Hvad får forældre til at binde deres børn?
Magtesløshed, nødværge og skam er blot nogle af grundene til, at forældre i Somaliland lænker deres udviklingshæmmede børn i husene.Alle forældre elsker deres børn. Men ikke alle ved, hvordan de skal vise det.Når forældre i Somalilands hovedstad Hargeisa lænker deres udviklingshæmmede børn til sengestolpen og isolerer dem i deres huse, er det ikke, fordi de er onde. De er bare magtesløse.
Hvad skal de ellers gøre, når barnet gør skade på sig selv og andre, og samfundet ikke har institutioner at tilbyde?
– Børnene befinder sig i et helvede, sukker handicapkonsulent Mahmoud Mussa.
– Nogle forældre binder børnene, for at de ikke skal falde eller blive slået af andre. Andre, fordi de skammer sig over barnet og ikke tror, at barnet kan noget som helst. Andre tror, det er en straf fra Gud, at de har fået et handicappet barn.
– Men når de kommer her og ser børnene lege og lære, undrer de sig. Og de opdager, at børnene kan noget. På den måde tror jeg, samfundets holdning langsomt vil ændre sig, siger han.
I udkanten af Hargeisa møder vi den unge Hadar Muhamed Elnis, der kun var et foster i sin mors mave, da bomberne faldt over byen i 1988. Det gav ham traumer for livet – og hyppige humørsvingninger. Lige nu er han glad og smilende, andre gange bliver han pludselig vred og vild og farer af sted i byens gader.
– Derfor er vi nødt til at holde ham med lænker, fortæller hans mor og viser os ind til skabet, hvor hun opbevarer jernlænken.
Han er voksen nu. Derfor vil en tøjsnor ikke kunne holde ham.
Hadar trækker sig øjeblikkeligt tilbage, da han ser lænken.
– Han svinger meget, nogle gange er han frustreret og løber væk. Derfor er vi nødt til at låse ham inde i huset og lænke ham fast, siger hun opgivende.
En lokal forening prøver at få de udviklingshæmmede ud. Somaliland Association for Special Education (SASE) støttes af Danida gennem den danske hjælpeorganisation International Aid Services.
– Nogle gemmer dem væk af frygt for, hvad andre mennesker vil sige: Hvad er dette for nogle mennesker? Tænk, de har et sindssygt barn! uddyber SASEs administrator Jama Duale Hussein.
– Det er også almindeligt for folk at tro, at en af forældrene måske har syndet mod deres far, og at Gud derfor straffer dem.
Og derfor har SASE ingen skrupler med også at påvirke de religiøse ledere:
– Vi indkalder alle, både imamer og sheiker og andre af samfundets ledere, og giver dem uddannelse og træning, region efter region.
Svend Løbner