Påske-tv med Filip, Moses og Jesus

Påskens tv-program byder på en udsendelse med Filip Bartholdy, der droppede sin homoseksualitet til fordel for livet som kristen.
Derudover er der også lagt op til et par klassiske filmoplevelser med Mel Gibsons ”The Passion of the Christ” og Cecil DeMilles ”De Ti Bud”.Påsken byder blandt andet på et dokumentarprogram om præstesønnen Filip Bartholdy, der var homoseksuel, men vendte tilbage til den kristne tro.

Mød Filip Bartholdy i programmet ”Homo, Himmel eller Helvede” på DR2 søndag d. 16. marts kl. 19.30

Påsken står for døren. Og I år banker den også på tv-skærmen med tilbud om en række programmer med kristent indhold.
Ud over påskedags gudstjeneste fra Viborg Domkirke kan man palmesøndag indlede ugen med et dokumentarprogram på DR2 om Filip Bartholdy, der blev skilt fra sin mandlige partner og droppede sin homoseksualitet for at leve som kristen. En historie, som tidligere er bragt her i avisen.

Storfilm om Jesus

Mød Jesus (James Caviezel) i Mel Gibsons film ”The Passion of the Christ” på TV2 torsdag d. 20. marts kl. 00.20

På TV2 markeres påsken skærtorsdag lidt over midnat, hvor stationen sender Mel Gibsons storfilm ”The Passion of The Christ”. I filmen, der blev en kæmpe biografsucces, leverer den katolske skuespiller og instruktør et indblik i de voldsomme psykiske og fysiske lidelser, Jesus måtte igennem, i timerne fra skærtorsdag aften indtil han døde langfredag eftermiddag.

Klassiske ti bud

Mød Moses (Charlton Heston) i Cecil DeMilles film ”De Ti Bud” på DR2 søndag d. 23. marts kl. 14.30

Påskedag disker DR2 op med en ægte klasiker, når man sender Cecil B. DeMilles film ”De Ti Bud”. Vi får her beretningen om Moses, der bliver udvalgt af Gud til at lede israelitterne ud af Egypten.
Filmens kendte scener med det store opgør med Farao, vandringen over Det Røde Hav og overleveringen af de ti bud er selv i dag – over 50 år senere – et spændende bud på, hvordan det kunne have fundet sted.