Historien bag løsladelsen af Michael Hammer
En aften sad jeg og så en dokumentar-udsendelse i tv. Jeg læste dagens avis og drak te samtidig med, at jeg så udsendelsen. Pludselig var det som om nogen sagde til mig, at jeg skulle se hen på skærmen. 
Da jeg gjorde det, så jeg en mand, der stod i en fængselscelle. Manden havde trukket op i sin t-shirt og viste nu seerne den tatovering, han havde fået lavet. Der stod med store typer: Kun Gud kan dømme mig. Jeg var ved at få teen i gal hals. Det, jeg så, var, som man i journalist-kredse kalder for en god historie. Ikke at manden var blevet taget i Limas lufthavn for narkosmugling og nu sad i én af de værste fængslet i sydamerika. Det er der ikke noget nyt i. Den gode historie for mig, og den avis jeg arbejder for, var, at manden, som aldrig i sit liv har skænket Gud en tanke, er blevet kristen, har sagt ja til Jesus, som han hver dag har lange samtaler med.
Jeg ønskede brændende at lave et interview med manden. Men Lima ligger ikke lige henne om hjørnet. Så hvad gør man. Flere ugers research skulle der til for, at jeg endelig fik hul igennem. Det endte med, at jeg en eftermiddag klokken to sad med et Global One ringe kort foran mig. Jeg tastede koden og nummeret, og pludselig var jeg igennem til fængslet. En sur spansk mand tog telefonen og snerrede af mig.
Røret blev knaldet på. Hvor uforskammet, tænkte jeg, og ringede op igen.Nu var en telefonsvarer sat til. Det viste sig, at jeg havde ringet klokken to om natten til fængslet. Jeg havde glemt alt om, at der er en tidsforskel på seks timer mellem Lima og Danmark. Sorry, sorry Senor!
Det lykkedes mig at få fat på Michael Hammer, og jeg lavede et interview med ham over telefonen. Efter at hans historie var blevet trykt i Udfordrigen, gik jeg selv og mange andre kristne i forbøn for Michael Hammers løsladelse.
Efter fjorten dage ringer telefonen. Det er Michael Hammer. Jeg er blevet løsladt, fortæller han.
Hvad er der andet at sige end: Miraklernes tid er ikke forbi. Al æren går til dig Gud!
