Gospelværksted i Ølstykke
Koret Happy Gospel Choir har 53 medlemmer og giver 7-8 koncerter om året, flere gange i lokalområdet.
To gange om året inviterer Fælleskirken til en Gospelgudstjeneste, hvor koret medvirker som en central del af gudstjenesten.Det er mandag aften. Det er mørkt og råkoldt. Lidt efter lidt viser der sig flere og flere billygter på grusparkeringspladsen foran Fælleskirken i Ølstykke.
I kirkesalen hilser 53 glade mennesker på hinanden, giver knus og griner sammen, inden man går i gang med aftenens korøvelse.
Det er Happy Gospel Choir, der holder øvelse under ledelse af Stig Möglich Rasmussen, som er uddannet operasanger, men spænder over et bredt repertoire.
2008 er Sangens år, men siden gospelkoret Happy Gospel Choir blev startet i 2000, har det været Sangens år for koret hvert år. Koret kører under FOF og har ca. 70 ikke-professionelle sangere, hvoraf en stor del aldrig har sunget i kor før. Har man lyst til at være med, er det eneste krav, at man har lyst til at lære at synge.
Happy Gospel Choir har til huse i Fælleskirken i Ølstykke, men kun fire af korets medlemmer tilhører menigheden
Stig Rasmussen fortæller til Udfordringen, at der nok er nogle, der er blevet mere bevidste kristne ved at være med i gospelkoret.
Han tror, at organiseringen gennem FOF har været med til at fjerne en vis berøringsangst i forhold til frikirken. Berøringsangst er i øvrigt det sidste, man tænker på ved korøvelsen.
Denne aften er fælleskirken fyldt med glæde, gensyn, højt humør, muntre indslag, godt kammeratskab og masser af sang. Stig Rasmussen er i topform og lader koret starte med en række afslapningsøvelser og toneøvelser, inden lokalet genlyder af glade toner og frisk gospelsang.
Hallelujakoret fra Händels Messias i en rytmisk udgave gjalder, så taget er ved at løfte sig. Og snart lytter vi til smilende, klappende, rockende mennesker, der synger I want to praise you, Jesus helps you to recieve og Im gonna keep on singin. Man bliver simpelthen i godt humør.
Jeg spørger Stig Rasmussen, hvad formålet med koret er, og svaret falder uden tøven:
At vække folks begejstring for at udtrykke sig musikalsk, opleve glæde og umiddelbar adgang til noget større – til Gud, og han fortsætter:
Man kan opleve folk komme til øvelse trætte efter en hård dag, men snart lægger de dagens bekymringer bag sig, livsglæden sprudler og de tager hjem fuld af energi!
Udfordringen stillede nogle spørgsmål til 3 af korets medlemmer:
Eliane Nielsen har været med i koret i tre år.
– Hvad betyder det for dig at være med i koret?
Utroligt meget. Jeg kom med på et tidspunkt, hvor jeg havde haft nogle kriser. I koret mødte jeg livsglæde, kammeratskab og støtte, og så betyder budskabet, vi synger, meget for mig.
– Hvordan er det at være med til at forkynde det kristne budskab gennem koret?
Jeg blev først kristen i en moden alder, og jeg glæder mig over at være med til at forkynde det kristne budskab.
– Kunne du nævne en særlig oplevelse fra koret?
Et af korets medlemmer døde på Arresødal Hospice, men forinden var koret på besøg på hospice og sang for hende. Vi var også med til hendes begravelse. Det var meget stærke oplevelser. Og så var der vores fælles optræden med Stig Rossen i Ølstykke-hallen.
Karen Randrup har været med i koret fra starten i februar 2000.
– Hvad betyder det for dig at være med i koret?
Jeg kan slet ikke undvære det. Jeg er tæt på at sige, at det betyder alt. Vi har det så godt sammen og det kan du vel også opleve i aften?
Mange dejlige mennesker glæder sig med hinanden og støtter hinanden. Koret var en stor støtte for mig, da min søn døde.
– Hvordan er det at være med til at forkynde det kristne budskab gennem koret?
Det er stort at være med til at forkynde evangeliet, selv om jeg ikke er egentlig kirkegænger. Jeg oplever meget gennem indholdet.
– Kunne du nævne en særlig oplevelse fra koret?
Ved en kirkekoncert husker ikke hvor følte jeg, at hele koret, inklusive mig selv, blev ét med selve budskabet. Det var meget stærkt.
Et af korets medlemmer er Stefan G. Rasmussen. Som SAS-pilot nødlandede han og reddede alle passagerer. Vi fortalte hans historie på forsiden af avisen i uge 9/2008.
Se hele artiklen her
Stefan Rasmussen har været med i koret i tre år. Han siger:
Jamen, det er dejligt at få lov til at forkynde evangeliet på en meget enkel måde gennem gospelsangen, der har mange gentagelser og ofte går lige ind hos folk.
Det er en stor oplevelse at se den sangglæde, der stråler ud af nogle af vore dygtige solister. Det er en god oplevelse, når mennesker kommer igennem med deres sang. Når det kan mærkes, at de tror på det, de synger, så når det igennem til folk.