En uddannelse på højskolemanér
I søndags blev 12 nye diakoner indviet i Sct. Pauls Kirke i Århus. En af dem er Carina Hartman Sloth Manø. Hun fortæller her blandet andet om skolens særlige sociale liv.
To morgentrætte badesandaler har været til fælles morgenmad. Nu slæber de sig søvnigt ud af Diakonhøjskolens hoveddør og går over mod kollegiebygningen, hvor der i øjeblikket bor 49 studerende.
En af dem er 23-årige Carina Hartman Sloth Manø. Efter 4 år på Diakonhøjskolen er hun netop blevet færdiguddannet som diakon eller måske mere korrekt diakon-pædagog. For der er flere måder at blive diakon på.
Den uddannelse, Carina nu har med sig i bagagen, er en anerkendt pædagoguddannelse, som giver adgang til alle former for pædagogisk arbejde. En stor del af hendes medstuderende vælger at arbejde blandt misbrugere, hjemløse, børn med behov for særlig støtte eller handicappede. Men Carina ønsker i første omgang en traditionel pædagogstilling i en vuggestue.
Jeg er enormt glad for at arbejde med de små børn. Og jeg har jo fået en uddannelse ekstra i forhold til pædagogerne fra et almindeligt seminarium, fordi jeg har adgang til begge typer job, siger Carina.
Uddannelsen på Diakonhøjskolen foregår på højskolemanér med morgenandagt, fællesmåltider og masser af socialt liv, fx caféaftner, beachvolley, krea-aftener, billard, bordfodbold, bål og BAB. (Bibeltimer, Andagter og Bøn).
Carina ser det sociale som en ekstra dimension ved uddannelsen, hvor man lærer hinanden rigtig godt at kende og dermed også udvikler sig som person og kristen.
Vi har haft mange gode diskussioner i klasserne. Også om kristne emner, og her har jeg lært ikke bare at fortælle, hvad jeg tror på, men også hvorfor jeg tror det. Og så har jeg lært at diskutere med respekt. Inden jeg begyndte her på skolen kunne jeg være meget påståelig i en diskussion. Nu er jeg mere åben over for, at andre kan mene og tro noget andet, end jeg gør, og jeg tør spørge: Hvad tror du? i stedet for at blive ved med at argumentere for min egen tro og holdning, fortæller Carina.
Hun glæder sig nu til at komme ud at arbejde og bruge nogle af alle de ting, hun har lært på skolen. Både de faglige og de personlige.