Birte maler farverige ikoner
Birte Gyde Iversen, Nørresundby, er billedkunstner og ikonograf.
Hun har malet kristne ikoner i nogle år og dygtiggør sig til stadighed i kunsten og i ikonens historie. Hun underviser også voksne og børn ved konfirmationsforberedelse om ikonens historie og viser billeder af ikoner.
– Da det er en meget bunden opgave at male en ikon, nyder jeg den kunstneriske frihed ved at male oliemalerier på lærred og træ, samt akvarel. Fælles for mine værker er, at de er farverige og positive, fortæller hun.
– Ikonerne maler jeg efter byzantinsk tradition, efter de samme forlæg som munkene anvendte i østkirken, flere århundrede før os.
Motiverne er hellige personer eller små handlingsforløb fra Bibelen. Der males på gips, som er støbt ned i en udhulet massiv træplade, med ægtempera. Der, hvor der ikke males, bliver gipsen belagt med ægte bladguld karat 24. Alle mine ikoner er præste-velsignet, fortæller Birte, hvis hjemmeside er www.gallerigyde.dk.
Henri