Udrejst uden udløbsdato
Langtidsholdbare relationer er ikke en selvfølge på et børnehjem. Derfor har Sarah og Henning viet deres liv til hiv-smittede børn i Thailand.I sidste uge rejste Sarah og Henning Møller Christensen hjem. Hjem til Chiang Mai i Thailand. Hjem til en stadig voksende børneflok på børnehjemmet Agape. Hjem til en hverdag med hiv/aids som et grundvilkår.
– Vi har faktisk lidt hjemve, erkender parret, da Udfordringen dukker op på ferieadressen en uges tid før afrejsen. I to en halv måned har deres eneste kontakt til børnene i Chiang Mai foregået via internettet.
– Vi har heldigvis kunnet tale med dem via Skype, fortæller Sarah og bemærker med et blik på en sovende, indhyllet purk i Hennings arme, at især ét samtaleemne har haft børnenes interesse.
Parrets private børneflok er nemlig også vokset under ferien i Danmark. I august blev to et halvt-årige Elias storebror til Jonas. En begivenhed, der dog ikke har påvirket familiens rejseplaner. Bortset fra at også nyfødte nu om dage skal have eget pas, hvis de skal på rejse.
– Han var kun 14 dage gammel, da han fik lavet pasfoto, smiler Henning til den sovende udlandsdansker, der trods de danske aner kommer til at tage sine første skridt i Thailand.
For 27-årige Sarah og Henning er der nemlig ingen vej tilbage. Thailand er ikke tænkt som en midlertidig adresse. De rejste ud, da Elias var et halvt år, og skrev ikke nogen udløbsdato i kontrakten.
– Vi er flyttet derned, fordi vi ønsker at være i Guds plan, siger Sarah, der ligesom Henning er overbevist om, at Gud åbnede døren til Thailand for dem.
– Han har åbnet den på vid gab, og vi er meget taknemmelige over at få mulighed for at bruge vores liv på den måde, fortsætter hun.
Det er seks år siden, parret traf hinanden på børnehjemmet Agape. Dengang var de begge korttidsvolontører og ønskede at bruge den klassiske rejse efter gymnasiet på at gøre nytte, inden studierne ventede på dem begge hjemme i Århus.
Men indtrykket fra deres børn i Thailand fulgte med hjem til smilets by, og udlængslen førte dem hurtigt væk fra studierne. Henning var egentlig tiltrukket af statskundskab og Sarah var fristet af sygeplejerskestudiet. Men de var begge mest tiltrukket af 70 børn i det nordvestlige Thailand. Og af hinanden.
– Jeg havde egentlig håbet at kunne gøre gavn som sygeplejerske. Men i Thailand bruger man ikke latin som lægesprog, så jeg var blevet nødt til at tage hele uddannelsen om på thai, fortæller Sarah, der ikke fandt det svært at opgive studiet.
Først et bryllup, et barn og et par års beskæftigelse som pædagogmedhjælpere senere lykkedes det parret at komme af sted. To år, der næsten tog livet af drømmen. Men også to år, hvor de fik renset ud i deres motiver for at tage af sted, som de udtrykker det.
– Det var en lærerig tid. Gud arbejdede i os, så det ikke længere var ud fra egoistiske og følelsesmæssige motiver, vi ville af sted. Men fordi Gud ville det, fortæller Sarah og uddyber:
– Der kom hele tiden noget i vejen. Tingene ville ikke rigtig falde på plads, og i samme periode gennemgik Henning to hjerteoperationer, fordi han er født med en hjertefejl. Til sidst opgav vi helt. Vi var meget frustrerede og sagde til Gud, at vi stadig gerne ville rejse ud, men ikke ville tvinge det igennem. Vi ville kun af sted, hvis det var hans vilje.
Først da vendte situationen. Som om de sammen måtte gennemgå Guds særlige hjerteopperation, før de var klar til den betingelsesløse rejse.
– Først da vi helt havde opgivet, kom der pludselig brev fra Agape, og alle døre åbnede sig, husker Sarah.
Herefter gik det stærk med at terpe deres fremtidige rigsmål, hvilket er et ansættelseskrav på Agape. I dag taler hele familien – med undtagelse af Jonas – stort set flydende thai.
kærlighed
Det betingelsesløse er et nøgleord på børnehjemmet Agape. Hjemmet blev oprettet af det canadiske missionærpar Avis og Roy Rideout i 1996 og huser primært børn, der er ramt af hiv/aids eller er blevet forældreløse på grund af den dødelige virus.
Hiv/aids er en frygtet sygdom i Thailand, hvorfor børnene reelt er overladt til sig selv og udstødt af samfundet.
Børnehjemmet er det eneste, de har. Derfor er hele grundtanken bag Agape at elske børnene med samme betingelsesløse kærlighed, som Gud elsker dem med. En kærlighed kun de færreste af dem har mødt før.
– Tidligere oplevede vi, at der var børn, der døde hver uge. Fem-seks år gamle, husker Sarah.
– Det var jo hårdt. Men også et vilkår, der gav børnene en naturlig tilgang til troen på Gud og livet efter døden.
Sarah og Henning bagatelliserer ikke risikoen ved deres arbejde. Men lader heller ikke virusfaren påvirke deres eller børnenes hverdag.
– Man skal selvfølgelig have respekt for sygdommen, og vi har altid handsker i baglommen. På den anden side smitter hiv/aids jo kun via blod. For os er det helt normale børn, der gør helt normale ting, siger parret samstemmende. Elias leger da også frit med de andre børn på børnehjemmet.
Siden 2004 har myndighederne i Thailand besluttet at tilbyde alle aids-ramte livsforlængende medicin. Det betyder både færre dødsfald og flere aldersgrupper på børnehjemmet.
– Det er sjovt. Da jeg var dreng, kom jeg i missionshuset og så plancher på væggen af missionærer i Peru og Tanzania. Dengang sagde jeg til mine venner, at jeg aldrig ville være missionær. Jeg ville heller aldrig arbejde med teenagere. Nu går det op for mig, at jeg kommer til begge dele, griner Henning.
Efter sommerpausen i Danmark skifter parrets arbejde nemlig karakter. Medicinen forlænger børnenes liv, så nu skal deres hidtidige omsorg for vuggestuebørn suppleres med teenagearbejde.
– Det stiller helt andre krav til os. Men vi glæder os, fortæller parret, der allerede før sommerferien tyvstartede med herreture for de store drenge og musikalsk leg for teenagere i et pulterrum på loftet. Det eneste sted i huset med plads til trommesæt og elguitar.
– Et børnehjem er jo som en familie. Det er deres hjem, tilføjer Sarah og Henning og fortæller, at omstillingen betyder, at Agape må tænke langsigtet. Så de store børn lærer at tage ansvar. For eksempel med fritidsjobs.
– Men på grund af uvidenhed om aids vil ingen ansætte dem. Så nu har børnehjemmet selv etableret en restaurant, hvor nogle af de større børn har mulighed for at tjene lidt lommepenge.
Selv tjener Sarah og Henning ingen penge. Aftalen med børnehjemmet omfatter ikke løn. Den del overlader de til Gud.
– Vi lever i tro. Vi beder heller ikke mennesker om penge. Kun Gud, smiler de og oplever tydeligvis, at deres bønner bliver besvaret.
Mens de boede i Århus kom parret i pinsekirken, der således formelt har udsendt dem. Derfor har menigheden dér også påtaget sig at betale deres sygeforsikring.
– Det er en fantastisk måde at leve på, som dagligt bekræfter for os, at vi er i Guds plan. Vi er på Agape, fordi det er det, vi skal bruge vores liv til.
– Vi er der egentlig for at give. Men oplever hver dag, at vi modtager langt mere, end vi giver, konkluderer Sarah.
