan være et værn omkring mig.
Katrine: Det sværeste ved at bruge sig selv, som sangskriver, det er jo også, at det er sjælen, man krænger ud. Du sætter dig selv i en sårbar situation. Når jeg har skrevet en sang, og den kommer op på storskærm, for at andre kan synge med på den, så er det jo mit hjerte, der er krænget ud på 3 gange 4 meter storskærm. Det er det inderste af min sjæl og mit hjerteblod. For det er jo først, når vi tør krænge os selv ud og give alt, hvad der egentlig ligger i os, at det går ind og betyder noget for andre mennesker. De sværeste tekster at skrive, er de mest ægte og dybtfølte tekster, men det er jo også dem, som rammer folk allermest i hjertet. Det er det spil, som kan være svært at leve i. Derfor er vi bevidste om, at vi har brug for nogle stærke relationer omkring os, som giver os tryghed. Først der tør vi vise, hvem vi er, også i al vores svaghed, slutter Katrine, mens Hanne nikker anerkendende.