Høje priser rammer nødhjælp

THAILAND – Konsekvenserne af de globale prisstigninger på ris rammer burmesiske flygtninge hårdt, siger Folkekirkens Nødhjælp.I grænselandet mellem Thailand og Burma arbejder Folkekirkens Nødhjælp med at hjælpe over 160.000 burmesiske flygtninge i de mange flygtningelejre. Men nu har de internationale prisstigninger på fødevarer skabt store problemer.
– På grund af de dramatiske prisstigninger på ris har vi måtte skære i helt basale forsyninger, som flygtningene får, siger Peder Kristian Pedersen, der er Folkekirkens Nødhjælps programansvarlige i Thai-Burma Border Consortium (TBBC). – Det drejer sig blandt andet om sæbe og moskitonet. Men på sigt kan vi også blive nødt til at skære i blandt andet chili, fiskemos, sukker – og risforsyninger, siger han på organisationens hjemmeside.
Peder Kristian Pedersen forudser, at hvis prisstigningerne på ris fortsætter, og der ikke kommer yderligere hjælp fra internationale donorer, kan det betyde, at ”vi må skære endnu mere i hjælpen til flygtningene, og at flygtningenes sundheds- og almen tilstand dermed forværres.”
-mibo