Ulydighed koster…

Regler er givet os som beskyttelse.
Desværre har vi mennesker en lille svaghed. Vi har et ”kød”, som er top egoistisk.

Det slubrer fristelser til sig og tænker ikke på konsekvensen af at gøre det forkerte. Men Gud har givet os Helligånden, som taler gennem vores samvittighed. Han advarer os, når vi er ved at træffe forkerte beslutninger. Helligånden ved, hvad der er bedst for os, derfor forsøger han at vejlede os, hvis altså vi lytter efter.

Vi fejrede min 6-års fødselsdag i et vandland. Jeg havde svømmevinger om armene og badebælte om livet. Min far badede med min lillebror og jeg i børnebasinet, mens min mor trillede med barnevognen på en udendørs terasse.
Jeg fik øje på den store vandrutsjebane ovre i voksenbassinet, og den så spændende ud. Jeg vidste, at jeg kun måtte bade i børnebassinet, men fristelsen drog mig hen mod det dybe vand. Uden nogen opdagede det, kravlede jeg op og løb hen til den brede trappe, som førte ned i vandet. Jeg betragtede de andre badegæster, som svømmede rundt uden sikkerhedsudstyr.
– Gå tilbage til børnebassinet! sagde samvittigheden.

– Jeg skal bare prøve én gang, så går jeg tilbage! Af med vingerne og badebæltet og ud i vandet. Det var ikke farligt, for jeg holdt fast i gelænderet, mens min lille krop sank ned i vandet. Spændingen steg, jeg var i et forbudt område, og der skete ingenting. Forsigtigt slap jeg gelænderet og plaskede med armene, det gjorde de andre, og det så nemt ud.
Blop! Hovedet røg under. Jeg gispede efter vejret og forsøgte at få fat i gelænderet, men i det samme kom en understrøm fra rutsjebanen og trak mig væk fra kanten. Vandet lukkede sig over mit hoved, og jeg blev rædselslagen. Da jeg fik hovedet ovenvande skreg jeg på hjælp, men min stemme druknede i larmen fra glade badegæster og støj fra rutsjebanen. Jeg sank under vandoverfladen igen, og jeg var sikker på, at jeg skulle dø.
– Jesus, hjælp mig! blev jeg ved med at tænke. Pludselig var der nogle stærke arme, som greb mig og hev mig op fra vandet. Min far kom i sidste øjeblik! Tak Gud for det! Hvad der skete bagefter er en anden historie.

Synden begynder altid som en fristende tanke i hovedet. Men vi har viljen til at give efter eller modstå. Når vi giver efter, synes det at være uskyldigt, men har store konsekvenser.
Jesus kom for at købe os fri af synden, og han har magten til at frelse os i dag.
Lad os blive synden kvit og vælge at adlyde de autoriteter som er sat over os.