Hårde julehjerter?

I nærheden af vores gæstehus i Afrika ligger der et missionshospital, som har betydet en markant forbedring for befolkningens levevilkår i et stort område. Nu drives hospitalet af afrikanerne, som har svært ved at holde standarden. Men det er fortsat et af de bedre hospitaler, hvor man ikke – nødvendigvis – bliver mere syg af at opholde sig.
En dag kom der igen en kone til vores dør og spurgte om hjælp til behandling. Nu er vi blevet snydt nogle gange, så da hun med en sløv stemme bare spurgte, om vi ville betale tandlægen for hendes dreng, var jeg noget skeptisk.
Konen trak på det ene ben, men jeg regnede ned, at det nok også var bluff. Hun spurgte imidlertid ikke om hjælp til sig selv, men fortalte, at drengen næsten ikke havde sovet i en uge, fordi tænderne gjorde ondt. Det var jo også synd for ham, så vi blev enige om, at min kone skulle gå med op på hospitalet. Mens hun gjorde sig klar, spurgte jeg dem nærmere ud.

Det viste sig, at faderen var faldet ned fra et stillads og havde slået hovedet, så han ikke kunne forsørge familien mere. Hvordan de klarede sig, ved jeg ikke. Men de så hærgede ud, og den sløve stemme skyldtes formentlig mangel på mad…
Da jeg kom lidt tættere på, så jeg også, at hendes ben virkelig var hævet op af en eller anden sygdom. Jeg var efterhånden flov over min skeptiske rigmandsindstilling…
Jeg spurgte høfligt om lov til også at bede for kvindens eget syge ben. Det måtte jeg gerne.

Tandlægen ordnede tænderne, og vi aftalte, at moderen skulle komme tilbage og få hjælp til næste tandbehandling.
Da hun kom igen, havde hun en tynd lille datter med. Igen var jeg skeptisk og hårdhjertet, men da jeg så de forfærdelige hududslet, som pigen havde på bagdelen og lårene, ændrede jeg hurtigt mening. Stakkels familie. Vi gav dem rigeligt til at få behandlet sygdommen – mit hjerte var smeltet.
Forresten – hvordan går det med benet? spurgte jeg.
Kvinden smilende for første gang. Hun havde mærket en snurren i benet, da vi bad for det, fortalte hun, og nu var det rask! Hun kunne gå normalt. Måske var det første gang, hun oplevede, at Gud hører bøn?
Vi bad derfor også for den lille pige og hele familiens situation. Dybt berørt fjernede moderen diskret tårerne med snippen af sin slidte panje. Vi så dem ikke mere, før vi rejste. Men vi glemmer dem ikke så let.
”De fattige har I altid hos jer og kan gøre godt imod” sagde Jesus. – Ja, og måske få forvandlet vores egne hårde hjerter – her op til jul.