Venstre sidebanner eksempel

Bogtema
Opgør med lederens ego

Ulf Ekman var med til at indføre den kontroversielle trosbevægelse i Skandinavien.
I bogen ’En Åndelig Leder’ vil han hjælpe kristne ledere til ikke at fokusere på sig selv. Kender du situationen, når cyklen slingrer og du er ved at få overbalance? Så gør du alt for febrilsk at rette op og komme på rette spor.

Ulf Ekman

Det er sket for en af trosbevægelsens mest markante ledere i Skandinavien de senere år. I bogen En Åndelig Leder revser Ulf Ekman fra Livets Ord i Sverige nu sine egne:
– Prædikestolen eller platformen er ikke stedet, hvor man vifter med sine åndelige fjer og søger selvbekræftelse! Lederskabet skal ind i dyb lydighed mod Herren. Ellers bliver positioner bare udstillingsvinduer for vort eget ego…
Bogen En Åndelig Leder er et kunststykke i den fine balance at være både tydelig og ydmyg som leder. Verden har brug for virkelige ledere, lyder det igen og igen fra Ulf Ekman. Men ikke de typer, som kun er ude på at være i rampelyset!
– Lederskab handler ikke om at være i rampelyset, men om a være et eksempel, så andre mennesker får mod og håb, fastslår han.

Fra tvivl til tro

Ulf Ekman kom som ung studenterpræst ind i den såkaldte trosbevægelse gennem et skelsættende ophold på Kenneth Hagins bibelskole i USA. Som teolog var han indviet i liberalteologiens bortforklaringer – men i Oklahoma mødte han kristne, der ligesom Luther tog Bibelen for pålydende.
Han kom begejstret tilbage og startede Livets Ords bibelskole i Uppsala – et arbejde, der udviklede sig til menigheder, forlagsvirksomhed og missionsarbejde over hele Europa og i det forhenværende Sovjetunionen.
Den såkaldte trosforkyndelse var ikke et kært barn i 1990’ernes kirkekredse. Alligevel fik den mange navne – fremgangsteologi, herlighedsteologi, lykkereligion – på grund af dens stærke og måske ensidige betoning af Guds løfter i Bibelen.
Fremgangsteologien er stadig et emne til diskussion – men det som for alvor skadede bevægelsen, var dens hierarkiske kirkestruktur og højprofilerede præster.

Unge i farezonen

Begge dele er en stor fristelse for det menneskelige ego – og det tager Ulf Ekman et opgør med i bogen En Åndelig Leder.
– Vi er gået glip af meget, når prædikanten bliver en platformsfigur, og disciplene reduceres til udelukkende at være tilhørere… En troende er ikke blot en konsument af åndelige oplevelser!
Han er klar over, at et stort ego især er en fristelse for unge prædikanter:
– Vi har i dag brug for en helt ny og ung generation af ledere, men vi har ikke brug for en generation af hovmodige ledere… Hovmod, frygt og dårlig teologi har medført, at en del salvede tjenester til sidst er faldet.
Han starter med en god definition på lederskab: At lede er at motivere andre til handling. Og fortsætter derefter hjemmevant til emnet Vision. Hvordan skal man kunne lede andre, hvis man ikke selv ved, hvor man er på vej hen?
Han skynder sig dog hurtigt tilbage til bogens hovedtema og taler om tjenersind, karakterdannelse, selverkendelse, teamwork, delegering og lederens særlige farer og fristelser.

Enkelhed
– ikke fattigdom

Et af de kapitler hvor Ekmans balancekunst udfordres, er ”Lederens farer og fristelser”, hvor han tager livtag med de klassiske tre fristelser: magt, penge og sex. Især Trosbevægelsens vægtlægning på økonomisk overflod har givet anledning til øgenavnet fremgangsteologi.
I afsnittet om penge skelner Ekman mellem fattigdom og enkelhed. Fattigdom er et livsvilkår for mange, en forbandelse, der ikke er Skaberens plan for mennesket. Enkelhed derimod er en livsstil, som nogle selv har valgt som kilde til åndelig rigdom.
Også visse prædikanters fokus på indsamling af penge tager Ulf Ekman under behandling:
– Det, at forsøge at lære folk at kende og byde dem på frokost for at kunne motivere dem til at give penge til arbejdet, er usmageligt. Hykleriske prædikanter som bliver indsmigrende og ikke åbent giver udtryk for, hvad de vil, er en sand plage.
Åndelige ledere er forvaltere, og pengene bør bruges til menighedens formål: at præsentere Jesus for verden.

Ikke en vældig karl

Selv om bogen fokuserer meget på præster, platforme og store forsamlinger, kan principperne sagtens bruges af alle – og selv er forfatteren meget rummelig hvad angår lederens evner. Alle mennesker har lederpotentiale, om de er kristne eller ej. Gaverne forløses blot i efterfølgelse af den store leder: Jesus.
Og selv om forfatteren argumenterer for at ledere nødvendigvis må udøve magt i et vist hierarki, er det for at fremme orden, tydelighed og effektivitet i menigheden.
Den kristne leder er ikke ”en vældig karl”, men dybt afhængig af både en mentor og samarbejdspartnere i team.

Åndeligt snobberi

Ulf Ekman advarer også mod, hvad forfatteren C. S. Lewis kaldte ”åndeligt snobberi”, hvor man som udviklingsoptimister antager, at kirken ved meget mere i dag, end kristne gjorde før i tiden.
– Man kan ikke affejende forkaste den tidlige kirke og tro, at alt åndeligt liv begyndte med Reformationen, eller 1800-tallets vækkelser, eller da pinsebevægelsen begyndte.
– Munkene i klostrene… udviklede en åndelig disciplin og et bønneliv, som i dag ville få mange karismatiske pastorer til at føle sig helt frafaldne… Ud fra dette udfoldede sig en usædvanlig åndelig kraft, som forvandlede nationer.
Det er helt nye og nødvendige toner, der lover godt for en bevægelse, der søger tættere samarbejde med øvrige kirkeretninger.

Ulf Ekman:
En Åndelig Leder
Forlaget Alstrup