Sarah, Joy og Anna blev sex-slaver i Danmark

Vi følger her historien om tre nigerianske kvinder. De kom illegalt til Danmark via bagmænd, der lovede dem jobs som frisør, model eller rengøringsassistent, men de endte som sex-slaver.
Vi møder også Sydafrikanske Michelle Mildwater, der hjælper disse kvinder til et bedre liv.Sarah er forældreløs og midt i tyverne. Håret er sat op i en midterskilning og to fletninger. Hun er tynd, alt, alt for tynd. Hun og hendes veninde, Nina, blev samlet op af politiet og bragt til Sandholm, fordi de ikke havde opholdstilladelse i Danmark.I Sandholm blev de anbragt i det lukkede fængsel. Hun oplevede det skamfuldt at sidde i fængsel, og hun vidste ikke, hvilken forbrydelse, hun havde begået. Hun havde ikke stjålet, ikke slået nogen ihjel, ikke gjort noget forbryderisk. Da politiet arresterede hende, bad hun om asyl. Men man giver ikke asyl til mennesker på falske papirer – og er tilsyneladende ligeglad med, hvem der har bragt dem hertil på falske papirer. Bagmændene går fri.
Nu risikerer hun at blive sendt tilbage til Nigeria, efter at bagmænd har bragt hende til Danmark på falske papirer – og det er netop de falske papirer, der er hendes ”forbrydelse”.
I Nigeria er der kun hendes lillebror, resterne af den lille lerhytte, de havde, som skvattede sammen en dag, hvor regnen blev for hård, og der er sandsynligvis også en gæld til en eller flere trafficking-bagmænd.
Sarah er en blandt mange nigerianske kvinder, der er kommet illegalt til Danmark via bagmænd, der har lovet dem job som frisør, model, rengøringassistent eller andet, men de ender som sex-slaver.
Sarah er fortvivlet, og i sin fortvivlelse skrev hun et brev til den danske regering:
”Jeg vil have den danske regering til at beskytte folk, som behøver hjælp. Kvinder som mig fra Afrika lider meget. Jeg kom til Danmark i håb om at lave rengøring, ærligt arbejde. Jeg kommer hertil, det er ikke muligt. Jeg synes, den danske regering skulle lave en lov. De skulle stoppe prostitution i Danmark. Der er så meget stor forbrydelse på grund af den. Og så mange kvinder bliver mishandlet og lider på grund af den. De kriminelle lyver og snyder kvinderne og tjener store penge. Når folk søger asyl, skal de behandles med respekt og have lov til at være i en åben lejr, ikke en låst lejr. Vi bliver syge i vores krop og sjæl. Et rigt land som Danmark burde have medfølelse med kvinder, som lider. Vær sød at fortælle dette til det danske folk.”

Joy og Anna er to andre unge nigerianske kvinder, der er kommet hertil som sex-slaver. Vi møder dem i Anja Dalhoffs rystende dokumentarfilm ”Når månen er sort”, som blev vist på TV2 den 13. marts 2007. Den viser med al ønskelig tydelighed problemet med trafficking af nigerianske kvinder til Danmark. Vi oplever i disse år en stærk stigning i antallet af nigerianske kvinder i prostitution i Danmark. De fleste af dem er ofre for menneskehandel, er her som sex-slaver. De loves arbejde, men når de er nået til Danmark, præsenteres de af bagmændene for en fiktiv regning på f.eks. 450.000 kr., der prompte skal betales. Der er ingen anden udvej end prostitution. Når regningen er betalt, finder bagmændene på andre måder at holde dem i Danmark på, f. eks. ved voo-doo, der skaber frygt.
I filmen følger vi Joy og Anna fra Istedgade i København tilbage til Lagos i Nigeria. Gennem interviews af kvinderne får vi beretningen om to unger kvinders skæbne. Den er barsk. Mere barsk, end vi bryder os om at læse i en dansk kristen ugeavis som Udfordringen, men den fortæller virkeligheden om de to kvinders skæbne. Anna var blevet lovet, at hun skulle uddanne sig til sygeplejerske i Danmark, men blev, som så mange andre, narret og snydt til et liv i prostitution, der er i direkte modsætning til hendes kristne tro og liv. Mange andre lider den samme skæbne.

Mange har i deres skoletid lært om slavehandelen fra Afrika til Amerika. De barske transporter, hvor mange døde undervejs, det barske liv i plantagerne. Mange kender romanen ”Onkel Toms Hytte”, og mange har i slutningen af 70´erne set TV-serien ”Rødder”, der fortalte en historie, som alle kendte til, men aldrig var den blevet fortalt på denne måde. ”Rødder” med slaven Kunta Kinte er historien om slaverne – set fra ”de sortes” synspunkt.
Men vi kender også til kampen for lighed, anført af Martin Luther King – og vi lever i den opfattelse, at slaveriet er ophørt, afskaffet. Men det er løgn.
Slaveriet lever i bedste velgående. Sexslaveriet med kvinder fra Afrika, Asien og Østeuropa er i vækst i Danmark – ikke bare i København, men i mange danske byer. Bagmænd tjener tykt på at ødelægge unge kvinder. Politiet gør lidt, politikerne gør lidt – men det rækker ikke langt, for ingen af dem tager for alvor fat om ondets rod.
Karin Riis Jørgensen, medlem af Europa Parlamentet for Venstre har sagt: ”Parlamentsmedlemmer græder over dyretransporter, men hvorfor er der ingen, der græder over og råber op om de kvinder og børn, der bliver transporteret som dyr til Europa, bliver udsat for vold og ender som sexslaver?”
Hvorfor har alt for mange været tavse alt for længe over et alt for stort og brutalt problem?

Der er nogle, der gør noget. Går på gaden og møder kvinderne – og hjælper dem. Michelle Mildwater er én af dem. Hun er også konsulent på dokumentarfilmen ”Når månen er sort”, og vi møder hende i filmen.
Michelle er født i Sydafrika, men da hun var 5 flyttede hendes forældre, der var kommunister og ateister, til England, fordi de ikke længere kunne udholde at leve under apartheid-regimet. Michelle vokser op i England. Får uddannelse som gestaltterapeut og traumeterapeut. Kom til Danmark i 80´erne. Har i en periode arbejdet for Reden – STOP kvindehandel, men har nu dannet sin egen organisation Hope Now www.hopenow.dk
Hun møder kvinderne på gaden – men i dag opsøger de fleste hende selv. De har hørt om hende fra andre. Hun taler med kvinderne, lytter til dem, tager dem i terapi, forsøger at give dem selvværd, hjælper dem til lægeundersøgelse, skaffer dem advokathjælp. Hun har haft kontakt til og hjulpet mere end 100 traumatiserede nigerianske handlede kvinder.
Søndag efter søndag kan man møde Michelle Mildwater i Københavns Kristne Kulturcenter på Drejervej. Her kan man møde mange afrikanske kvinder, nogle af dem er her helt legalt, har arbejde og er integreret i det danske samfund, andre er nigerianske handlede kvinder, som lever et liv i prostitution. Mange af de handlede kvinder kommer fra en kristen baggrund – og lider under det liv, de er tvunget til at leve. Når Michelle Mildwater erfarer, at kvinderne er kristne, giver hun dem en liste over gudstjenestesteder, hvor der holdes gudstjenester på engelsk, og hvor der i forvejen kommer afrikanske kvinder. Ved gudstjenesterne møder de Jesu kærlighed, hans tilgivelse og nåde, her kan de få forbøn om hjælp til at komme væk fra gaden, væk fra bagmændene.
Michelle møder kvinderne neutralt, men hvis de selv fortæller om deres kristne baggrund, opfordrer hun dem til – ud fra listen – at finde et sted at gå til gudstjeneste og være med i et kristent fællesskab.
Hun fortæller, at dem, der er stigmatiserede også er de mest marginaliserede. Kvinderne er sorte, fattige og prostituerede – og så endda fra Nigeria, hvor korruptionen er drivkraften. Hvor bagmænd og politi arbejder sammen. Hvor bagmændene låner våben af politiet. Hvor voodoo er med til at skabe og øge frygten, så kvinderne er fanget i et net, de ikke kan komme ud af.
Michelle Mildwater taler sig varm og er virkelig optaget af sagen. Fyldt med empati for de handlede kvinder. Hun fortæller: ”Mange familier er ludfattige og sælger deres børn, f. eks. som husslave til Lagos, men de kommer i stedet til Europa som sex-slaver. Hele landsbyer kan være involveret i salgene – for at overleve midt i fattigdommen.
Kvinderne ender i Danmark. Regeringen laver en handlingsplan. Kvinderne bliver ”indfanget” og sendt tilbage til Nigeria, men kort tid efter er de her igen – eller i et andet europæisk land. Bagmændene slipper de ikke sådan fra. Hvorfor går politiet ikke efter bagmændene? – mænd og kvinder? ”Danmark er kendt for medmenneskelighed med stor hjælp til u-landene, for deres kristne værdier i praksis, men når det handler om handlede kvinder, sex-slaver, så svigter man. Det er kommet for tæt på. For danske mænd – også højt på strå – går også til prostituerede. Tæt på min bopæl på det mondæne Frederiksberg ligger 5 bordeller. Det ene sted er over 40 kvinder involveret. Hvorfor kriminaliserer man ikke kunderne, som det er sket i Sverige? Det er kvinderne, der bliver straffede. Når man laver razziaer, er det kvinderne, man går efter. Ser deres falske papirer, som bagmændene har forsynet dem med – og de bliver udvist.”
Kvinderne tør ikke selv gå til politiet, når de ved deres ankomst bliver klar over, hvad de skal. De er bange for politiet, fordi de i Nigeria er vant til, at politiet og de kriminelle arbejder sammen, og det danske politi betragter kvinderne som kriminelle, fordi de har falske papirer. Kvinderne er fanget i en fælde, og imens vokser sex-industrien i Danmark med grov udnyttelse af unge kvinder fra Afrika, Asien og Østeuropa.

Hope Now forsøger at hjælpe kvinderne – ved hjælp af frivillige. Økonomien er svag. Men ind imellem får Michelle Mildwater og Hope Now nogle opmuntringer, der hjælper dem videre. Den 1. maj 2007 modtog Michelle Mildwater ”Årets Anker”, som uddeles af HK København. Med ”Årets Anker” følger en check på 50.000 kr. Michelle Mildwater modtog den, fordi hun gør en kæmpeindsats for at hjælpe handlede kvinder i Danmark.
Frederiksberg Kommune har i slutningen af 2007 indstillet at støtte Hope Now med 50.000 kroner.
Når Michelle får disse støttekroner, oplever hun igen og igen, at Gud er med hende i hendes virke.

Michelle Mildwater siger til Udfordringen, at arbejdet vokser og vokser, og at der derfor er brug for flere frivillige til administration, organisering af rapporter og dokumenter og hjælp med at skrive breve på dansk til samarbejdspartnere og offentlige myndigheder. Men Hope Now har også brug for én, som er god til at sætte struktur på arbejde og lave strategier, samt hjælpe med fund raising. Interesserede kan skrive til Michelle Mildwater på mmildwater@hotmail.com
Hun er også interesseret i at komme i kontakt med læger og tandlæger, som vil være villige til at hjælpe kvinder i nød som private patienter.
Og så opfordrer hun folk til at blive støttemedlemmer af Hope Now. Det kan man blive ved at gå ind på hjemmesiden. Det koster 100 kr. om året.