Jeg blev inspireret til lovsang
På konferencen Worship Extended (WE) var 48 kirker repræsenteret, blandt andet lovsangteamet fra Horsens Pinsekirke.Worship Extended samlede 200 deltagere i år, som blev undervist i forskellige grene af lovsangen.
Blandt de 200 deltagere var lovsangsleder Katarina Conrad (20) fra Horsens Pinsekirke med sit team på 12 lovsangere. For dem havde Worship Extended stor betydning.
– Vores lovsangsgruppe er virkelig blevet inspireret til nye dybder af lovsangen, siger hun.
Peter Sørensen var medarrangør af WE og fortæller:
– Der var 48 kirker repræsenteret på konferencen. Det er enestående i dansk kirkeliv at samles så bredt for at udruste sig og have fællesskab omkring lovsangen. Vi har fået en del positiv respons.
Der var blandt andet én, som sagde: Jeg har virkelig fået en masse inspiration til mit arbejde med lovsang. Det var gode og relevante emner i konferencerummene og god stemning.
Katarina fortæller, at de tog afsted som band, fordi de ønskede at lære af andre mennesker med samme arbejdsområde som dem.
– Ligeledes ønskede vi også at få nye redskaber, som kunne udvikle os både personligt og som band. Men ikke mindst var det at tage sammen på tur noget, der rystede os sammen og gav os lov til at komme endnu tættere på hinandens liv.
Det var en frisk indsprøjtning af liv og glæde. Det er utrolig vigtigt, for at vi kan være en enhed, når vi tilbeder om søndagen, siger Katarina.
Katarina er gift med Steven Conrad og er under uddannelse som mediegrafiker.
– Det er en spændende branche, og jeg ser Guds velsignelse i det, jeg laver, siger hun.
I kirken er det lovsangen, hun brænder for, og hun drømmer om en fremtid, hvor lovsangen blomstrer i hele landet.
– Min største drøm for lovsangen i Horsens, samt hele Danmark, er at se skarer på tusindvis af mennesker, som tilbeder Gud af hjertet, fordi de ved, at de har brug for ham.
Dette udspringer af et syn, Gud viste mig for et par år siden, og jeg tror på, at det er muligt. Derfor gjorde det et stort indtryk på mig at lytte til lovsangsbandet fra Abundant Life Church fra England, som gav koncert og underviste på Worship Extended. For alle, lovsangsleder som bandmedlem, havde det samme drive og den samme forbindelse til Gud, siger hun og peger igen på vigtigheden af enhed.
Katarina fortæller, at responsen fra hendes team efter Worship Extended har været enormt overvældende.
– Alle har haft et stort møde med Gud og har forstået vigtigheden af, at hver enkelt i bandet bruger tid sammen med ham. Jeg må indrømme, at vi er fuldstændig rystet i vores grundvold – vi har endelig forstået vigtigheden af at overgive alt til Gud, så det er vi begyndt på for alvor, siger Katarina og tilføjer:
– At give ham alt, er også vores vildeste drømme. Lader vi Gud tage over, kan vi kun blive overrasket, for hans planer er altid – og vil altid være – større end vores.