Nu kommer der et lille stik

Kristne undgår heller ikke angst og smerte – men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud, skriver Ines Weber. Lægen står med en slags pistol over mig og advarer kort: ”Nu kommer der et lille stik” Og ja – ’ping!’ lyder det, og en nål skyder frem for at udtage en vævsprøve fra en knogle i min overarm.Jeg mærker allerede stikket. Hvor jeg dog hader nåle!
Bare det at få taget blodprøve får det til at suse i ørerne på mig. Og det er for intet at regne med dette! Men jeg forsøger at se afslappet ud. Mit skuespillertalent slår ikke til.
– Hvad skal jeg slutte ud fra dit ansigtsudtryk?, spørger lægen.
– Stærke smerter eller panisk angst? Jeg smiler ynkeligt og mumler kort: – Angst!

Pinligt! I øjeblikke som dette overfalder den mig og holder mig i sit jerngreb: angsten. Og det til trods for, at jeg er kristen. Skaberen er min far. Burde jeg så ikke være tapper? Men stikket minder mig om, at jeg endnu ikke bor i himlen. Og verden her er ikke noget sikkert sted!
I min unge alder, midt i 20’erne, må jeg forholde mig til en svag mistanke om kræft. Min to år ældre kusine førte en årelang kamp mod sygdommen. ”Det er ok at dø, ikke at lide,” siger jeg til Gud. ”Du ved, jeg er en bangebuks. Det klarer jeg aldrig!”

Hvordan kan jeg dog ruste mig mod alle livets ’stik’? Hvordan tackler jeg min angst? Hvad resultatet end viser, så vil der følge mange stik efter. Ingen, der sætter foden på planeten Jorden, bliver sparet for smerte og lidelse. Det rammer enhver, ung som gammel, rig som fattig. Siden syndefaldet har menneskene oplevet ’stik’ af enhver slags, fysiske såvel som psykiske: fra de første bistik og skoldkopper som barn til depression, misbrug, skilsmisse, ulykker, død…
Min ’lidelse’ har hidtil været ringe sammenlignet med, hvad mange oplever: sygdom, krig og hungersnød raser i mange egne af verden. Udbytning og fattigdom breder sig.
Tryghed og sikkerhed forekommer som en illusion. Også den vestlige verdens søjler synes at vakle. Terrorangreb og katastrofer chokerer. Økonomien skranter. Pludselig banker angsten på egen fordør. Hvad med min fremtid? Hvem passer på mig? Bangebuks eller ej, det er berettigede spørgsmål. Ja, jeg ville gerne være stærk og stoisk – uforfærdet og frygtløs. Men ville det ikke være ret så urealistisk, som situationen er i dag?

Selv Jesus bekræfter over for sine disciple: ”I verden har I trængsler” (Johs. 16,33). Dog tilføjer han: ”Men vær frimodige, jeg har overvundet verden.”
Følelsen af angst er altså naturlig. Også hos kristne. For smerte er virkelig. Men den må ikke mere beherske mig, lamme mig eller få mig til at miste modet. For Jesus har overvundet trængslerne.
Jeg er ikke nogen helt. Det var han. Han har vundet over angsten og bærer mig. Derfor løber jeg hen til ham, når frygten kommer over mig. Kun i hans arme er jeg sikker.
Hos ham finder jeg trøst. Jesus kender smerten på første hånd. Han forstår mig. I Getsemane Have kæmpede og bad han hele natten. Og da de romerske soldater bankede naglerne gennem kødet på ham, var der ikke nogen, der på forhånd bedøvede ham og advarende sagde: ”Pas på, nu bliver der banket!” Alligevel tog han lidelsen på sig. Frivilligt. Af kærlighed – til hver enkelt af os. For han ville beskytte os mod den værste af alle farer: at være skilt fra Gud, den evige død og smerte.
Fordi Gud ved, hvad lidelse er, og elsker mig så højt, vil jeg stole på ham – ved hvert stik.
På en eller anden måde ved jeg, at Jesus holder min skælvende hånd. Bevidstheden om, at han er der – også i dette kolde, vinduesløse lokale – beroliger mig. Midt i angsten.

Vævet var ikke ondartet. Men dette stik har rystet mig op af min dvale. Hvad klynger jeg mig fast til? Ethvert menneskeligt sikkerhedsnet kan gå i stykker.
Men Gud holder mig fast, næste gang der bliver ’skudt’. Han har lovet, at alt virker til gode for dem, som elsker ham, og at denne verdens trængsler er for intet at regne i sammenligning med den glæde, der venter os i himlen. Det vil jeg tro på, også når jeg ikke forstår meget af den lidelse, der er.
Men er jeg så ikke bange mere? Bare det var så vel! Alene tanken om blod, nåle og sprøjter kan tage pusten fra mig. Men jeg vil dagligt lære og opleve, hvad ordene betyder: ”… men den fuldendte kærlighed fordriver frygten” (1. Joh. 4,18).
Gennem hans kærlighed hører jeg et personligt ”frygt ikke”. Ved hvert stik.

Ines Weber har studeret teologi, psykiologi og
journalistik og er medredaktør på kvindebladet Lydia.