Min første skoledag

Tegning af Uffe Nissen

For nutidens børn kan den første skoledag næppe være det jordskred i tilværelsen, som det var for en dreng i 1940 – de kære små er allerede vænnet til disciplineret fællesskab gennem børnehave og børnehaveklasse. Måske de vil have godt af at høre, hvordan et troskyldigt, gudfrygtigt barn dengang oplevede skolen.

Det begyndte den eftermiddag, da Mor og jeg var på den obligatoriske onsdagsvisit hos Farmor. Dette hæderkronede superkristne familiemedlem var en høj, statelig dame med rank ryg og stram mund, og så læste hun hver dag sin Stifts-tidende uden briller – som samme avis skrev i omtalen på hendes 70-års dag.
Vi var kommet gennem kaffen (saftevand til mig, kaffe var for dyrt til børn) og Farmors specielle sandkage, der var af lige så fast karakter som hende selv, jeg tror hun tog Skriftens ord om at bygge på klippegrund lidt for bogstaveligt – da min kære Moder fæstnede sit blik på sin troskyldige pode, der lå på gulvet og kikkede i Farmors gamle blade:
”Og til august skal han jo så i skole…”
Gik der en kold vind gennem stuen, eller var det kun gennem min ængstelige barnesjæl? Nok var det, jeg kunne pludselig ikke længere koncentrere mig om Knold og Tots herlige løjer med kaptajnsfamilien, men hørte som i en døs de to myndige damers udveksling af vurderende bemærkninger om min person:
”Er han ikke lidt vel klejn endnu?” (Farmor)
”Joh, men han blev jo syv i februar, vi kan næsten ikke vente længere.” (Mor)
”Nå ja, hvis bare de andre knejter i klassen ikke er for store, går det vel osse nok…” (Farmor)
Jeg håbede inderligt, at de andre knejter i klassen ikke var for store – den mulighed var aldrig faldet mig ind. Her skulle vist opsendes nogle kraftige bønner! Men kunne Gud udfri Daniel af løvernes gab, kunne han vel også lukke munden på de store knejter?

Ingen informationer

Jeg havde en storesøster, der allerede gik i 2. klasse og skulle op i 3., hvilket hun var ikke så lidt stolt af. Af hende søgte jeg lidt diskrete oplysninger, men hendes forklaringer var så fulde af hentydninger til forhold og ting, der var mig aldeles ubekendte, at de på ingen måde magtede at gyde olie på det urolige hav, der med stigende styrke rejste sig i min unge sjæl. Hvad var et kateder for noget? Og en duks? Og frikvarter? Fik man smæk hver dag eller kun, når man kom for sent?
Til min 7-års fødselsdag var jeg blevet begavet med et tornyster, der skulle tjene som skoletaske. I dets store rum skramlede et penalhus rundt som et enligt rumskib i et stort, tomt univers. Alle blyanterne havde jeg spidset som syle – ikke bare for skolens skyld, men også som forsvar mod ”de store knejter”, som Farmor (og jeg) var så ængstelige for. Skulle spidserne knække i knejternes tykke hud, havde jeg som sidste våben en 30 cm lang lineal med stålkant. Hvis også den skulle svigte, var der kun tilbage at trække tornystret over hovedet og fremmumle stille bønner… så fik de heller ikke at se, at man tudede.
Men dagen kom, da vi travede op til skolen, som lå langt ude på en landevej, 3-4 km fra vores hus – min stolte Mor, min sorgløst pludrende storesøster, Bamse i tornystret og så mig, der som i trance traskede afsted ved Mors hånd, mens jeg for mig selv mumlede alle de skriftsteder, jeg havde hørt i søndagsskolen.
Rundt om hjørnet nede ved købmanden – forbi fru Jensens slikbutik i kælderen (tak for alt!) – ned forbi stationen – opad skrænten til landevejen og så bare udad asfalten, til SKOLENs grågule gavl dukkede frem mellem træerne.

Dommens dag

Jeg vågnede op af trancen ved en gennemtrængende larm af børnestemmer. Alle børn i hele verden var stimlet sammen for at overvære, at jeg fik bank af de store knejter. Sådan opfattede jeg det i hvert fald, indtil det langsomt gik op for mig, at vi alle var i samme båd.
Herinde i skolegården måtte jeg anstændigvis bede min Mor trække hånden til sig, der var sandelig ingen grund til at påkalde sig de store knejters opmærksomhed før strengt nødvendigt. Mine stille bønner havde givet mig en vis råstyrke, som jeg straks demonstrerede. Jeg satte næverne i skulderremmene, spyttede en gang i gruset og gav mig til at sparke bistert med skonæsen i jorden. Normalt ville dette sidste straks have medført indgriben fra højeste myndighed, men heldigvis var denne langt inde i samtale med de andre mødre.
Pludselig fo’r jeg sammen, da en stor messingklokkes skarpe klingren sønderflængede luften. En høj ældre mand med hvidt hår stod oppe på en trappe og rykkede energisk i snoren – det lod til at more ham særdeles, og jeg forstod ham udmærket godt.
Omsider lod det til, at den hvidhårede gamling havde fået sin lyst styret. Han holdt inde, tørrede sig over panden med et stort lommetørklæde og fremdrog nu af sin inderlomme nogle lange lister.
Han begyndte at råbe vore navne op, hvilket hensatte mig i dyb undren. Selvfølgelig vidste Mor hvad jeg hed, og John og Poul og nogen af dem ovre fra den anden vej, som vi lå i permanent krig med, og fru Jensen i slikbutikken og enkelte andre – men denne vildtfremmede mand??
Alle de andre havde han også rede på, det mindede alt sammen i uhyggelig grad om Dommens Dag, som vi havde hørt om i søndagsskolen – her ville bøger blive åbnet og enhver blive kaldt frem ved navn og belønnet ”efter som hans Gerninger var.”
Men da jeg kom helt hen til den hvidhårede, lignede han nu ikke en hævnens engel. Hans øjne under de buskede bryn var spillende humørfyldte og han gav hånd og sagde ”Velkommen!” med en dyb stemme. Da jeg bukkede pænt, lo han buldrende og ruskede mig i håret, så Mors vandkæmmede skilning blev helt ødelagt. Tænk, at han turde! Jeg ventede at høre det kendte klask på hans hånd, som jeg altid selv fik ved den slags overtrædelser, men Mor smilede bare og glattede lidt ud på det ødelagte kunstværk.
Efterhånden som vi blev råbt op, blev vi ført ind i et stort rum med nogle sjove bænkeborde. Sikke høje vinduerne var her! På væggen hang store tegninger, Jesus og apostlene var det vist, med sorte skæg og kjoler på. En mægtig lang tavle på endevæggen fik det til at krible i fingrene på mig, men foreløbig blev jeg sat på plads ved et af de mærkelige bænkeborde, hvor der i forvejen sad en dreng.

I samme gyngende båd

Forsigtig skævede jeg over til ham. Han måtte vist befrygtes at høre til de store knejter, han var noget kraftigere og større end jeg. Men lige for øjeblikket så han ikke særlig frygtindgydende ud – han sad med bøjet hoved og foldede hænder, munden mimrede og blikket var dybt bekymret. Ham behøvede jeg vist ikke at være bange for, det kunne godt se ud, som om han var ved at bede.
”Hvad er det, du har i hånden?” hviskede jeg.
Han skævede prøvende over til mig – så løsnede han langsomt hænderne og åbenbarede… en teske.
”Den er hjem’fra,” mælede han med bævende stemme. Så overmandede bevægelsen ham, han bøjede igen hovedet og knugede så hårdt om sin skat, at jeg frygtede den ville blive bøjet.
En befriende lettelse bølgede igennem mig. Tænk, her var en stor knejt, der var lige så beklemt som jeg selv! I henreven rørelse tog jeg tornystret af og lod ham kikke ned i det.
”Det er min Bamse, der ligger dér ved siden af penalhuset,” betroede jeg ham hviskende.
Han nikkede, alvorligt og sagligt. Vi så hinanden i øjnene og følte skæbnefællesskabets prikkende sødme – jeg begyndte at forstå, hvordan de kristne havde det, da de blev kastet for løverne.
Nu dukkede et kvindeligt væsen op ved tavlen, en dame med en stor taske over armen. Hendes moderlige udseende og væsen skabte straks kontakt og en strøm af sympati bølgede hende i møde fra 25 bekymrede barnesjæle.
Vi fik at vide, at hun var vores klassefrøken, og nu skulle vi have de første bøger og noget mærkeligt noget, der hed et skoleskema. Disse aktiviteter løsnede de lammede tungebånd, alle livede op og en munter stemning begyndte at brede sig.
Da vi en time senere vandrede hjemad igen, underholdt jeg Mor og Søster med min livlige pludren. Der var jo stadig tid til en tur i Bondeskoven, og i tornystret lå mine to første skolebøger – sammen med den dumme gamle Bamse, som virkelig burde ligge hjemme i sengen på denne tid af dagen.