Ali er bundet i sit værelse

Forældren var magtesløse og myndighederne uvidende om udviklingshæmmedes behov, før et danskstøttet projekt i Somaliland startede. Det er nogle ubestemmelige hyl, der møder os, da vi standser jeepen uden for huset i en af Hargeisas sidegader. Her i Somalilands hovedstad bor Sadhu Dahir Rooble og hendes mand med deres handicappede søn Ali.Ali Mahmoud Muhammed på ni år er bundet til en vinduessprosse i sit værelse. Han er født med både psykiske og fysiske handicap. Lige nu er han meget urolig, fordi der pludselig kommer tre mand anstigende, den ene af dem oven i købet lyshudet. Men han falder langsomt til ro, og mor Sadhu stiller sig hen til ham, for at vi kan få taget et billede. Blitzlysene får – ikke underligt – barnet til at hyle igen. Ali griber fat om kameralinsen og prøver at rive apparatet til sig. Det lykkes heldigvis ikke, takket være det flettede stykke tøj, han er bundet med.

– Jeg blev tidligt nødt til at binde hans hænder, fordi han hele tiden ville putte noget i munden og spise det, forklarer mor Sadhu. – Som han voksede op, blev han mere og mere aggressiv og kradsede og sårede også familiens andre børn – derfor var jeg nødt til at binde ham. Han har nu været bundet i tre år.
Familien kommer fra Djibouti, men flyttede de 500 km til Somaliland i Nordsomalia, da de hørte om regionens eneste skole for børn med særlige behov. Specialskolen ligger i Somalilands hovedstad Hargeisa og drives med støtte fra Danmark.
Allerede efter tre måneder på Hargeisa School for Special Needs er Alis humør blevet bedre:
– Han er meget glad, når han kommer i skole, fortæller hans lærer Khalid. – Han er især glad for at gynge på legepladsen.
– Så når han kommer hjem, er han meget træt og falder hurtigt i søvn, supplerer mor Sadhu.

Hargeisa School for Special Needs blev etableret i 2001 af den kristne hjælpeorganisationen International Aid Services med base i Brande. Da Danida støtter lokale partnere, oprettede IAS sammen med børnenes forældre fra starten foreningen Somaliland Association for Special Education (SASE). Foreningen står bag skolen og har desuden organiseret forældrenetværk, hjemmetræning af handicappede og flere efteruddannelsesforløb for skolelærere – alt sammen støttet af Danida.
– Før IAS kom på banen, vidste folk ikke, hvad de skulle stille op med udviklingshæmmede børn, fortæller SASE’s administrator Jama Duale Hussein. – De kendte ikke noget til genoptræning af nogen art. De var magtesløse. Man kunne godt hjælpe fysisk handicappede, give de halte en stok, hjælpe de blinde eller døve – men hvad skulle man stille op med de mentalt handicappede? Der var to tendenser: nogle ville gemme dem væk og låse dem inde et eller andet sted. Andre ville overbeskytte og forkæle dem.

– De troede, de udviklingshæmmede var sind ssyge, de mente, de skulle have medicin, ikke genoptræning, fortæller Jama.
Men sådan er det ikke længere.
– Genoptræningen er nu begyndt at virke, fortæller Alis mor Sadhu. – Hvor han før var aggressiv, sparkede og slog, kan han nu spise ordentligt selv.
– Han elsker sodavand, men det vil vi ikke give ham. For søde sager gør ham endnu mere vild. På skolen vurderer vi, at han er stærkt autistisk supplerer hans lærer Khalid.

Hargeisa School for Special Needs har 80 elever lige nu. Desuden får 24 børn hjemmetræning af et mobilt team, bestående af fem specialuddannede forældre, fordi børnene er så handicappede, at de ikke kan komme i skole. Nogle er spastisk lammede, andre er svært epileptiske, og for dem alle gælder det, at de har svære kommunikationsforstyrrelser.
Skolen har fem klasser. Der er mellem otte og 15 i hver klasse. De største klasser har to lærere.
I 1. klasse vurderes børnenes handicaps og udviklingsmuligheder, og derefter placeres de i klasserne efter, hvor meget de magter. De kan også stige i graderne, efterhånden som stimulering og træning får effekt. Forløbet afsluttes med, at eleven enten overføres til den almindelige skole eller får et 6. år med praktik i et beskyttet værksted. Drengene går i sløjdværkstedet, hvor de lærer at lave legesager og undervisningsmaterialer i træ. Pigerne lærer at sy, hækle, flette kurve og strikke.
Overlærer Mohamed Ali Igge fortæller stolt, at han netop har overført syv elever fra specialskolen til den almindelige grundskole.
– Det kan vi gøre, når barnet kan læse, regne plus og minus, gange og dividere, og når det kan forholde sig til andre børn i leg og spil.

Der har været over 500 handicappede børn gennem skolen. Ud af disse er 42 gået videre til normal skolegang.
– Nogle af børnene er meget vilde og forstyrrede, når de kommer. Flere har aldrig lært at gå på toilettet og ved ikke, hvordan de skal spise med ske, forklarer Torben Madsen fra IAS.
Men gennem træning og kærlig vejledning falder børnene til ro. Da vi møder op på besøg er det frikvarter, og de fleste drenge kommer for at hilse på og røre ved den hvide fremmede.

Men det er ikke kun klassetræningen, der batter i de handicappedes udvikling. – Fodbold giver drengene en god social træning, forklarer overlærer Igge. – Og de er dygtige til fodbold. Vi har endda vores eget fodboldhold med trøjer og det hele, og vi spiller nogle gange mod andre skoler.
Og social træning er netop det, Sadhus multihandicappede søn Ali først og fremmest har behov for. For kan han fungere fredeligt med andre, behøver han ikke sidde bundet på sit værelse.
– Han vil aldrig blive helt normal, men vi håber, at han får det bedre. At han i det mindste kommer til at fungere bedre socialt, siger hans lærer Khalid.
– Jeg er meget glad for skolen og meget tilfreds med lærernes indsats, pointerer Sadhu.
Imens kommer endnu et hyl inde fra Alis værelse. Hans søskende skynder sig ind for at se, hvad han laver. Men det var falsk alarm denne gang. Han gør ikke skade på nogen. Han er jo bundet til vinduet. Og i morgen tidlig skal han i specialskolen igen.

Artiklen er finansieret af
Danidas Oplysningsbevilling.

Læs mere her