Venstre sidebanner eksempel

Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårsvej 109, Tune,
4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Jeg er nu lidt skeptisk
Hej Suh
Jeg synes, man hører så meget om hypnose for tiden, at det kan kurere alting på ingen tid. Jeg er nu lidt skeptisk over for det og vil gerne vide, om det har noget med astrologi at gøre eller anden alternativ behandling.
Venlig hilsen P.

Kære P.
Mange mennesker er skeptiske over for hypnose, bl.a. fordi man måske ikke rigtig ved, hvad hypnose egentlig er for noget. Måske har man set underholdningsshows i fjernsynet, hvor folk galer som en hane, eller hopper på et ben på kommando og bagefter ikke kan huske noget af det. Hvis det er den eneste informationskilde, man har om hypnose, er skepsissen forståelig.
Nej, hypnose har ikke noget med astrologi at gøre og heller ikke med nogen form for nyreligiøs alternativ behandling.
Hypnose er slet og ret en teknik og et middel til at hjælpe mennesker med f.eks. at komme i kontakt med minder eller informationer, som de ellers ville have haft svært ved at finde frem til. Det kan være fortrængte minder eller glemte følelser.
Man er ved fuld bevidsthed og kan både høre terapeuten snakke og også svare.
Man kan sammenligne den hypnotiske tilstand med det man oplever, hvis man f.eks. har prøvet at sidde oppe alt for længe en aften/nat sammen med andre og til sidst er blevet rigtig overtræt. Pludselig er der ting man meget lettere kan snakke om, eller ting man pludselig tør gøre, som man normalt aldrig ville sige eller gøre. Man kan sige, at man er i en tilstand, hvor ens forsvarsmekanismer er svækkede. Det er også det, der sker, når man indtager alkohol.
Når forsvarsmekanismerne svækkes træder vores inderste frem i en mere ucensureret form. Det er dette, man udnytter, når man bruger hypnose til psykologisk behandling.
Hypnose er bl.a. meget anvendelig i forhold til fobier, da årsagen til den pågældende fobi typisk er grundlagt i en så tidlig alder, at man ikke har en bevidst erindring om det.
Håber det var nogle af de oplysninger, du havde brug for.
Hilsen Suh

Hvordan skal jeg gribe det an?
Kære Suh
Jeg går for tiden og grubler over, om der er en måde, jeg kan få min kone til at gøre mere ud af sig selv på. Sagen er den, at hun er en rigtig flot kvinde, men i lang tid har hun ikke gidet gøre noget særligt ud af sig selv. Det savner jeg, men jeg er bange for, at hun bliver sur og misforstår mig, hvis jeg siger noget til hende. Hvordan skal jeg gribe det an?
Hilsen Hr.

Kære Hr.
Det er et fint træk, at du vælger at få gode råd til din mission i stedet for blot at bebrejde din kone det!
Jeg vil fraråde dig at snakke direkte med din kone om det, da det er meget svært at formidle netop dette budskab på en måde, så det bliver konstruktivt, og ikke anklagende og sårende.
I stedet synes jeg, du skal finde ud af, hvad det egentlig handler om.
At din kone nemlig ikke længere gider eller orker at gøre noget ud af sig selv, er formentligt et resultat af en masse andre ting. Det bedste du derfor kan gøre, er at finde ud af hvilke ting, der evt. kan ligge til grund for hendes ændrede adfærd.
Hvilke ting eller omstændigheder kan være medvirkende til, at din kone ikke har overskud eller er motiveret for at gøre noget ud af sig selv længere? Har hun for meget om ørerne, er I kørt fast i den samme rutine? Er der noget hun går og er ked af/træt af? Og hvordan er jeres sexliv – hvordan har hun det med det i øjeblikket? Er der noget, der kunne være bedre?
Det kan også være, at der måske bare ikke rigtigt er noget, der motiverer hende længere? Prøv derfor også at tænke over, om der er noget, du aktivt kunne gøre, som kunne motivere hende.
Hvor meget gør du f.eks. selv ud af dig selv? Er der ting, som du ved, hun bliver særligt glad for, som du måske ikke er så opmærksom på længere (prøv f.eks. at tænke på, hvad du gjorde/sagde, da du var nyforelsket)?
Hvis du begynder at spørge ind til hende og på denne måde viser hende interessere og omsorg, og hvis du efterfølgende virkelig lytter til hende, tør jeg næsten garantere dig for, at du vil få en ny, anderledes og meget bedre kontakt med din kone.
Det er ikke sikkert, at hun straks springer ud på badeværelset og stadser sig op, men hvis I skal nå derhen, tror jeg, at det andet er en nødvendighed.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle torsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen
på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i Brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårsvej 109,
Tune, 4000 Roskilde, eller
mail til: Suh@Udfordringen.dk