Darwin var troende før sin død
En kendt engelsk kvindes beretning tyder på, at ophavsmanden til evolutionsteorien
aldrig havde ønsket, at teorien skulle bruges imod kristendommen. Han var selv troende.Ingen videnskabelige teorier er som evolutionsteorien blevet brugt til at sætte spørgsmål ved Bibelen.
Men teoriens opfinder, Charles Darwin, gav kort før sin død udtryk for, at det slet ikke havde været hans hensigt. Og han var kort før sin død i april 1882 selv troende og læste begejstret i Bibelen.
Det kan man konkludere af den engelske Lady Hopes beretning (til højre) fra hendes besøg hos Charles Darwin i Downe i efteråret 1881.
I 1915 fortalte Lady Hope i USA om sit besøg, og beretningen Darwin and Christianity blev trykt i det ledende baptistiske tidsskrift i USA The Watchmann-Examiner.
Evolutions-tilhængere har forsøgt at så tvivl om troværdigheden, ja endda om Lady Hopes eksistens. Også Darwins søn Francis har benægtet, at Lady Hope har kendt faderen, eller at faderen skulle have omvendt sig fra sit agnostiske syn, som var til stor sorg for Darwins hustru, Emma, og andre i familien, som var troende.
Men af kilderne til den verdenskendte videnskabshistoriker James Moores bog The Darwin Legend fra 1994 fremgår det klart, at Lady Hope var en faktisk person, og at hun befandt sig i Downe i efteråret 1881.
Elizabeth Hope var datter af general Sir Arthur Cotton, som gjorde tjeneste i Indien, hvor familien boede indtil midten af 1850erne.
Allerede i 1860, da Elizabeth var 18 år, var hun aktiv i evangelisk og socialt arbejde. I 1873 var hun med til at oprette en evangelisk kaffestue som alternativ til pubberne. Hun blev kendt for dette arbejde og var med i kredsen om den internationalt kendte prædikant Moody.
Her mødte hun admiral Sir James Hope, som hun giftede sig med i 1877. Sir Hope døde i 1881, og i efteråret var Elizabeth vikar i Downe for evangelist Fegan, som havde dårligt hjerte og var på 3 måneders rekreation.
Denne Fegan nød stor anseelse i Darwin-familien, som anså druk for et meget stort socialt problem. Darwin havde med glæde overladt et lokale i landsbyen til Mr. Fegans sociale og evangeliserende arbejde. Om dette lokale skrev Charles Darwin i 1880 i et brev til Fegan:
De har mere ret til det, end vi har, for Deres tjeneste har gjort mere for landsbyen i løbet af nogle få måneder end alle vore anstrengelser gennem mange år. Vi har aldrig været i stand til at tørlægge en eneste dranker, men på grund af Deres tjeneste er der – så vidt jeg ved – ikke en eneste dranker tilbage i landsbyen.
Charles hustru Emma var ganske særligt begejstret over Mr. Fegans arbejde. Det er meget tænkeligt, at Lady Hope som afløser for Fegan også kom hos Darwins.
A. H. Nicholls, som var lokalt postbud i Downe i 1881, har fortalt, at der var en lady, som var med til at passe Charles Darwin i de sidste måneder af hans liv, og at Darwin bad denne lady læse op af Bibelen for ham samt om at få nogle søndagsskolebørn til at synge en bestemt salme for ham.
I 1913 udvandrede Lady Hope til USA efter en økonomisk fallit og gik 71 år gammel i gang med evangelisk arbejde i USA. I 1915 deltog hun som taler på en kristen konference i Massachusett. Her fortalte hun om samtalen med Darwin. Beretningen blev samme år trykt i The Watchmann-Examiner.
Lady Hope døde i 1922, og hun fastholdt til sin død samtalen med Charles Darwin i efteråret 1881. Hun efterlod også en personlig beskrivelse af mødet til prof. S. James Bole, som offentliggjorde den i 1940. Den indeholdt flere detaljer og styrker derfor beretningens troværdighed.
Selv om det tidligere er blevet benægtet, at der fx skulle være et sommerhus i Darwins have, er det nu med sikkerhed fastslået, at sommerhuset eksisterede. Der er også andre forhold fra Lady Hopes historie, som virker autentiske. Udsigten fra Darwins værelse er korrekt og tyder på, at fortælleren faktisk har været i dette rum. Beskrivelsen af Darwins slåbrok passer ganske godt med andre beskrivelser af Darwins påklædning, når han hvilede sig om eftermiddagen.
James Moore har sammenholdt hendes oplysninger om, at solen skinnede, med vejrrapporterne. Der var ikke mange solskinsdage i Downe i det efterår, men Moore konkluderer, at der faktisk var solskinsdage i september og først i oktober.
Netop da var sønnen Francis Darwin tilsyneladende ikke hjemme. Francis behøver altså ikke at have vidst noget om Lady Hopes besøg hos faderen. Måske benyttede hun sig af sit pigenavn, Elizabeth Cotton.
Den, der for alvor kunne have bekræftet eller afkræftet Lady Hopes historie, var Emma Darwin – men Emma blev aldrig spurgt om det.
Af Henri Nissen – på grundlag af professor dr. scient Peter Øhrstrøms artikel i Origo.
Fra et besøg hos Charles Darwin i 1881
Det var en af disse strålende eftermiddage, som vi af og til kan opleve om efteråret i England. Jeg var blevet bedt om at gå ind til den berømte professor Charles Darwin for at sidde lidt hos ham.
Han var nogle måneder før sin død næsten konstant sengeliggende. Når jeg så ham, plejede jeg at tænke, at hans fine fremtoning ville kunne blive til et storslået billede til vort Kongelige Akademi (Royal Academy).
Den fornemmelse havde jeg allerstærkest ved denne lejlighed.
Han sad op i sengen iført en let slåbrok med broderier.Støttet af puder var han i stand til at se ud over det vidtstrakte landskab med skove og kornmarker, som glødede i en af disse mageløse solnedgange, som giver Kent og Surrey deres skønhed. Hans ædle hoved og hans fine træk syntes at være oplyst af glæde, da jeg kom ind i værelset. Med sin hånd vinkede han mod vinduet og pegede på landskabet, mens han i den anden hånd holdt en åben Bibel, som han altid plejede at studere.
Hvad læser De nu?, spurgte jeg, mens jeg satte mig ved siden af sengen.
Hebræerne, svarede han stadig Hebræerne – den kongelige bog, som jeg kalder den. Er den ikke storslået?
Så udpegede han med sin finger bestemte passager og kommenterede dem.
Jeg kom med en hentydning til de stærke opfattelser, som mange har givet udtryk for i forbindelse med skabelsesberetningen og dens ophøjethed, og i det hele taget i forbindelse med de første kapitler af 1. Mosebog.
Det virkede, som om det pinte ham, og han vred nervøst sine fingre, og et udtryk af smerte kom over hans ansigt:
Jeg var en ung mand med uformede ideer. Jeg udkastede spørgsmål og forslag, og jeg spekulerede hele tiden over alt muligt. Og til min forbløffelse spredte mine ideer sig som en løbeild. Folk gjorde dem til en religion.
Så holdt han en pause, og efter et par sætninger mere om Guds hellighed og bogens ophøjethed kiggede han på Bibelen, som han stadig holdt respektfuldt, og sagde: Jeg har et sommerhus i haven, hvor der kan være omkring 30 mennesker. Det er derovre.
Han pegede i retning af det åbne vindue. Jeg ønsker, at De skal tale dér. Jeg ved, at De oplæser Bibelen i egnens landsbyer. I morgen eftermiddag vil jeg, at husets tjenestefolk, nogle af dets beboere og nogle naboer skal samles der. Vil De tale til dem?
Hvad skal jeg tale om? spurgte jeg.
Kristus Jesus! svarede han med klar, engageret stemme, idet han med en lavere stemme tilføjede: og hans frelse. Er det ikke det bedste emne? Og så vil jeg, at De skal synge nogle salmer med dem. De kan jo lede sangen med deres lille instrument. Kan De ikke?
Jeg vil aldrig glemme det vidunderlige udtryk af liv og lys, som gik over hans ansigt, da han sagde dette og tilføjede: Hvis De holder mødet klokken 3 om eftermiddagen, kan dette vindue være åbent, og De vil vide, at jeg er med i sangen.
Jeg ville ønske, at jeg kunne have malet et billede af denne fine gamle mand i hans smukke omgivelser på denne bemærkelsesværdige dag. [Moore p. 92]
