Ku’ det måles på Richter-skalaen?

Koncertanmeldelse og interview med Oslo Gospel Choir.
Oslo Gospel Choir var med til at forvandle den store idrætshal i Valby, København, til et tempel. Publikum blev revet med. Og det er netop for den slags åndelige oplevelser og publikummers vidnesbyrd, det dybt professionelle kor er blevet ved i snart 20 år. Hvis der viser sig at have været uventet udslag på Richter-skalaen den 13. december i Valby i København, så ved jeg hvorfor: Oslo Gospel Choir. Det var ikke et jordskælv. Det var gospel og Valbyhallen fyldt med vilde og berørte publikummer. Først blev der helt mørkt og stille. Så listede tusind julelys sig ind, da det kongelige danske musikkonservatoriums børnekor kom ind og sang aftenen i gang.
Så blev det Oslo Gospel Choirs tur. 1-2-3 – en eksplosion af klapsalver, og det lille kor med den store lyd havde indtaget scenen og publikums fulde opmærksomhed. Den tabte de ikke for et øjeblik i løbet af hele koncerten.
Dirigent Tore Aas, der dannede koret i 1988, skyggeboksede med koret og med publikum på skift, for ”Gospel er noget, man gør sammen”, fortalte han. Efter 3 hurtige, funkede soul-sange, sang de den stille ”Bridge over Troubled Waters” og så ”O, Come All ye Faithfull”, som voksede og voksede, med den ene mere imponerende solist efter den anden. ”Let us adore Him!” sang koret og pegede op. Koncerten var i gang og kunne ikke stoppes. Første time fløj væk.

Anden afdeling blev skudt i gang af en solist, der sang første vers af ”Joy to the World”, efterfulgt af 4 taktslag fra trommeslageren og så et kæmpe ”Halleluja”, der bragte koret tilbage. Hver sang blev større, voksede, groede til det utrolige. Gamle salmer blev sat op i tempo og tillagt en guitarsolo, og andre sange blev til kampe mellem musikere, solister og dirigenten med koret: Hvem kan skrue mest op? Volumenknappen sad på Tore Aas’ hænder.
Publikummerne fik ikke lov at sidde stille. Vi skulle synge, klappe, knipse og lære afrikanske omkvæd. Og inden længe sang hver eneste mand, kvinde og barn med på ”Call on Your Name”:
– Jesus, min ven,
jeg kalder dit navn,
for du forstår.
Tag min hånd,
led hvert skridt,
jeg tager.

Nordmændene forsøgte at slutte af med ”Glade jul”, efterfulgt af en levende oplæsning af juleevangeliet med musikalsk akkompagnement og sangen ”My gratitude”. Men det fik de ikke lov til, for stående, lange klapsalver gjorde det umuligt at sige nej til ekstranumre. Det blev til to tempofyldte gospelsange og så til sidst: ”Dejlig er jorden”. Her tog alle hinanden i hænderne og sang med, så det hele endte med julens budskab:
– Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser født!

Efter koncerten mødtes Udfordringen med dirigenten Tore Aas, som stod sammen med det glade og gennemsvedte kor i baglokalet, der nu mindede om et omklædningsrum efter en hård sportskamp.
– Det var jo utrolig fantastisk at synge her, siger han opløftet og tørrer sved af panden. – Det er længe siden, vi har været i København, og vi kan bare mærke stemningen fra første sang. Der var en vældig stærk åndelig atmosfære, og det mærker man meget hurtigt oppe på scenen, om det bliver performance, eller om det bliver en gudstjeneste. I aften var alle med og deltog. Sportshallen her blev til en kirke, og dét er det skønneste, man kan opleve.

Oslo Gospel Choir har eksisteret i 19 år med stor succes, og Tore holder ikke op med det samme. Ikke fordi de får ros og priser, men fordi koret mærker, at gospelmusikken gør en forskel.
– Det betyder ikke så meget at få at vide, at den og den sang var vældig god og professionelt udført. Det, der betyder noget, er, om folk kommer anderledes ud af koncerten, end de gik ind.
– Og det er vel derfor, vi har holdt i snart 20 år. Det er fordi, vi får så utrolig mange mails og breve og telefonopringninger om, at folk hæfter sig ved den musik, vi synger.
Tore har hørt hundredvis af historier fra folk, der er blevet påvirket af gospelkorets musik. En af dem fik han en opdatering på i dag.
– Jeg fik en tilbagemelding i dag fra en, der har ligget på sygehuset. Han er pastor i Missionsmenigheden i Oslo, og jeg havde aldrig hørt om ham før. Han havde kørt en motorsav igennem maven, da han skulle fælde et træ, så indvoldene var kommet ud. Han måtte holde sine indvolde i sig og gå 100 meter for at få hjælp. Han vågnede op i en dyb depression, og i en måned lå han der på sygehuset i forfærdelige smerter. Så tog hans datter en cd med, som vi har indspillet, der hedder ”We lift our hands”, og hun satte den bare på. Han kunne ikke snakke. Første sang greb ham. Ved anden sang begyndte han at græde. I løbet af den dag hørte han cd’en 10 gange. Han kom ud af depressionen og har nu været tilbage som pastor i en måned. Han måtte bare sige det til os, og selvfølgelig inviterede han os til at komme og synge i hans kirke. Så det skal vi efter nytår. Og de historier bevarer man, mens alt andet hurtigt er borte. At et menneskeliv er blevet forandret – det er det, du husker.
– Det, jeg vil huske fra i aften, er ikke hvilke sange, vi har sunget, og hvad vi har gjort. Det er den vældig gode atmosfære og varme, jeg vil kunne huske.
Den her aften har været rigtig fin, og jeg har følt, at vi har været sammen til en gudstjeneste.