Seks huller i Darwins teori
Darwins udviklingslære viser variation, men ikke evolution. Den påpeger ligheder mellem chimpanse og menneske, men beviser ikke slægtskab. Og den beviser på intet tidspunkt skabelsen af helt nye livsformer. Hvis alt skal være muligt at udvikle fra en primitiv celle i tidernes morgen, så har vi brug for opbygning af en enorm mængde af information og kompleksitet. Den forklaring kan hverken Darwins teori eller hans nulevende disciple levere.
Her er seks grunde til, at Darwins evolutionsteori har problemer:
På Darwins tid i 1800-tallet var celler en klat proteinmasse, genernes eksistens var uopdaget, og det mest komplicerede man kendte til, var øjets opbygning. Vi er blevet klogere. Meget klogere. Blot informationsmængden i hver enkelt celle menes at udgøre, hvad der svarer til en bogstabel på over 50 meter! Og hvem skulle dengang have troet, at en sildestime kan kommunikere ved at prutte. Darwin undervurderede, hvor kompliceret livet har vist sig at være, og det kan måske være grunden til, at det virkede naturligt, at nye dyre- og planteformer gradvist kunne udvikle sig helt af sig selv ved naturlig selektion (udvælgelse). Darwin mente, at et lille skridt af gangen i millioner af år ville udvikle en helt ny plante eller et nyt organ. Videnskabens udvikling har indhentet Darwins tro på, at alt var muligt, for jo mere kompliceret videnskaben indser at livet er, jo mere absurd bliver en tilfældig udvikling. Ingen har observeret udviklingen af en kompleks struktur som f.eks. flagellen, som er påhængsmotoren i mange bakterier, men alle kan konstatere, at den er kompliceret. Den blev opdaget i 1973 og har vist sig at bestå af op til 100 dele, som skal virke sammen i skøn enhed, så bakterien kan bevæge sig. Flagellen roterer mellem 10.000 og 16.000 gange i minuttet. Hvis alle disse komponenter skal udvikle sig gradvist efter Darwins model, så vil der opstå problemer, for hvis flagellen er halvfærdig med 6, 18 eller 78 elementer, fungerer den ikke, fordi komponenterne skal virke sammen. (Og tro det ikke, når darwinister, fx på evoution.dk, påstår, at argumentet med flagellen er tilbagevist. Der er tværtimod komme mange flere til!) Det udfordrer Darwins tro på, at alt liv kan udvikle sig trin for trin igennem millioner af år. Et mellemstadium er umuligt, for en ikke-færdig flagel vil ingen funktion have, før den er helt samlet. Bakterien vil dø. En ubrugelig hale vil kun genere bakterien, og Darwins egen naturlige selektion vil udrydde sådanne halvfærdige strukturer i livets kamp om overlevelse.
Vi ligner chimpanser derfor er vi i familie. Sådan var logikken også på Darwins tid, og det bruges endnu. I stedet for kun at se på ligheder i kranierumfang og formen af hofteskålen ser vi i dag på forskelle i arvematerialet DNA. Logikken er klar. Jo mere DNA ligner hinanden mellem fx chimpanser og mennesker, jo tættere beslægtet. Vi har ca. 94 % DNA til fælles med chimpansen, og det fortæller os, at vi ligner hinanden. Men det vidste vi jo i forvejen. Der er lemmer, hud, hjerne, adfærd og syn, der ligner, og derfor ligner vi naturligvis også hinanden i vores DNA. Men viser det slægtskab? Ikke nødvendigvis. Mine knive og gafler ligner også hinanden, men vi ved jo godt, at de er designet og fabrikeret. Det kunne chimpanser og mennesker også være. Der er ligheder og forskelle mellem alle dyr og alle planter, men at tro at ligheder betyder slægtskab, er kun et bevis for den, som allerede tror.
Selvom mekanismen naturlig selektion ikke er Darwins egen, så regnes den i dag som en perle i hans teori. Dyr og planter er forskellige, og da der ikke er plads og mad til alle, må nogen jo dø, og det er dem, som har dårligst ved at overleve og formere sig, der står for skud. Man siger, at de er dårligt tilpasset deres miljø. Det er i sin enkelhed naturlig udvælgelse naturen udvælger de mest levedygtige, som bringer deres (måske lidt bedre) gener videre i evolutionens kapløb. Desværre forklarer mekanismen ikke, hvordan nye komplekse organismer kan opstå. Naturen blander et sæt kort, og nogen får bedre kort på hånden end andre og vinder. Svagheden er, at det er eksisterende kort, der blandes igen og igen, og på den måde udvikler nye kort sig ikke.
Samtidig skal man naturligvis ikke glemme, at den naturlige selektion har en yderst nyttig funktion: Den frasorterer syge og degenererede individer. Det har stor betydning for en gruppe dyr, at de dårlige eller syge variationer ikke får lov at overleve, så de kan blande deres gener med de raske. Derfor har naturlig selektion hjulpet dyr og planter til at tilpasse sig og overleve i tusindvis af generationer. Skal der nyt til, må der mutationer på bordet. Permanente fejl, der giver ændringer i DNAet.
Darwin kendte af gode grunde ikke til mutationer (fejl) i DNAet, men han vidste, at dyr og planter varierer, og han mente, at de positive variationer var råstoffet i udviklingen. De mest lovende eksempler på de positive mutationer kender vi alt for godt fra hospitaler og kølediske, hvor multiresistente bakterier holder fest. De er ligeglade med al den antibiotika, de bliver udsat for de er modstandsdygtige eller resistente. Det eksempel ligner meget de gavnlige variationer, der skaber råstoffet til evolutionen, men de er ikke til stor hjælp for Darwin. Det viser sig, at modstandsdygtigheden opstår, fordi bakterierne er så avancerede, at de kan bytte gener med hinanden. Der er dog enkelte eksempler på, at nye resistanser opstår hos bakterier, men her er der tale om held i uheld. Der ødelægges noget i en eksisterende maskine, og det betyder, at den har bedre ved at overleve. Men intet nyt er tilføjet, og det er, hvad vi har brug for. Det svarer til, at vi sparker til det gamle flimrende fjernsyn, og billedet pludselig bliver bedre det udvikler sig ikke til en fladskærm ved slaget. Det grundlæggende problem ved at skabe ny information og kompleksitet ved mutationer er, at matematiske modeller viser, at tilfældigheder ikke skaber orden, men kaos. Og der er jo netop det modsatte, vi skal bruge.
Lad os se, om Darwins teori bekræftes i naturen. Birkemåleren er en natsværmer, som både kan findes i en lys og mørk udgave, og den optræder i næsten alle biologibøger i hele verden. I 1700-tallet var der mange hvide udgaver, mens de mørke havde det svært. Det tolkes (fejlagtigt) sådan, at de hvide var bedre kamufleret på træstammerne, som var dækket af hvidt lav. De mørke var lette at spotte for sultne fugle. Under industrialiseringen i 1800-tallet forsvandt larverne fra stammerne på grund af forureningen, og nu var det de hvide varianter, der var offer for fuglenes næb. De mørke steg kraftigt i antal. Selvom der er problemer med selve eksemplet, så viser det tydeligt, hvordan de bedst tilegnede varianter overlever i deres miljø ved naturlig udvælgelse. Naturlig udvælgelse er velkendt, og ingen er uenige i det, men der mangler noget. Noget nyt! Vi begynder med lyse og mørke former og slutter med lyse og mørke former. Det bør nævnes, at birkemåleren ikke lever på træstammer, men det er en anden historie.
Et af resultaterne fra Darwins rejse til Galapagosøerne er finkerne, som han ufortjent tilskrives æren for. På øgruppen lever der forskellige varianter af finken, og det viser sig, at næb-tykkelsen varierer. Hvis klimaet er tørt, og der skal knækkes hårde frø, så er varianterne med tykt næb i flertal. Omvendt ser det ud, hvis vejrudsigten står på fugtigt vejr. Det give nemlig gode betingelser for mange insekter og små frø, så her har varianterne med tynde næb en 
hjemmebanefordel, og de bliver mere talrige. Det er et godt eksempel på naturlig selektion (se ovenfor), hvor kortene i form af gener blandes, så anderledes varianter fremkommer. Hyppigheden af tykt eller tyndt næb svinger frem og tilbage i takt med klimaændringer. Naturlig selektion er ingen som nævnt uenig i, men den skaber ikke den kompleksitet og information, der skal til for at drive evolutionen fra amøbe til myresluger.
Der er meget rigtigt i Darwins teorier, men de er for banale til at forklare livets store udvikling, og hvordan information og kompleksitet kan udvikles.
Kristian Bánkuti Østergaard er cand. scient. og redaktør af tidsskriftet Origo og hjemmesiden Skabelse.dk.
Illustration: Marian Roer Petersen
