– Indsatsen mod sult skal styrkes
Folkekirkens Nødhjælp mener, at kampen mod sult skal være en dansk hovedprioritet.
– Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at der hvert fjerde sekund dør et menneske af sult eller sultrelateret sygdom i en verden fuld af velstand og overflod.
Sådan lød ordene fra generalsekretær Henrik Stubkjær ved forrige weekends landsmøde i Folkekirkens Nødhjælp.
I organisationen mærker man, hvordan kampen mod den globale fattigdom trues af de aktuelle prisstigninger på basale fødevarer som ris, majs og hvede.
De globale fødevarepriser forventes ifølge Verdensbanken at forblive høje helt frem til 2015. Folkekirkens Nødhjælp har derfor besluttet at styrke indsatsen mod den globale sult kraftigt i de kommende år. Det betyder blandt andet folkelige kampagner og indsamlinger, der kan støtte arbejdet ude i verden.
Landmødet opfordrer samtidig den danske regering og Folketinget til også at styrke indsatsen over for sult.
– Kampen mod sult må blive en dansk hovedprioritet, siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
Han opfordrer til, at Danmark investerer langt mere markant i landbrugsudvikling i verdens fattigste lande.
I appellen til politikerne er også et ønske om bedre EU-handelsaftaler til gavn for verdens fattigste lande og landmænd og kvinder. Folkekirkens Nødhjælp ønsker fortsat en styrket indsats mod klimaforandringer, men man advarer plitikerne mod at forværre den globale fødevarekrise ved f.eks. at bruge mad som biobrændsel.
Michael Bobjerg