Pahus i DR1

“Ildsjælen” om Helge Pahus, præst i Karlslunde Strandkirke, sendes på DR1 torsdag den 15. november kl. 14.20
Så er chancen der igen – for at se den meget omtalte TV-udsendelse om ildsjælen Helge Pahus og Strandkirken.
Udsendelse, som varer ½ time, har fået megen ros – og netop derfor er det nu det 2. eller 3. gang, den genudsendes!!
DR1 på torsdag d. 15/11 kl. 14.20.
Et dejligt gensyn med Helge og Strandkirken og de 3 sønderjyder, som mere eller mindre skeptiske kommer over for at se, hvad det hele er for noget…

TV-omtale:
14:20 Ildsjæle – Pastorens party (TH)
Orglet er skiftet ud med elektrisk forstærket guitar, salmerne med nye, rytmiske sange og den stive, formelle prædiken med smalltalk. Præsten Helge Pahus har skabt en helt ny og fri måde at holde gudstjeneste på, og hver søndag fylder han Karlslunde Strandkirke syd for København til bristepunktet. I Aabenraa Sogn i Sønderjylland har præsten og menighedsrådet hørt om Pahus og hans nyskabende ideer og succes. Derfor rejser de på inspirationstur til København. Måske kan nogle af ideerne puste nyt liv i den sønderjyske kirke. Tilrettelæggelse: Per Dohm.
Sendt første gang 15.12.05.