Fra et narko helvede til himlen på jorden…!
Hanne og Jan Berthelsen var narkomaner gennem mange år, men en dag mødte de ni tossede nordmænd…For Jan Berthelsen er d. 17. november 1992 en skelsættende dato. Siden da har han nemlig været stoffri. Allerede som 11-årig røg Jan hash sammen med sin far, og da han som ung blev kæreste med Hanne, trak han hende med ind i et årelangt misbrug.
Det er næsten ikke til at tro den historie, når man bliver budt hjerteligt velkommen i Hanne og Jans hyggelige ejendom i Hornum ved Års. Hanne har et par timers pause fra sit job som buschauffør, og Jan har en fridag fra pædagogseminariet, hvor han læser på andet år.
Kaffen og rundstykkerne står klar, men der bliver tid til en runde på ejendommen først.
Der er over 250 m2 beboelse plus udhusene. Alt for meget plads til Hanne og Jan og deres yngste søn. Men det er meningen – for siden Hanne og Jan slap ud af deres narkohelvede, har de ønsket at hjælpe andre, som har ondt i livet. Nu er deres hjem et lille stykke himmel på jord for mennesker i nød. I de tre år, Hanne og Jan har boet i Hornum, har de haft ti mennesker boende i kortere eller længere tid.
– De første kom næsten før vi selv var flyttet ind, smiler Hanne. – Pludselig holdt der en bil på gårdspladsen med to misbrugere, som havde brug for et sted at være.
Lige nu bor der tre andre i huset, der alle har brug for et godt kristent fællesskab.
Mens Hanne og Jan viser rundt og fortæller, bliver det mere og mere klart, at vi har at gøre med noget ud over det sædvanlige.
De havde alle odds imod sig lige fra starten. Hannes far var dømt for dobbeltmord, og Jans far levede et dobbelt parforhold sit ægteskab på den ene side, og kæresten og Jan på den anden.
Da Hanne og Jan begyndte at komme sammen, var intet mere naturligt end at leve i stofmisbrug på kant med loven.
Hanne gik hjemme ved børnene, og Jan arbejdede om natten.
– Vi holdt det adskilt, så kun en af os risikerede at blive snuppet af politiet, siger Hanne. Jan skaffede pengene, og jeg passede børnene. For midt i det hele betød familien alt, og vi var dødsensangste for, at børnene skulle opdage, at vi var narkomaner. Vi ønskede hele tiden at komme ud af det.
Netop det var grunden til, at Hanne og Jan i begyndelsen af firserne flyttede fra København til Ålborg. Her lykkedes det Jan at uddanne sig til tjener, men misbruget blev de ikke kvit. Først da de mødte ni tossede nordmænd, en flok tidligere narkomaner fra det kristne Evangeliesenteret i Norge, kom der skub i tingene.
De unge nordmænd var gæster på Parasollen, som er et værested for bl.a. alkoholikere og misbrugere.
– Vi blev inviteret derhen af et par kristne kvinder fra Pinsekirken i Ålborg, som vi havde mødt på Parasollen, fortæller Jan. Nordmændene sang om Jesus, men jeg råbte, at de skulle holde deres kæft og sætte sig ned – sådan var der mange af os, der råbte.
– Da nordmændene satte sig ned og fortalte deres historier, blev jeg faktisk fascineret af det, fortsætter Jan. – De havde jo virkelig oplevet noget, som havde forvandlet dem.
Hanne og Jan blev inviteret til møde i Pinsekirken næste aften, hvor nordmændene skulle tale og synge.
– Jeg tror, det var aftensmaden, der trak, siger Jan. – Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at komme. 90 pct. af det vi lavede var forbudt, og resten var på kanten, og jeg skulle ikke hen til en flok selvretfærdige, selvhøjtidelige mennesker for at høre deres mening om mig. Men vi havde aldrig penge, og her var der altså gratis aftensmad.
Det var på mødet i Pinsekirken, at Hanne oplevede Gud. Hun syntes, der var en skøn lovsang og lagde mærke til, at de andre løftede hænderne, når de sang. Det ville hun også prøve, og da hun forsigtigt løftede hænderne, mærkede hun en strøm gå igennem hele kroppen. Hun følte sig varm over det hele, og tårerne begyndte at trille ned ad hendes kinder. Den aften blev hun fri fra trangen til stoffer, og har været det lige siden.
Jan lagde mærke til, at der skete noget med Hanne.
– Jeg tog Hanne i hånden og gik op foran dagen efter, for at blive bedt for. Og jeg sagde for mig selv: Hvis du lever, Jesus, så hjælp mig herinde!. En måned senere blev han selv clean.
Der er tårer i Jans øjne, og hans knyttede hånd slår mod hjertet. Det er femten år siden, men det står stadig klinkende klart i hans erindring.
– Jeg mærkede ikke noget specielt, da jeg blev bedt for, men fra den dag ændrede mit liv sig!
Hanne og Jan havde brug for at blive rehabiliteret, men da kommunens tilbud indebar, at de skulle skilles fra børnene og hinanden, sagde de nej tak. I stedet valgte de for egen regning at tage til det norske rehabiliteringscenter Evangeliesenteret, som de unge nordmænd var kommet fra. Den eneste støtte, de fik, var 800 kr. om måneden fra Pinsekirken i Ålborg.
Det blev til halvandet år i Norge. Først i rehabilitering og senere på bibelskole.
Fra den dag, de selv blev stoffri, har de haft længslen efter at hjælpe andre i samme situation. Da deres vej gik forbi Mariager, startede de Cafeen på første, som er der den dag i dag. De har været medarbejdere på rehabiliteringscentrene Korsly og Betesda, hvor Jan var souschef en periode. I to år arbejdede Jan på et alternativt plejehjem for alkoholikere og stofmisbrugere. I perioder er de endda rykket ud af deres soveværelse for at give plads til mennesker, der havde brug for hjælp. Og hele tiden brændte de efter at få deres eget center.
– Jeg tror, vi har set på de første 75 ejendomme, og vi kunne se mulighederne i dem alle, griner Hanne og Jan. Det var først, da vi var nået til enden af vore egne ambitioner og havde opgivet håbet, at Gud åbnede dørene.
– Jesus har reddet os ud af vores misbrug, og i dag hjælper vi andre, siger Hanne. – Vi gør det som en tak til Jesus. Hver gang, vi kan give et medmenneske en seng at sove i, så de ikke skal gå på gaden, så er det det hele værd. Hvis ikke Gud havde grebet ind i vores liv, så var det aldrig gået. Så havde vi stadig haft rygrad som kogt spaghetti, slutter hun.
