Hvad skal man tro, når man beder?

Charles G. Finney
(1792-1875)
Amerikansk prædikant
og forfatter

Vi skal tro på Guds eksistens. ”Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til” – på hans villighed til at svare på bøn – ”at han er til og lønner dem, der søger ham.” (Hebr 11,6) Der er mange, der tror på Guds eksistens, men ikke tror på, at bøn er virkningsfuld. De hævder at tro på Gud, men benægter bønnens nødvendighed eller indflydelse.

Vi skal tro på, at vi vil modtage – noget – hvad? Ikke bare noget, eller hvad som helst, tilfældigvis; men en bestemt ting, som vi beder om. Vi skal ikke tro, at Gud er en, der vil give os en slange, når vi beder om en fisk; eller en sten, når vi beder om brød. Men han siger; ”Alt, hvad I beder og bønfalder om – tro, at I har fået det, så skal I få det.” (Mark 11,24)

Med hensyn til at tro på miraklerne er det tydeligt, at disciplene var nødt til at tro, at de skulle modtage lige præcis, hvad de bad om – at netop den ting ville ske. Det var, hvad de skulle tro. Hvad skal mennesker så tro nu med hensyn til velsignelser? Hvor kommer den idé fra, at hvis et menneske beder om en bestemt velsignelse, vil Gud ved en eller anden mystisk suverænitet give ham, eller en anden person et eller andet sted, et eller andet?
Når en mand beder om sine børns frelse, skal han da tro, at enten vil hans børn blive omvendt, eller også vil en andens børn blive omvendt – og det er helt uvist, hvilke børn, det bliver? Nej dette er det rene vrøvl, og i høj grad at vanære Gud. Vi skal tro, at vi skal modtage netop de ting, vi beder om.

BØN
Kære himmelske Far, disse tanker er dybe og betydningsfulde for mig. Jeg har altid bedt ”ske din vilje”, fordi jeg ikke turde tro, at du altid vil give mig, hvad jeg bad om. Hjælp mig at forstå disse sandheder til fulde, så jeg kan bede ret, så jeg altid kan bede om netop de ting, som du ønsker for mig.
Amen.

Charles G. Finney (1792-1875) var af uddannelse jurist, men fik efter sin omvendelse kald til at blive vækkelsesprædikant. Efter de teologiske studier blev han prædikant inden for den presbyterianske kirke i USA. Han virkede i mange år som vandreprædikant, derefter som menighedspræst – inden han de sidste 15 år af sin tjeneste var rektor for Oberlin College.
Denne tekst er fra bogen ”Bønsprincipper”.