Evangelisk Alliances bedeuge:
Fokus på Guds nærvær
Kristne over hele landet mødes til bøn, når Evangelisk Alliance holder bedeuge den 6.-13. januar. Mere end 30.000 kristne fra alle kirkesamfund forventes at deltage, når Evangelisk Alliance holder bedeuge – med fokus på Guds nærvær – i dagene fra den 6.-13. januar.Evangelisk Alliance i Danmark er del af et globalt fællesskab, der omfatter mere end 140 lande. Lokalt arbejder alliancen bl.a. for at styrke lokale kirker og for enhed mellem kristne kirker.
Siden Evangelisk Alliance begyndte sin virksomhed i Danmark i 1886, har den årlige bedeuge været et bærende element. Den holdes altid i den første hele uge i januar.
Her mødes man lokalt til bøn flere hundrede steder over hele landet. Man kan vælge at deltage én eller flere aftener i løbet af bedeugen. Evangelisk Alliance har udgivet en folder, hvor man også kan finde ugens bedetekster.
Hvert år bliver der også samlet ind til et projekt. I år går pengene til forfulgte kristne. På verdensplan er der 200 millioner kristne, som lever i lande, hvor de forfølges, og omkring 400 millioner kristne lever under forhold, hvor de diskrimineres. Evangelisk Alliance vil have fokus på dette område de næste tre år og håber, at mange vil finde måder at engagere sig på, bl.a. gennem organisationer som Dansk Europamission og Åbne Døre og Amnesty International.