Kirsten blev omfavnet af et himmelsk kærlighedslys

Kirsten Mørch Nielsen var død i 11 minutter, mens lægerne baksede med hende på operationsbordet. Pludselig svævede hun op mod loftet og videre op til himlen, til englene og mødte Jesus…- Jeg har kaldt mit foredrag og min bog for Lys bag døden – for det var der: Masser af lys. Men i ca. 11 minutter manglede jeg ilt til hjernen, så jeg lider af følgerne af hjerneskade, og jeg har været nødt til at træne mig op lige siden.Sådan indleder Kirsten Mørch Nielsen sit foredrag om en nærdødsoplevelse for 40 år siden – med engle, dæmoner og et klarsyn uden lige. Fra sygestuens loft kiggede hun ned på sin døde krop og så læger og sygeplejerskers sande åndelige natur. Derefter blev hun af engle ført op til Paradisets port, fik på få sekunder indsigt i alverdens visdom og mødte Jesus selv…
Hun glemmer aldrig den dag i 1968 da hun som 28-årig hastigt blev indlagt på et sygehus i New York .
Hun læser sin beretning langsomt og tydeligt fra et manuskript – det er hun nødt til for at holde tråden. Sammen med sin mand, Henrik, leder hun Mikkelsbakke Refugium på Mors, som er et sted, hvor folk kan søge hvile og stilhed. Ind imellem tager hun på langfart for at fortælle om sin mærkelige dødsoplevelse.
Hun var to måneder henne i en graviditet, da hendes puls næsten ikke kunne mærkes.
– Sommetider var det, som jeg svævede, og et par gange havde jeg været så udmattet, at min krop nærmest sank, mens jeg gled op under loftet og kiggede ned på mig selv.
Det var den 30. april 1968.
– På sygehuset blev jeg modtaget af en ung læge, der råbte, at der øjeblikkelig skulle drop og blodtransfusion til. Men så var der en skrap dame henne ved skranken, der råbte: Depositum skal først betales! Min mand udskrev en check, men den ville hun ikke modtage, og jeg kunne høre, hvordan de skændtes. Og endelig gik den skrappe dame med til at få checken godkendt telefonisk fra banken.
Men tiden var gået, og Kirstens blodprocent var så lav, at en sygeplejerske sagde: det kan man ikke overleve med.
– Det lod til, at livet havde været ved at forlade mig dråbe for dråbe gennem nogen tid. Jeg havde store indre blødninger. Fosteret havde sat sig i æggelederen og var dødsdømt lige fra starten.