Kan man lave om på det?
Jeg er med i et panel på internettet hos en virksomhed, der laver meningsmålinger. Det gode ved sådan et medlemskab er, at jeg kan svare på spørgsmålene når (og hvis) jeg gider, i stedet for altid at blive ringet op midt i aftensmaden eller med en skrigende unge i det andet øre.
De, der tænker på at ringe til mig mellem klokken 17 og 20 og spørge efter min mening om det ene eller det andet, kan godt opgive på forhånd. Jeg mener simpelthen ikke noget om noget i det tidsrum på dagen!
Den anden dag skulle jeg opdatere nogle af de oplysninger, de har gemt i deres system om mig. Postnummer og hvilket parti, jeg ville stemme på, hvis der var valg nu. Om jeg bor alene eller sammen med ægtefælle/samlever. Det er jo ting, som godt kan ændre sig i løbet af livet, så det er vel i orden, at de bliver ved med at spørge om det.
Og så var der det med køn…hmm…jeg er vist stadig hunkøn – og det var jeg vist nok også sidste gang, jeg udfyldte sådan et skema. Ja, det er jo selvfølgelig heller ikke så ufravigeligt sikkert mere i disse dage, så jeg må bøje mig. Det skal jo være muligt at lave om på det i sådan et panel.
Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg hver gang skal opgive mit fødselsår. Det kan da ikke være så svært at registrere det rigtigt første gang. Med mindre man som kvinde forventes at trække et år fra sin alder, hver gang man udfylder skemaet?
Det eneste sted, hvor man mig bekendt kan ændre sin fødselsdag, er i Guds rige. Der kan man nemlig blive født på ny – det betyder, at man begynder forfra på hele den liste af dumme og endog forkerte ting, man har lavet i sit liv.
Listen bliver simpelthen slettet! Hver dag.
Hvis Gud skulle deltage i en spørgeskemaundersøgelse om vort liv, ja, så ville han nok ikke få så gode resultater.
Han har nemlig lovet at glemme det hele, når vi beder om tilgivelse og vælger at give ham vort liv.